Du er her:min barsel»Artikler»Bøger»Giv dig tid, mor

Giv dig tid, mor

Skrevet af 

Giv dig tid, mor er en bog, der henvender sig bredt til mødre i alle aldre, til fagpersonale: jordemødre, sundhedsplejersker, sygeplejersker, læger, men også mere generelt til dem, der er omkring kvinder, der snart eller lige er blevet mødre.

Bogen går på opdagelse i moderskabet, og i hvordan vi kan hjælpe hinanden og os selv med at møde og favne de store følelser, som er på spil, når kvinder træder de første spæde skridt på moderskabets sti. Bogen stiller spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi som samfund betragter graviditet, fødsel og den første tid som mor og inviterer til en genfortælling af moderskabet.

"Der findes ikke nogen i denne verden, som ikke kommer fra en mor, og som ikke i større eller mindre grad har været i berøring med en kærlig mor. Derfor er det også så vigtigt, at vi kigger på moderskabet, fordi det er alle menneskers indgang til denne verden. Det er vores velkomst og vores anslag til det liv, vi skal leve. Så den måde vi betragter graviditet, fødsel og den første tid som mor på, er fuldstændig essentiel for, hvordan vores samfund ser ud". (Giv dig tid, mor, s. 7)

Giv dig tid, mor  har fokus på overgangen som fænomen – overgangen ind i moderskabet og det at blive født som mor. Vi kan have det svært med de store følelser, og når de meget ofte dukker op i en overgang, kan de hurtigt blive oplevet og betegnet som voldsomme og værende alt for meget – både hos os selv og hos andre. Bogen ønsker at gøre op med denne forestilling og udvide normalbegrebet i forhold til, hvad vi betegner som normale reaktioner på at blive mor.

Giv dig tid, mor er en beskrivelse af forfatterens rejse i overgangen fra kvinde til kvinde og mor, men den er i lige så høj grad en formidling af andre kvinderes oplevelse af denne passage. Bogen er en formidling af, hvordan en overgangsperiode, og de store følelser, kan føre til vækst hos den enkelte kvinde. Og hvordan en anerkendelse og fordybelse i overgangen kan skabet et solidt fundament for moderskabet.


Bogen er en vekselvirkning mellem interviews og forfatterens egne ord.

Bogen består af tre hovedafsnit:

”At blive født som mor”. som behandler emnerne graviditet, fødsel og den første tid som mor.

”Superkvindens død?!”, hvor superkvinden skitseres – hende som klarer det hele, som hjælper alle andre før sig selv, og hende som gerne vil have, at alt er perfekt. Der gives et bud på alternativer til superkvinden.

Bogen afsluttes med  ”Livsfortællingerne”, hvor tre kvinder deler deres oplevelse, når de træder ind i moderskabet. Undervejs er der indlagt refleksionsafsnit under overskriften ”Giv dig tid…”, hvorunder læseren selv kan arbejde med de temaer, der skitseres undervejs i bogen.

Bogen kan købes her

 

 

Skrevet af