Du er her:min barsel»Artikler»Bøger»"Da Knud kom ud" - En hyggelig billedbog om fødsler

"Da Knud kom ud" - En hyggelig billedbog om fødsler

Skrevet af 

“Her er altså en børnebog, der lærer børn om fødsel, krop, sind og kærlighed og samtidig giver små oplysninger til moderen, som kan hjælpe hende til en positiv fødselsoplevelse. For fødsler er som udgangspunkt en fest. Det er jo babys første fødselsdag!” Sådan står der på bagsiden af en ny og gennemillustreret billedbog om – ja, netop om fødsler.

Bogen ”Da Knud kom ud” er en kærlig og humoristisk billedbog, som fortæller historien om, hvordan en fødsel forløber fra første ve over vandafgang og jordemoderens notater til sidste bid af fødselsdagsbollerne.

Bogen er unik i sin ellers lidt fortærskede genre. Hvis du har fået nok af børnebøger om at blive storesøster og dertil hørende forklaringer af bierne og blomsterne, så frygt ej: Den her bog er altså noget helt andet, og den kan noget helt andet. Fokus ligger på den gode og festlige fortælling om den tilblivelse, som en fødsel er, samtidig med, at der sniger sig gode råd ind til moderen om at håndtere fx åndedræt og ammesituationen.

”Da Knud kom ud” har et perspektiv, som gør den særligt charmerende. Den er nemlig fortalt fra babys synspunkt, med baby som ”jeg” fortæller. Det er en dejlig befriende måde at høre om en fødsel på, og det placerer også storesøsteren i familien på en helt naturlig og ret central plads i bogen.

Bogen er en beskrivelse baseret på en virkelig fødsel, nemlig fødslen af Knud, som er forfatteren Jesper Manniches søn. Knud blev født i familiens hjem i et kar. Medforfatteren, jordemoder Susanne Warming, var jordemoder ved fødslen. Det er på baggrund af denne fælles begivenhed, at bogen er blevet til.

De farverige tegninger i bogen er lavet af illustratoren Eva Flinch Gjedde.

"Da Knud kom ud"  er en hyggelig billedbog om fødsler og et musthave til den kommende familieudvidelse.

Læs mere om bogen her

Skrevet af