Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Artikler»Sundhed»Mindful Graviditet og Barsel
 
 

Mindful Graviditet og Barsel

Skrevet af 

Graviditeten og det første år som nybagt mor kan både være en smuk og turbulent tid.

Man udsættes for store kropslige forandriger, følelsesmæssige svingninger og ens daglige rutiner og prioriteter forandres markant. Det kan på mange niveauer være en udfordrende tid.

Grundet disse forandringer kan gravide og nybagte forældre være ekstra sårbare for stress, angst og depressive lidelser. 

 

Graviditet og mindfulness

I de sidste par år har der forskningsmæssigt været en stigende interesse for mindfulness interventioners’ potentiale i forhold til gravide og nybagte mødre.
 
En række mindre forsøg har vist, at Mindfulness-Baseret Stress Reduction (MBSR) eller Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi (MBKT) tilpasset gravide og nybagte mødre nedsætter symptomer på stress, angst, bekymring, og depression, samt øger medfølelse, selvkontrol og livskvalitet (Guardino et al, 2014; Vieten & Astin, 2008; Goodman et al, 2014; Pezes-Blasco et al, 2013).
 
For nyligt har Oxford Universitets Mindfulness Center netop begyndt et stort studium af Mindfulness Based Childbirth and Parenting programme MBCP, som bliver afviklet over de næste par år (Oxford Mindfulness Center, 2014). 


Definition af mindfulness

Mindfulness er traditionelt blevet defineret som en ’måde at være til stede i nuet med en venlig og udømmende opmærksomhed’. Mindfulness handler blandt andet om at blive mere opmærksom på den måde man relaterer sig til sine tanker, følelser, og fysiske sensationer.
 
Gennem mindfulness meditation kan man få øget bevidsthed om automatiske reaktioner og mønstre, kroppens signaler, egne grænser og behov. 
I tillæg er mindfulness associeret med en øget oplevelse af nærvær i forhold til indre og ydre oplevelser, og i relationen til andre mennesker.

 

Mindfulness som fødselsforberedelse

Mindfulness teknikker er blevet inkorporeret som værktøjer i diverse fødselsforberedelseskurser (Calm Birth, 2014; Bardacke, 2014).
 
Forskning tyder på, at man ved at imødekomme og relatere sig mindfult til smerte kan man opleve en modulering af smerteoplevelsen, hvorimod angst kan forstærke den (e.g. Gard et al, 2011).
 
Mindfulness teknikker kan af denne grund være værdifulde i blandt andet fødselssammenhæng.

 

Stigende anerkendelse og belæg for virkning

Generelt er der en stigende anerkendelse blandt eksperter af mindfulness meditation’s potentiale til at skabe mere overskud, og nærvær for gravide og nybagte forældre (Kabat-Zinn & Kabat-Zinn, 1998; Siegel & Hartzell, 2004).  
 
Samtidig er der begyndende forskningsmæssigt belæg for at mindfulness interventioner som MBSR, MBKT eller MBCP kan forebygge stress, angst og risiko for depression under og efter graviditeten, modulere oplevelsen af smerte, samt forøge almen livskvalitet. 

 

 

Anne Maj van der Velden

 

 

I samarbejde med Lone Overby Fjorback, Phd og overlæge, og Mette Bahnsen, Persona Film ved Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitets Hospital.
 
Anne Maj van der Velden er psykolog og forsker tilknyttet Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet. Hun har skrevet artikelspeciale om virkningsmekanismer i MBCT behandlingen af depression, og er pt. i færd med at starte et PhD forskningprojekt med mindfulness-baseret kognitiv terapi til forbyggelse af depression hos gravide med sårbarhed for at udvikle depression i et samarbejde med internationalt-anerkendte forskere fra Aarhus og Oxford Universitet.

Hjemmeside: mindfulness.au.dk/om-afdelingen/
 
 
 
(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize