Du er her:min barsel»Nyheder»Antallet af ældre mødre stiger
tirsdag, 19 december 2017

Antallet af ældre mødre stiger

Skrevet af 

Antallet af børnefødsler, hvor moderen har rundet de 40, er højere end nogensinde. Faktisk er andelen af mødre over 40 år mere end fordoblet de seneste 20 år.

Ifølge tal fra Statens Seruminstituts statistikdatabase blev der i 2012 født 1909 børn, hvor mødrene var mellem 40 og 45 år. I gruppen af kvinder over 45 år var der også en stigning, og der blev i 2012 født over 100 børn af kvinder over 45 år.

Mange af børnene var blevet til ved hjælp af kunstig befrugtning. Uanset tallene har en kvinde dog kun en relativ lille chance for at blive gravid ved hjælp af kunstig befrugtning, når hun er over 40 år. Ifølge Karin Erb, der er chefbiolog ved Odense Universitetshospital og formand for Dansk Fertilitetsselskab, er chancen for at opnå graviditet ved hjælp af kunstig befrugtning i en sen alder nemlig under 10 procent.

Det offentlige må lave kunstig befrugtning til kvinder indtil de fylder 41 år. Efter den alder kan kvinden få behandling i det private system indtil kvinden fylder 46 år. Tal fra Dansk Fertilitetsselskab viser, at 33 procent af behandlingerne i 2011 på private fertilitetsklinikker blev udført på kvinder over 40 år.

Dét at blive mor i en sen alder er dels en samfundstendens: Vi lever længere og føler os friskere længere. Sundhedsplejerske og ph.d. i sundhedsvidenskab Else Guldager har desuden indtryk af, at mange af de mødre, der vælger at blive mødre sent, tilsyneladende er kvinder, der vælger at få et barn alene fordi de længe har ventet på den rette partner, men ikke har fundet ham.

Kilde: Danmarks statestik: Flere kvinder over 40 år får børn