Du er her:min barsel»Nyheder»Ny kaffebar i Odense til småbørnsforældre
søndag, 17 april 2022

Ny kaffebar i Odense til småbørnsforældre

Skrevet af 

Små Stjernestunder. Det er navnet på Odenses nye børnevenlige kaffebar, der netop har slået dørene op i det nye Carl Nielsens Kvarter i Odense midtby. Små Stjernestunder er  for alle, men det er særligt et frirum for småbørnsforældre og deres børn. Her er foruden kaffebaren både ammerum, puslefaciliteter, toiletfaciliteter i børnehøjde og en bevægelsessal, hvor der er mulighed for at være aktive sammen når det passer ind i din babys rytme. - Idéen til den særlige børnevenlige kaffebar opstod, fordi ejerene syntes, at der manglede børnevenlige steder at gå hen i Odense. 

Bag det nye børnevenlige kaffebarsprojekt Små Stjernestunder står de to småbørnsmødre og iværksættere Majken Søndergaard og Cecilie Dinesen. Da de selv var på barsel oplevede de, at der manglede en kaffebar hvor man på en afslappet måde kunne bevæge sig rundt med et spædbarn, der både skal ammes og indimellem græder og har brug for en tør ble. Også hvis børnene er lidt større kan det være stressende at holde styr på dem, hvis man ikke er blandt ligesindede hvor det er helt okay, at der er plads til, at de små kan udfolde sig, som de naturligt gør. 

Derfor er enhver mødregruppes drøm gået i opfyldelse i og med at kaffebaren, Små Stjernestunder, netop er åbnet på adressen Carl Nielsens Kvarter 47 i Odense midtby. Hos Små Stjernestunder handler det nemlig om at give både børn og dermed deres voksne en rar café-oplevelse.

Indehaverne har begge læst Idræt og Sundhed, og begge har kompetencerne til at afholde motorik- og tumlehold, børneyoga, forældre/barn-yoga, træning for gravide og efterfødselstræning, lyder det fra Cecilie Dinesen. Udover Idræt og Sundhed er de begge ved at uddanne sig til babytegninstruktører, så de også kan afholde kurser i tegn til tale. 
 - Jeg har skrevet speciale om børns motoriske udvikling, og da vi både udbyder hold med blandt andet  tumlastik, leg og rytmik og akro-yoga, så giver det rigtig god mening, siger Cecilie Dinesen.

I kaffebaren kan man tage en pause med en kop kaffe og der er også et lille udvalg af mad. Små Stjernestunder er indrettet med rutsjebane og andre legefaciliteter, stort puslerum og tumlesal for børn og voksne.
 - Vi har et ammerum, men man kan give flaske eller amme, hvor end man vil, understreger de to ejere.

For at benytte bevægelsessalen skal man købe et medlemskab.

- Alle vores hold har fokus på samvær, og med et medlemskab kan man skifte mellem alle de hold, vi fra uge til uge tilbyder. Vi ved, at det kan være svært at sætte sig fast på en bestemt dag og et bestemt tidspunkt, og med denne form kan vi give medlemmerne frihed til at kunne vælge de tider og hold, der passer ind i babys rytme, fortæller Majken Søndergaard.

Det er især om formiddagen, at der er travlhed hos Små Stjernestunder. De har åbent mandag-fredag kl. 9-16, lørdag kl. 9-15.

Kilde: Mit Odense og Ugeavisen Odense