”Hvor tidligt kan man egentlig lave zoneterapi på spædbørn?”, blev jeg spurgt om den anden dag.
I princippet fra det øjeblik barnet har forladt livmoderen – hvilket måske ville være en smule kaotisk på en fødestue, men ikke umuligt. I min klinik har den yngste klient, indtil videre, været blot 2 uger gammel.
Men hvorfor overhovedet give zoneterapi til spædbørn?
- Jo, det kan der være flere årsager til:
En fødsel kan være en voldsom oplevelse – også for barnet, der jo til stadighed deler blod og hormoner med sin mor, indtil navlestrengen klippes over. Og har du, ligesom jeg, oplevet en fødsel på egen krop, så ved du at ligegyldigt hvor nemt, hurtigt eller godt det går - så er det meget krævende for kvindekroppen at føde. Alt andet lige er det jo ikke ligefrem en situation, hvor vi er afslappede og fuldstændig i balance.
Der ryger gerne en ”finke af fadet” når veerne rigtig tager til – og kroppen er stresset. Rent fysiologisk ændres østrogen- og progesteronniveauerne, som ved en voldsom PMS, og ja, så kan vi jo alle blive lidt ”utilregnelige”…
Det gode for alle er, at i det øjeblik barnet er født, fyldes kroppen med dopamin/endorfin og smerte/ubehag afløses af en lykkefølelse og lettelse. Og den umiddelbare hud-hud kontakt og mors hjerterytme beroliger barnets nervesystem igen.
Fødselskanalen er trang og der kan nemt ske små ”forskydninger” af nakkehvirvler eller i bækkenet hos barnet, når det presses igennem.
Disse små forskydninger kan give barnet gener som kommer til udtryk i utilfredshed/klynken trods alle behov er tilfredsstillet (sult, søvn, kontakt). Skæve nakke- eller i lændehvirvler påvirker de omkringliggende muskler. Spændte nakkemuskler kan skabe ubalance i M (mave), da det er dette organ, der styrer nakkemusklerne. Ligeså kan spændte lændemuskler skabe ubalance i MP (milt/bugspytkirtel) og CO (tyktarm), da MP styrer den store lændemuskel Lattisimus Dorsi og CO lændemusklen Quadratus Lumborum.
Alle 3 organer er involveret i fordøjelsen, hvorfor skævheder, indirekte, kan have indflydelse på fordøjelsen. Og hos de helt små er det ofte fordøjelsen, der driller.
Hvad kan zoneterapi til spædbørn hjælpe på?
Som tidligere nævnt kan en fødsel være en voldsom oplevelse for barnet. Udfordringen med de små er, at de ikke kan italesætte, hvad der er galt. De kan blot udtrykke sig via gråd eller uro. Det er også det de fleste forældre, der kommer i klinikken oplever. Nogle oplever, at der er langt mellem afføringer eller at barnet virker forpint enten lige efter et måltid eller når de skal af med afføring. Andre kommer med spædbørn, der gylper en del. Fælles for dem alle er, at jeg altid laver en fordøjelsesbehandling, der indeholder zonerne:
· Spiserør
· Mavemund
· Mavesæk
· Maveport (Overgang fra mavesæk til 12 fingertarm))
· 12 fingertarm
· Bugspytkirtel
· Tyndtarm
· IC-klappen (overgang mellem tynd- og tyktarm)
· Tyktarm
· Olesens punkt (en overgang fra tyk- til endetarm)
· Endetarm
Især mavemund er vigtig at bruge tid på, hvis barnet lider af reflux/gylper meget.
Dette skyldes en mavemund, der ikke lukker tæt nok. I princippet består mavemund af 2 ”klapper”, der lukker til, når maden er passeret igennem.
I tilfælde af reflux/gylp er disse klapper blevet for ”slappe” og lukker derfor ikke ordentlig til og i stedet for at spædbarnet blot kommer af med luft, sendes mælken/modermælkserstatningen retur.
Har barnet tendens til forstoppelse er det ikke unormalt, at det enten kommer af med luft eller afføring, når de ligger på briksen.
Er et bleskift nødvendigt, så tager vi lige en pause, mens der bliver ”puslet” og enten fortsættes behandlingen eller også er der tid til rolige øjeblikke med mor/far, en amning eller andet der skaber tryghed.
Hos mig, er det vigtigt, at der er tid og ro til det hele. Det gode ved spædbørn (og børn i det hele taget) er, at de responderer ret godt (og hurtigt) på behandling. Så en behandling på 10-20 min kan sagtens være ret effektiv.
De fleste børn siger selv fra, når de ikke har brug for mere zoneterapi. Dette ses blandt andet ved, at de bliver mere vedvarende urolige eller utilfredse. De kan sagtens være urolige undervejs, men så beroliger jeg via CNS, hvilket er ret effektivt.
Det er meget individuelt, hvordan børnene reagerer på briksen, nogle børn slapper meget af, nogle falder i søvn, mens andre ligger mere uroligt og har brug for mor/far tæt på, for at skabe tryghed. I sjældne tilfælde er det også muligt, at lave behandling mens barnet ligger i mors/fars arme eller på maven af dem.
