Kaffe er en af danskernes foretrukne drikke, men er du gravid eller ammer, bør du skære ned på kaffen og andre koffeinholdige drikke.
Kaffe påvirker også din evne til at blive gravid, og et stort kaffeindtag øger risikoen for spontane aborter og for tidlig fødsel. Jo større indtag, desto større risiko.
Drik kaffe med måde
Fødevarestyrelsen råder gravide til at drikke kaffe med måde og ikke overskride mere end 300 mg koffein dagligt. Undersøgelser viser dog, at selv 300 mg. øger risiko for spontan abort med 2 %.
Norges anbefalinger ligger til sammenligning på max. 100 mg koffein om dagen.
Hvis du er gravid og også drikker cola eller indtager andre koffeinholdige fødevarer, bør du drikke endnu mindre kaffe. (Light drikke er ikke Light på koffein, og indeholder altså den samme mængde koffein som ikke light produkter).
Undgå også energidrikke for her er det også koffeinet der er skurken. Koffein findes naturligt i kaffe, men også i te, kakao, cola, maté og guarana. Desuden bliver koffein og guarana anvendt som tilsætningsstof i energidrikke.
En almindelig kop kaffe indeholder typisk mellem 50-80 mg. koffein. En halv liter cola må maksimalt indeholde 75 mg. koffein. Te indeholder normalt ikke så meget koffein som kaffe, men vær opmærksom på, at en stærk kop te kan indeholde lige så meget koffein som en almindelig kop kaffe.
Læs også: Mad og drikke når du ammer