Efter mange år under kritisable arbejdsforhold har Region Hovedstaden nu besluttet at give en tiltrængt økonomi-indsprøjtning til svangreområdet som skal imødekomme travleden på fødegangene og give bedre fødselsforløb. Formanden for Jordemoderforeningen glæder sig over nyheden, men mener, at der er et godt stykke vej igen før de offentlige tilbud kan stå mål med de private.
Region Hovedstaden har besluttet at afsætte ekstra 24 millioner årligt til svangreomsorgen startende med 18 mio. kr. i 2021 og 24 mio. kr. om året fra 2022 til at løfte fødeområdet i regionen.
I Jordemoderforeningen glæder de sig over, at der endelig bliver kigget til svangreområdet, efter at blandt andre Jordemoderforeningen, Forældre og Fødsel om Mødrehjælpen meget længe har gjort opmærksom på de kritisable forhold som jordemødrene arbejder under - og de fødende føder under.
- Det kan vi glæde os over. Vi er blevet hørt, siger Lis Munk, formand for Jordemoderforeningen. Hun mener dog, at der er et stykke vej endnu.
- Vi er ikke i mål så længe jordemødrene fravælger de regionale arbejdspladser og kvinderne må tilkøbe sig private ydelser. Der er endnu et langt sejt træk, før vi er i mål, siger Lis Munk i DR TV-Avisen. (DR TV-Avisen den 26. marts klokken 18.30)
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger da også, at de ekstra 24 mio. kr. ikke løser alle udfordringer, men at det er et skridt i den rigtige retning:
- Det her er kun første skridt i en række politiske tiltag, vi har sat i gang for at styrke føde- og børneområdet. Vi har fx nedsat et opgaveudvalg, hvor nye familier inviteres til en dialog med politikere fra både regionsrådet og kommunerne. I fællesskab skal de komme med nogle konkrete anbefalinger til, hvordan vi skabe et bedre fødselstilbud. Samtidig går vi i gang med at lægge budgettet for næste år. Her forventer jeg, at det er bred opbakning til at prioritere de forslag, der handler om fødselsområdet og hele børneområdet,” siger Sophie Hæstorp Andersen (S).
Også Jordemoderforeningens andre regionskredse har arbejdet for forbedringer på fødeafdelingerne.
Kilde: Rizau: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/politikerne-i-region-hovedstaden-styrker-fodeomradet-med-24-mio-kr?publisherId=3111258&releaseId=13618797