Laks er en af de bedste fede fisk, du kan spise, da den blandt andet er særdeles rig på omega 3 fedtsyrer.
Omega 3 er en særdeles vigtig byggesten i cellernes ydre menbraner. Faktisk er den afgørende for om cellerne forbliver raske. En ubalance i omega 3 er blevet sat i forbindelse med blandt andet kræft, alzheimer, depression, nedtrykthed, humørsvingninger, astma, ledegigt, eksem og psoriasis.
Der er desuden lavet mange studier der peger på, at der er en tydelig sammenhæng mellem mangel på omega 3 og vores mentale funktioner. Laks og andre fede fisk påvirker hjernens præstationsniveau. Et højt forbrug af omega-3 forbedrer særligt aktiviteten i to områder af vores hjerner og stabiliserer vores følelser.
Hjernen hos et voksent menneske består af mere end 60 procent fedt, en stor del heraf er de vigtige omega 3 fedtsyre DHA og EPA.
Hvis du ikke får nok omega 3 gennem din kost, tvinger du din hjerne til at lagre det dårlige mættede fedt, og dine hjerneceller vil ikke fungere optimalt.
Det kan blandt andet foråsage ADHD (tidligere kaldet damp), ordblindhed, depression, koncentrationsbesvær og demens. Omvendt har en en jævnlig tilførsel af omega 3 hos børn resulteret i accelereret læring og øget opmærksomhed og vist sig at have haft en gavnlig effekt med hensyn til at hjælpe med mentale funktioner hos ældre.
Desuden hæmmer laks betændelsestilstande og beskytter hjertet, kredsløbet, det gavnlige kolesterol og blodkar. Laks giver en smukkere hud og beskytter endda huden mod skader fra solens stråler. Laks er rig på protein, B-vitamin, D-vitamin, magnesium og selen.
Andre gode fede fisk er bl.a. sild, tun, sardiner, ål og makrel, men også flere slags bladgrønt, f.eks spinat, indeholder disse livsnødvendige fedtsyrer. Hvis du spiser fed fisk et par gange om ugen, og sørger for at spise rapsolie, valnødder, knuste hørfrø og bladgrønt, får du hvad du har brug for.
Hvis ikke, kan du tage et kosttilskud med omega 3. En ekspertgruppe nedsat af EU fastsatte i 2007 et indtag på 200 milligram DHA om dagen for gravide. Dette med henblik på at fostrets nervesystem, hjerne og fostrets øjne udvikles optimalt.
Der findes specielle fiskeolier til babyer og små børn, og de fleste babyer spiser dette med velbehag, men olien bør ikke træde i stedet fisk og fiskepålæg i barnets kost. Men man kan supplere. Indtil barnet er omkring de to år, vil de gode fedtstoffer i stor grad bidrage til opbygningen af hjernen. Ved 2 års alderen består mere end en femtedel af barnets hjerne af disse vigtige fedtsyrer.
Studier har vist, at børn af kvinder der spiste rigeligt med fed fisk under graviditeten og amningen, havde bedre syn, bedre ordforråd og bedre forståelse af ord, end børn af kvinder, der spiste mindre fed fisk.
I dag rådes kvinder dog til at begrænse deres indtag af store rovfisk, på grund af risikoen for miljøgifte, så det gælder om at afbalancere fordele og ulemper. F.eks kan du spise rovfiskene med måde og også spise opdrættet fisk og rensede fiskeolier lavede af mindre fisk. Hvis du køber fiskeolien, skal du sikre dig at den indeholder antioxidanten E-vitamin, som gør at olien holder sig frisk.
Undgå altid fisk der er fanget i Østersøen, da disse med stor sansynlighed indeholder miljøgifte. Undgå desuden opdrættede laks.