Du er her:min barsel»Artikler»Sundhed»Vaccination kan ikke gøres sikker

Vaccination kan ikke gøres sikker

Skrevet af 

I Danmark foretages der over 160.000 vaccinationer om året med den stærkt omdiskuterede vaccine Di-Te-Ki-Pol-Hib. Patienterstatningen oplyser til Berlingske Tidende i en artikel fra 12. april, at der nu er 373 mennesker, der har fået eller får økonomisk kompensation pga. allergiske reaktioner efter vaccinationen. 

Det er ikke særlig sjovt at blive vaccineret. Mange børn har tappert siddet og ømmet sig efter deres Di-Te-Ki-Pol-Hib vaccine, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn får. Vaccinen gives ved 3 mdr., 5 mdr. og sidste gang ved 12 mdr og igen når barnet bliver 5 år. 

Men nogle børn er så uheldige at opleve udslet, kløende knuder og andre gener efter vaccinen. For de fleste forsvinder symptomerne indenfor 5 år, fortæller Karen-Inger Bast, som er direktør i Patienterstatningen. Der er dog enkelte tilfælde, hvor de allergiske reaktioner er mere alvorlige og medfører store gener for børnene.

Men kan der ikke gøres noget ved vaccinen, så vi undgår allergi?

Desværre ikke lige nu, for der forskes ikke i alternativer til det aluminium i vaccinen, som er årsag til de allergiske reaktioner.

Nils Strandberg Pedersen, administrerende direktør for Statens Serum Institut, som producerer vaccinen, fortæller til Berlingske, at aluminiums rolle som hjælpestof ikke kan erstattes af andre hjælpestoffer. Andre stoffer er ikke nær så effektive og har flere bivirkninger, og der foregår pt. ikke forskning i udskiftning af aluminium i Di-Te-Ki-Pol-Hib vaccinen.

Artiklen fortæller ikke over hvor mange år, de 373 personers sager fordeler sig på – men med 160.000 årlige vacciner, så er 373 ikke et overvældende antal, mener Nils Strandberg Petersen.

Omvendt er det uvist, hvor mange der undlader at indgive en patientklage, selvom der er belæg for det. Mange forældre ved slet ikke, at der kan være en sammenhæng mellem vaccination og fx eksem.

Alligevel ser både Karen-Inger Bast og Nils Strandberg Pedersen gerne, at man holder de 160.000 årlige vaccinationer op imod de omkring 373 personer, der pt. har fået tilkendt erstatning for generne ved vaccinen. De mener, at risikoen for en allergisk reaktion bør anses som meget lille, sammenlignet med risikoen for og konsekvenserne ved at få en af de 5 meget alvorlige sygdomme, som vaccinen beskytter imod.

Fx er kighoste en meget smitsom sygdom, som næsten 100% af befolkningen fik, før man begyndte at vaccinere. Den er særligt farlig for spædbørn og kan føre til hjerneskade pga. iltmangel under hosteanfald.

På den anden side viser nyere studier, at vaccination ikke garanterer hverken 100% eller livslang immunitet. Vaccinen for kighoste kan eksempelvis allerede aftage fra det 4. år, hvorefter barnet ikke længere er immunt og kan blive smittet, skriver Sundhed.dk.

Kilder: B.dk: Hundredevis af børn får erstatning for vaccineskader

Sundhed.dk: Difteri, stivkrampe, kighoste, polio og hib

Skrevet af