Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Doula

Doula

Ordet er græsk og betyder ”kvinde som tjener”. Det repræsenterer en urgammel tradition - jordbunden omsorg og fødselshjælp fra kvinde til kvinde.

En doula er uddannet til at give andre kvinder og deres evt. partner støtte, omsorg og uvildig information under graviditet, fødsel og den første tid efter fødslen. Hun erstatter hverken jordemødre, læger eller pårørende, men er en ekstra ressourceperson, der skaber ro og tryghed undervejs. Hun tilbyder kontinuerlig støtte og omsorg og arbejder for at sikre den bedst mulige fødselsoplevelse for hele familien.

En doulas arbejde er primært at skabe tryghed gennem nærvær. Den måde vi arbejder på varierer, men det handler altid om kontinuitet – om at være ”den røde tråd” i din livstransformerende rejse ind i moderskabet og jeres rejse ind i forældreskabet.

Hvad er det så lige at en doula rent faktisk gør? Hun mødes typisk med dig og evt. din partner et par gange under graviditeten for at lære dig/jer at kende – din historie, dine håb, forventninger og måske frygt. Hun ER der, svarer på spørgsmål via tlf., sms eller mail i tiden inden fødslen. Måske ønsker du at hun tager med til undersøgelser. Måske ønsker du rebozo massage for at hjælpe dit barn til at lejre sig bedst muligt bækkenet, måske vil du gerne ha’ støtte til at lægge en fødeplan, tale tidligere fødsler igennem osv. osv…. I aftaler forløbet ift dine behov.

Når du går i fødsel og har brug for din doula, så kommer hun og støtter dig/jer i at blive født som forældre. Værner om dig og dine behov – fysiske såvel som psykiske – støtter og opmuntrer dig i dit fødselsarbejde, tilbyder måske ikke-medicinsk smertelindring, støtter dig med vejrtrækning og bevægelse, foreslår fødestillinger, holder rummet og den gode stemning, samarbejder med fødselsteamet. Måske guider hun din partner til at støtte dig, måske går hun i respektfuld dialog med læge eller jordemoder for at sikre at du bliver hørt. Din doula bliver til du har født og er ”landet” med dit barn – uanset om det tager timer eller døgn. Og så afsluttes forløbet sædvanligvis med en samtale 1-2 uger efter fødslen. Herefter tilbyder nogle af os yderligere støtte under din barsel.

Doulaer er forskellige – som mennesker - og ift baggrund, erfaring og ydelser, men fælles for os alle er at vi brænder for at skabe gode fødselsoplevelser og medvirke til at nye familier får den bedst mulige start på livet som familie.

Hvorfor vælge en doula? 

Undersøgelser har vist, at tilstedeværelsen af en professionel person, som den fødende er tryg ved, under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 50%, mindske forbruget af smertelindring med 30% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 40% - den såkaldte doula-effekt.(kilde: Klaus Marshall: Mothering the mother).

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor også, at der er en gennemgående person til stede - hele tiden. I Danmark er det imidlertid de færreste der har mulighed for at føde med en kendt jordemoder eller har en professionel person hos sig under hele fødslen.

Fødsel med en doula sikrer dig kontinuerligt nærvær, omsorg, støtte og opmuntring fra en kvinde du kender, en kvinde du er tryg ved, som kender dig, din historie og dine behov, en kvinde der har erfaring med fødsler, og som bliver hos dig gennem hele fødslen uanset dens længde og forløb.

Hvordan vælger jeg en doula?

Da jeg uddannede mig til doula v/ Doulauddannelsen for godt 10 år siden, var der stort set ingen der anede hvad det var - og der var ikke ret mange af os. Det er ikke en beskyttet titel, så alle kan i princippet kalde sig doula. I dag er der over 100 doulaer i Danmark samt adskillige doula uddannelser / certificeringer at vælge imellem. De er meget forskellige både hvad angår optagelses krav, længde og indhold.

Den bedste måde at vælge sin doula på vil altid være at mødes med hende. Da tryghed er et nøgleord i enhver doulas arbejde, er det afgørende at tilliden og kemien er på plads mellem jer. Hvis det er vigtigt for dig at vide, hvor den doula du overvejer er uddannet, så spørg hende 

Hannah Lind Arlaud, Doula