Du er her:min barsel»Nyheder»Mænd fravælger igen barselsdage
fredag, 29 marts 2013

Mænd fravælger igen barselsdage

Skrevet af 

Efter flere års positiv udvikling fravælger flere og flere mænd igen barselsorlovsdage. Det gør sig gældende både indenfor det private og det offentlige arbejdsmarked. 

Fra 2009 til 2010 har fædre i gennemsnit forkortet deres barsel med 3-5 dage, skriver Ugebrevet A4. 

Det er især indenfor tømre-, snedker- og smedebranchen, at der har været afholdt kortere barselsperioder. Inden for disse brancher har fædre, der blev fædre i 2010, i gennemsnit holdt under tre ugers barselsorlov.

Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Anette Borchorst mener, at den kortere barsel skyldes krisen og den større usikkerhed på arbejdsmarkedet. Mændene frygter simpelthen at de vil få en fyreseddel hvis de beder om flere dage. Også slagteriarbejdere, lærere, politibetjente og funktionære i det offentlige har skruet ned for dagene i barselsorloven, viser de nye tal. 

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skriver i en kommentar til A4, at faldet i antallet af barselsdage blandt fædre kalder på politiske tiltag.   »Hvis fædres barsel skulle være på retur , viser det behovet for at se på bedre barselsmuligheder for mænd. Det arbejde er i gang, men vi vil lave arbejdet ordentligt«, siger Mette Frederiksen.

I gennemsnit holdt danske mænd sidste år barsel i 26 dage, mens kvinderne gennemsnitlig holdt 276 dages barsel.