D-vitaminmangel er udbredt i Danmark. Dels på grund af vores ofte D-vitamin fattige kost og dels på grund af, at vi her i norden ikke udsættes for tilstrækkeligt med sollys.
Vi ved idag, at D-vitamin har stor betydning for, hvor stærke kroppens knogler er, men en større undersøgelse tyder på, at D-vitamin mangel også har en væsentlig indflydelse på sygdomme i graviditeten, for tidlig fødsel og allergi og infektioner hos småbørn.
Undersøgelsen er en del af projektet Odense Børnekohorte, hvor forskere følger 2.500 gravide og deres børn i 18 år.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring D-vitamin tilskud under graviditeten ligger i dag på 10 mikrogram D-vitamin hver dag, men det er tilsyneladende ikke nok til også at dække D-vitaminbehovet hos fostret.
Undersøgelsen fra Odense Universitetshospital, hvor man har målt D-vitamin i blodet fra navlestrengene på 2.500 nyfødte, viser nemlig, at over halvdelen af alle nyfødte spædbørn ligger under det anbefalede niveau for D-vitamin.
Overlæge Henrik Thybo Christesen, som står bag undersøgelsen, er overrasket over resultatet og vil gerne i dialog med myndighederne omkring, at gravide skal anbefales at tage endnu mere D-vitamin end i dag.
Samtidigt påpeger han, at der selvfølgelig også er en gruppe, der slet ikke følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at tage D-vitamin som kosttilskud, som heller ikke får dækket behovet gennem solys og D-vitamin-rig kost. Læs mere om D-vitamin-rig kost og tilskud her
Du kan læse om studiet på dette link.