Du er her:min barsel»Nyheder»Antallet af hjemmefødsler mere end fordoblet på 3 år
fredag, 09 februar 2018

Antallet af hjemmefødsler mere end fordoblet på 3 år

Skrevet af 

Danske kvinder har fået mere lyst til at føde hjemme. Antallet af hjemmefødsler er nemlig mere end fordoblet de sidste tre år, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsens fødselsregister. Det sker samtidig med at antallet af fødsler generelt er steget. 

I Danmark er der der godt 60.000 fødsler om året. Heraf vælger 3,1 procent af de fødende kvinder at føde hjemme.

I årene fra 1997 til 2011 har antallet af hjemmefødsler i Danmark ligget fast på ca. 1 procent. I år 2012 udgjorde hjemmefødsler 1,3 procent af alle fødsler i Danmark, hvor det tal i 2016 var steget til hele 3,1 procent.

Der er således sket mere end en fordobling i antallet af hjemmefødsler fra 771 hjemmefødsler i 2012 til 1.925 hjemmefødsler i 2016.

En kvinde der vælger at føde hjemme har ofte taget en beslutning om at tage ejerskab for sit barns fødsel, og vil gerne sætte sin egen dagsorden udfra de givne hjemlige rammer. Hun anser ikke fødslen som et hospitals anliggende men foretrækker trygheden og roen i egne planlagte rammer. En anden fordel ved en hjemmefødsel kan være, at manden får en mere central rolle i fødselsforløbet end han måske ville gøre på et hospital og eventuelle søskendebørn kan være omkring fødslen.

Tryghed og ro øger udskillelsen af fødehormoner som f.eks. endofiner og oxytocin, og disse er smertelindrende og nødvendige for det naturlige fødselsforløb.

Ifølge chefjordemoder Ann Fogsgaard er det vigtigste, at familien føder der, hvor de er mest trygge. "For nogen er det i egne rammer derhjemme og andre synes, at tryghed er på et sygehus, hvor der er et større setup. Det er rigtig vigtigt, at vi understøtter parret i dét, der er tryghed for dem", siger hun.

Såfremt kvinden har haft et normalt og sundt fødselsforløb viser undersøgelser, at en hjemmefødsel er mindst lige så sikker som en fødsel på et hospital.  

Kilde: TVMidtvest.dk: Hjemmefødsler hitter: Det handler om tryghed