Du er her:min barsel»Nyheder»Ny bog om farlig hjernekemi
lørdag, 07 november 2015

Ny bog om farlig hjernekemi

Skrevet af 

Læge og professor i miljømedicin, Philippe Grandjean, har netop udgivet bogen "kemi på hjernen -overgår enhver forstand" der stiller skarpt på, at kemiske stoffer kan give børns hjerner skader for livet. 

Bogen hviler på mere end 30 års forskning. Ifølge Philippe Grandjean bliver der ved hver eneste fødsel i Danmark tabt knap et IQ-point pga. sprøjtegiftrester. Hans anbefaling går derfor på, at gravide og børn spiser så økologisk som muligt.

Philippe Grandjean advarer om, at en hel generation af børnehjerner kan få alvorlige skader fordi deres mødre har været eksponeret for giftige industrikemikalier. En eksponering som til stadighed forsætter og som er umulig at få reguleret med myndighedernes nuværende tilgang, før det er for sent. 

Fremadrettet bør der gøres noget

Bogen er et opråb til forældre og til myndighederne. 

"Kemisk hjernesvind burde anses for en trussel imod folkesundheden – alvorlig nok til at begrunde en massiv forebyggende indsats, eftersom det gælder om at beskytte næste generations hjerner og levevilkår. Det er måske dyrt her og nu, men jeg vil argumentere for, at det bliver billigere på langt sigt. Jeg kan ikke sige det ofte nok: Måske er det en af de bedste investeringer, vi overhovedet kan foretage.", skriver professoren i sin bog. 

Det er ikke første gang, at Philippe Grandjean har prøvet at råbe de danske og internationale medier op og advaret om, at myndighederne ikke regulerer skadelig kemi og hormon­forstyrrende stoffer i tilstrækkelig grad. Blandt andet er farerne ved bly og kviksølv efterhånden alment kendt, men de benyttes stadig, blandt andet i visse vacciner. 


Bevisbyrden skal omdirrigeres

Bevisbyrden skal vendes på hovedet, mener professoren, således at det ikke er forskere og myndigheder, som skal bevise, at et stof er farligt, men industrien der skal bevise, at deres produkter, ikke har skadelige effekter. Men da denne procedure kræver omstilling i EU, mener Philippe Grandjean, at vi i Danmark skal gå forrest og indføre en stram kemikalielovgivning. 

Bogen "Kemi på hjernen -overgår enhver forstand" er skrevet til forældre og bedsteforældre og bogen har til hensigt at få bredest mulig opmærksomhed på emnet. Philippe Grandjean mener, at det er os alle sammen, der skal bestemme, hvilke omstændigheder vi vil byde vores børn og børnebørn. Når man regulerer stoffer, kan visse produkter blive dyrere, til skade for industrien, men det handler om at beslutte, hvad der er vigtigt, slutter professoren.