Du er her:min barsel»Nyheder»Var fødende over 40 mere normalt før i tiden?
tirsdag, 10 maj 2016

Var fødende over 40 mere normalt før i tiden?

Skrevet af 

Bloggeren Anders Haar Rasmussen undrer sig. Han har fundet ud af, at mødre i 1800’tallet på Bornholm faktisk i høj grad var modne kvinder og ikke de teenage-mødre, vi måske går og forestiller os, når vi som samfund stønner over den alt for høje nuværende fødealder i Danmark.

Arkivar og historiker Camille Louise Dahl har via sin forskning i kirkebøgerne opdaget, at 45% af de fødende, som er registrerede i kirkebøgerne i Østerlars Sogn mellem 1858-1900, var mellem 30 og 39 år. En ud af 10 af de fødende var fyldt 40 ved fødslen. Det kommer som en overraskelse for både arkivaren og på Anders Haar Rasmussen, at den gennemsnitlige fødealder lå på 33 år i 1875, hvor hele 23,68 % af de fødende var over 40. Landgennemsnittet for fødendes alder var 32 år i 2015, skriver han.

Vil det så sige, at det er noget forvrøvlet sludder, når vi i dag går i panik over, at kvinder vælger at få børn så sent? Det har vi måske også gjort før i tiden? Er det kun en kort periode midt i det tyvende århundrede, at vi fik børn meget tidligt her til lands?

Anders Haar Rasmussen foreslår, at vi bruger denne nye viden om tidligere tiders fertilitet til at nuancere debatten og måske give lidt mere plads til kvinders egne ønsker om, hvornår de ønsker at blive gravide. Spørgsmålet om, hvorfor der er så meget sværere for en kvinde over 40 at få børn i dag, end det var for 150 år siden, finder han dog interessant.

Søren Ziebe, klinikchef på Rigshospitalets fertilitetsklinik, er i første omgang skeptisk overfor Anders Haars sammenligning, fordi man faktisk ikke ved særlig meget om den naturlige fertilitetsrate i nutiden – altså hvor mange graviditeter, der egentlig opstår spontant. Men han giver dog 5 grunde til, at moderne kvinder har vanskeligt ved at blive gravide, når de er over 40.


Årsagerne er velkendte, for det handler om øget frekvens af kønssygdomme pga øget seksuel aktivitet, kemikalier i mad, tøj, genstande og omgivelser, fedme, alkohol/tobaksrygning og faldende sædkvalitet.

Anders Haar Rasmussens er både på facebook og i andre medier blevet kritiseret for et skævt sammenligningsgrundlag – fx er der forskel på at være ældre fødende og på at være ældre førstegangsfødende, og at mange kvinder først begynder at få børn i en meget høj alder i dag, hvorimod den historiske undersøgelse fra Bornholm ikke fortæller om gennemsnitsalderen på førstegangsfødende. Hans udsagn om, at kvinder også dengang udskød moderskabet til en høj alder, kritiseres for at være ubegrundet, netop fordi undersøgelsen ikke fortæller om alderen på førstegangsfødende på Bornholm i 1800’tallet, men kun om, at de også dengang stadig fik børn, når de var over 40.


Kilde: Zetland.dk: Træt af at høre, at du får børn for sent?.. 

Kommentarer til indlægget på facebook