Det er faktisk også muligt at lave det der hedder en ”symbiose-behandling”. Her ligger barnet hos, typisk mor, og det er mor, der modtager behandlingen. Denne type af behandling anvendes mest, hvis moderen virker utryg eller nervøs, når barnet bliver uroligt. Fordi mor og barn er så forbundne i de første måneder (op til 12 mdr) virker behandling af moren på dem begge.
Punkter til ”hjemme-behandling”
Der er ikke noget værre end følelsen af ikke at kunne skabe ro eller trøste sit barn. Der findes et par simple punkter, som for det meste kan skabe ro hos barnet. Og disse instruerer jeg altid forældrene i, så de selv kan stimulere hjemme for at skabe ro hos deres barn.
Det handler primært om;
· CNS: Central-Nerve-Systemet. Zonen for dette sidder fra storetåens grundled og hele vejen ned på siden af foden. Der laves blide strøg på begge fødder på samme tid. Beroliger nervesystemet.
· Små cirkel-bevægelser rundt om navlen. Med pege- og langfinger laves små cirkulære bevægelser rundt om navlen i urets retning. Skaber ro i maven ved mavekneb i forbindelse med afføring. (især hvis der er tendens til forstoppelse).
· REN-meridianen. Fra brystbenet og ned mod navlen. I en lige linje laves strøg nedad og er især brugbar i forbindelse med mavesmerter/luft i forbindelse med eller lige efter et måltid – eller hvis barnet gylper meget. Strøgene nedad indikerer den ønskede retningen for maden, så den kommer igennem fordøjelsessystemet i stedet for at ”ryge op igen”.
Zoneterapi til babyer (fra ca 3-12 måneder)
Når børnene bliver lidt større og ofte i forbindelse med opstart i institution, eller hvis de har søskende, der er i institution oplever mange forældre, at børnene ”skraber alt til sig” når det kommer til infektioner af den ene eller anden art. Primært forkølelser og andre luftvejs-vira er en plage i opstarten i institutionslivet. Afhængig af hvor generne er størst (hoste, ondt i ørerne, snot-næse) laves en luftvejsbehandling med fokus på et eller flere områder. Galdeblære-meridianen (GB) har ofte indflydelse på ørerne (grundet dens forløb
rundt om øret). Derfor vil mange forældre med ”øre-børn” opleve, at barnet bliver lagt i seng og falder i søvn. Når tiden så nærmer sig deres egen sengetid, begynder barnet at småklynke og det ender ofte i gråd. Årsagen til dette er, at alle organer har et tidsrum, hvor de ”larmer” mest (ifølge organ-uret). Og netop GB har tid fra 23-01. Egentlig er det vand-elementet med nyre og blære, der styrer det indre øre og de har tid mellem hhv 15-17 (blære) og 17-19 (nyre). Så hvis der er ”uro” her, kan det også indikere en nyre/blære ubalance. Det er dog oftest GB, der laver balladen.
Eksempelvis har Mave-meridianen indflydelse på bronkitis, problemer med mandler, bihulebetændelse og lettere luftvejssymptomer, mens Lunge-meridianen har med dybere lungeproblematikker (astma, der er medicinkrævende, lungebetændelser osv).
Jeg behandler ikke børn, der har feber, da behandlingen kan give en lille opblusning/forværring af symptomerne. Det er helt normalt, at der kan komme en reaktion efter behandling (mere hoste, mere snot eller lignende). Dette er helt normalt og blot en del af en ”udrensning” af det sidste sygdom.
Zoneterapi til børn (fra ca 12 måneder)
Børn over 1 år har primært de ovennævnte problematikker.
Når børnene er så store, at de kan svare på enkle spørgsmål, kan man langsomt begynde at arbejde med det der kaldes ”energi-måle-punkter”. De 12 organer er repræsenteret i zoner under/på fødderne og ømheder når der trykkes på zonerne indikerer ubalancer. Ved eks. Forstoppelse vil man typisk trykke på zonen for milt/bugspytkirtel (MP), da den er Herren over fordøjelsen, tyktarm (CO) og/eller mave (M). De fleste børn synes det er spændende og sjovt når de skal mærke efter om de er ømme. Jeg gennemgår aldrig alle 12 organer med børn, da de hurtigt mister koncentrationen – og i princippet skal målingen foretages på begge fødder.
Igen skal oplevelsen helst være af positiv karaktèr, så al ”underholdning” under behandlingen er tilladt. Det være sig tablets, mad, bøger, legetøj osv osv. Det vigtigste er, at både barnet og forældrene får så god en oplevelse som muligt. Og vil have lyst til at komme igen.
Jeg bruger altid en meget livagtig model af en fod (lavet af silikone) til at forklare hvad der skal ske – og det synes de fleste børn er meget sjovt. Jeg har endda en klient på 4 år, der som det første suser hen og finder foden og sætter sig op på briksen med den. Nogle gange trykker vedkommende også selv på den undervejs eller fortæller. Det er rigtig hyggeligt og på den måde får vi en god snak igennem behandlingen og fjerner fokus fra det ”mystiske” eller uvante ved at sidde på en briks ved et menneske man ikke rigtig kender.
Så sidder du som nybagt forældre til dit 1., 2. eller 4. barn og tænker om zoneterapi kunne være noget for dit barn, er du mere end velkommen til at kontakte mig.
Enten via hjemmesiden: https://rikke-vilain-zoneterapeut.dk/ eller på tlf : 42 32 45 57
Jeg vil med glæde hjælpe dig og dit barn…