Partierne som står bag finansloven for 2020 er enige om en udligningsordning for selvstænge på barsel.
Regeringen har derfor præsenteret en ny barselsordning, der er rettet mod selvstændige.
Enighed mellem partierne S, RV, SF, EL og ALT om ny barselsorlov for selvstændige betyder, at de selvstændige fremover bliver omfattet af Barsel.dk på samme vilkår som de private arbejdsgivere.
Udover barselsdagpenge kan selvstændige, når de går på barsel, få kompensation fra ordningen, hvilket giver mere luft i økonomien til at dække faste udgifter i virksomheden, så længe de er på orlov.
Barsel.dk er den fælles udligningsordning, som alle private arbejdsgivere indbetaler til, hvis ikke de er med i en overenskomstfastsat udligningsordning.
Arbejdsgiverne har mulighed for at få refusion til at dække lønudgifterne til medarbejdere på barsel.
Det nye forslag, som regeringen forventer at fremsætte i november, lægger op til, at selvstændige indbetaler til ordningen fra oktober 2021, og får kompensation fra april 2021, såfremt de går på barsel - med tilbagevirkende kraft til januar 2021.
Lovorslaget er sendt til høring den 4. september 2020.
Ifølge Beskæftigelsesordfører Samira Nawa(RV), er der tale om en væsentlig forbedring i barselsvilkårene for de selvstændige, ikke bare økonomisk, men også når det gælder ligestillingen på arbejdsmarkedet:
- Oprettelsen af barselsfonden har været afgørende for Radikale Venstre, og det er en stor glæde at den nu bliver til virkelighed. Det er en kæmpe sejr for ligestillingen, da barselsfonden baner vejen for at flere kvinder vælger at blive iværksættere og for at mandelige iværksættere kan gå på barsel og tilbringe tid med deres helt små børn.
Også Beskæftigelsesordfører Victoria Velasques(EL) har armene helt oppe, når det gælder de nye regler:
- Det er en vigtig sejr for ligestillingen og for bedre vilkår for selvstændige, at vi nu sikrer barsel for selvstændige. For os i Enhedslisten er det vigtigt, at vi har mulighed for at tage os ordentligt af vores børn, mens de er helt små, uden at man skal have den store pengepung frem. Derfor glæder vi os over, at selvstændige nu får bedre mulighed for at tage barsel uden at skulle bekymre sig om at kunne betale regningerne. Små børn har lige meget brug for deres forældres kærlighed og omsorg, uanset hvilket erhverv deres forældre har. Jeg håber også, at det betyder, at flere kvinder tør kaste sig ud i at være selvstændige og starte egen virksomhed.
Kilde: Regeringen præsenterer ny barselsordning for selvstændige