Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»I Mexico er børnene hele familiens ansvar

I Mexico er børnene hele familiens ansvar

Skrevet af 

En mur af træer: Refleksioner over forældreskab og kultur

Min mand er fra Mexico. Jeg var 24 år gammel, da vi blev gift en kold januaraften i 2010 i den by han er opvokset. Byen han kommer fra hedder Huachinango og ligger i staten Puebla oppe i bjergene.

I områderne hele vejen rundt om byen bor der mange indfødte mexicanere, som taler nahuatl. Navnet Huachinango kommer også fra et udtryk på nahuatl, og det betyder: Indenfor en mur af træer.

Hver gang jeg tænker på byens navn, er det for mig en påmindelse om, at vi mennesker ville fungere meget bedre, hvis vi kun plantede én form for mure rundt om os: Mure af træer.

Anderledes perspektiver på fødsler og forældreskab

Forholdet med min mand har betydet, at mit familieliv er formet af to meget forskellige kulturer. Vi forsøger at tage det bedste med fra begge, hvilket også betyder, at vi på nogle områder ikke lever som en typisk dansk familie. Jeg har derfor nogle perspektiver på fødsler og forældreskab, jeg nok ikke ville have fået, hvis ikke Mexico havde været så stor en del af mit liv.Camilla Wi

Jeg har siden 2015 og fremefter været så heldig at blive inviteret til at holde foredrag på spansk for lokale universitetsstuderende i Hauchinango.

Jeg har også været inviteret til kongres af en fantastisk dygtig minister fra den mexicanske regering ved navn Maribel Aquilera, (hun er den første minister der har ammet i kongressen, sejt ikke?) Ministeren ville gerne have nogle af mine perspektiver på, hvordan man kan støtte mødre og børns sundhed og trivsel ad holistiske veje.

Aquilera er meget optaget af tryg tilknytning og naturlige måder at løfte folkesundheden på.

Hun har personligt valgt, ikke at ansætte en babysitter, hvilket er meget atypisk for en så højtstående karrierekvinde i Mexico. Hun har i stedet valgt at tage sin pige med på job, når det gav mening og lade sin mor passe hendes datter resten af tiden, hun og hendes mand var væk hjemmefra. 

Efterfølgende har jeg været afsted med ministeren i tre dage til staten Michoacán for at holde oplæg om kvinder og børns sundhed og trivsel for medlemmerne af hendes organisation “Mujeres de México y el mundo A.C.” Det er en stor civil organisation, der arbejder for at støtte kvinder og børns livsvilkår - først og fremmest i Mexico men også i flere andre lande verden over. 

Denne tur var igen en bekræftelse på, hvor vigtigt det er, at vi mødre arbejder sammen, lærer af hinanden og danner fællesskaber hvor vi løfter hinanden - uagtet vores forskellige livssituationer.

Uddrag fra min bog: Dit barn - dine beslutninger:


I Mexico er børnene hele familiens ansvar

I Mexico og latinamerikanske lande i det hele taget bliver børn ikke set som forældrenes og statens ansvar. De bliver betragtet som hele familiens ansvar, men mest kvindernes’.

Især mostre, tanter og børnenes bedstemødre er ofte med til at skifte ble, bade, trøste og pleje de helt små. Min mand blev f.eks. ammet af sin tante, da hans mor aldrig fik gang i sin mælkeproduktion efter et kejsersnit.

Camilla Willumsen Min Barsel
Omsorgsarbejdet er ikke i samme grad uddelegeret til staten. Derimod har middelklassen ofte en “kvinde i huset”, som hjælper til med at passe hus og børn frem til børnehave- eller skolestart.

Forældre fra den store underklasse har kun deres familie til at passe børnene, når de er på arbejde.

I Mexico findes der ikke tilskud til institutioner, medmindre man arbejder for staten.

Hvis ikke man har familiemedlemmer, som kan drage omsorg for børnene, er man nødsaget til at tage dem med på job.

Hvis man altså har et job. Det er bestemt heller ikke en optimal situation, og mine betragtninger er på ingen måde en romantisering af den mexicanske kultur og samfund. 

Herhjemme er der i de senere år kommet en øget opmærksomhed på fordelene ved, at generationerne rykker tættere sammen, og at naboer og venner hjælper hinanden i hverdagen. At man i højere grad begynder at tage omsorgen for de små hjem igen. Ikke kun til forældrene, men til familien som helhed. Hjem i lokalsamfundet. 

Mine egne forældres hus er med tiden blevet mine børns andet hjem. Når det brænder på rent praktisk, eller hvis børnene blot har brug for at blive tanket op med bedsteforældres samvær, kan vi ringe til dem. Det er den største gave, mine forældre har kunnet givet mig: at de er der for os og vores børn med praktisk omsorg og kærlighed – og ikke at forglemme campingture.

Indoneserne kalder det at rejse for “at få vasket øjnene”. Men når vi åbner hjertet og stiller nysgerrige spørgsmål, vasker vi faktisk også vores øjne.

Når jeg taler med forældre i Mexico, oplever jeg, at de i bund og grund ønsker det samme for deres børn, som vi gør her i Norden. 

Når jeg taler med mennesker herhjemme, som lever helt anderledes, end jeg selv gør – ja, så oplever jeg det samme. Vi ønsker alle, at vores børn skal vokse op i tryghed og kærlighed.

Læs også: Indrestyret forældreskab - En god forælder


Om forfatteren
Camilla Willumsen Dit Barn Dine Beslutninger Min Barsel 
Camilla Willumsen udgav i 2023 bogen “Dit barn - dine beslutninger.

Camilla er uddannet lærer og cand.pæd. og har siden sin første fødsel i 2011 været optaget af præ- og perinatal psykologi, aware parenting og fødselskultur.

Hun samarbejder med helhedsorienterede fagfolk og inspirerer og støtter (kommende) forældre til at træffe bevidste valg og prioritere det, der er vigtigst. Camilla udbyder foredrag, undervisning og rådgivning. Hendes første barn er født på Rigshospitalet og hendes andet barn er født hjemme.

Camilla tilbyder helhedsorienteret rådgivning i indrestyret forældreskab. Se mere om Camilla Willumsen's rådgivning

Du kan booke en online helhedsorienteret rådgivning i indrestyret forældreskab med Camilla og købe bogen her



 

Skrevet af 



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL