I ugens løb har man kunne læse avis-overskrifter om ny forskning der frikender alkohol under graviditeten med overskrifter som "Lidt alkohol under graviditeten skader ikke barnet".
Forskningen, der ligger til grund for de opsigtsvækkende overskrifter er et studie fra Aarhus Universitet der har fulgt en kohorte på godt 1600 kvinder og ikke fundet nogen forskel i intelligens og udvikling på deres idag 5 årige børn.
Men Professor Anne-Marie Nybo Andersen fra Københavns Universitet er meget ærgelig over pressemeddelelsens overskrift fordi den kan få kvinder til at tro at alkohol under graviditeten er helt uskadeligt.
Anne-Marie Nybo Andersen har selv fulgt selvsamme kohorte, men hendes fokus var et andet: Hun undersøgte effekterne hos fostre når den gravide drikker moderate mængder alkohol. Resultaterne viste, at risikoen for spontan abort øges med hele 50 procent, hvis den gravide drak bare to genstande om ugen, og at risikoen for at få en spontan abort fordobledes ved et indtag på fire genstande om ugen.
Professor Anne-Marie Nybo Andersen mener, at udtalelserne til medierne er alvorlige, og sammenligner det med oplysninger om forskningsresultater der fortæller at chokolade er sundt, uden at oplyse at det også er usundt.