Men da jeg så blev mor, vidste jeg det var ment to be. Som det meget spirituelle menneske jeg var også dengang, vidste jeg at mine børn kom som en del af ikke kun min menneskelige og psykologiske udvikling, men også som en del af deres egen spirituelle historie og udvikling. At vi alle er flettet sammen i et detaljeret mønster planlagt forud for vor fysiske liv her på jorden, hvor vi alle har livsopgaver og livslæring i kontakten med hinanden.
At sidde med det lille nye barn og forstå at det en dag vil blive helt selvstændigt i tanke og handling, er en næsten ufattelig indsigt. For vi sidder der, midt i det mirakel et nyt liv er, med den stærkeste trang til at sikre vort barn mod at opleve noget andet end godhed og tryghed.
Igennem årene som mor har jeg måtte udvikle mig meget, for hele tiden at gøre det bedste jeg er i stand til, som deres mor.
At gøre det bedste man er i stand til er langt fra altid det samme, som at give andre det de har brug for.
At komme til accepten af sig selv som en god mor, har for mig været meget, meget krævende.
Og det er via min iboende spiritualitet jeg er lykkedes med det; fra jeg sad der med dem på armen og mest af alt havde lyst til aldrig at slippe; for hvilken verden venter der ikke derude? Til at acceptere at de knubs og de kriser, de svære udfordringer de hver især gennemlever er (meningsfulde) dele af deres liv. Det er deres selvstændige uden-for-min-kontrol liv, hvor de formes og udvikler sig til at være og blive præcist dem, de har besluttet sig for.
Vi (i den vestlige verden) lever i en tidsalder, hvor vi som forælder gerne vil at vores børn er lykkelige. ’Jeg vil bare have at du er lykkelig!’ siger vi til dem. Men det er det største krav at stille til et barn. Tænk, for at gøre far eller mor tilfreds, skal jeg være lykkelig! Og hvor svært er det ikke at være lykkelig? For det at være lykkelig er en tilstand som på ingen måde kan være konstant. Det kan på ingen måde være et livsvilkår.
Ved i stedet at acceptere, at vor børn også skal opleve krise og smerte som en del af deres livsvilkår, som en del af deres udvikling som menneske, giver vi dem bedste muligheder for, at de kan udfolde sig og optræne kræfter til at leve selvstændigt.
Himlen ned på jorden er vores egen vej til at skabe det liv, der er vores helt eget og unikke; sådan som vi har besluttet os for det. Både i himlen og på jorden. Nogle gange mærkes himlen på jorden når vi sidder der med et nyfødt mirakel i vor arme. Andre gange når vi slipper dem og lader dem selv tage deres livstag. At leve med himlen nede på jorden er at leve sandt og autentisk efter hvad ens ånd, hjerne og hjerte samstemmer med.
