Morgenfruen er en af vore mest virksomme planter set udfra et medicinsk perspektiv. Den indeholder olier der har antiseptiske og helende egenskaber og den virker stærkt beroligende på udslet og på irriteret og problematisk hud. Den er også fremragende til røde barnenumser og ømme brystvorter efter amning og skulle du have fået svamp i brystet bekæmper morgenfruen også svampeinfektion.
Du kan få morgenfrue-te, og købe diverse cremer med morgenfruer i helsekostbutikker. Men du kan også selv så og høste dine egne morgenfruer. Morgenfruen er en etårig plante der blomstrer fra juni måned til sent hen på efteråret. Men morgenfruen sår sig selv hvis du lader blomsterhovederne sidde og gå i frø på planten fra sidst i august og så har du morgenfruer igen året efter.
Har du adgang til de friske morgenfrueblomster og olier kan du lave din egne salver og masker.
Morgenfruen er en effektiv plante til skønhedsplejen
Lav hurtigt og nemt din egen ansigtsmaske som renser, beroliger og blødgør.
Du skal bruge:
- 5-6 blomsterhoveder
- 1 dl. yoghurt naturel (eller tykmælk, ymer, A38 eller kvark)
- 1/2 dl. havregryn
- 1/2 dl. revet agurk
Pluk kronbladene af blomsten; det er heri de gode, nærende olier sidder. Klip eller hak blomsterbladene fint eller kværn dem i en staublender og tilsæt så havregrynene og agurken. Rør yoghurten i og lad ingredienserne trække i 5-10 minutter. Justér eventuelt lidt på konsistensen så den bliver god at smøre i ansigtet. Lad maske sidde et kvarters tid og vask af med lunkent vand. Dup huden tør og påfør herefter din almindelige ansigtscreme.
Du kan også lave salve! Morgenfruesalve er som nævnt en fantastisk universalsalve, som kan bruges til røde barnenumser, ømme brystvorter, børnesår, rifter og skrammer, eksem og meget andet. Denne salve er god at have på hylden, når du er nybagt mor.
Sådan laver du morgenfruesalve
Du skal bruge:
- 2 gram bivoks
- 30 gram lanolin
- 30 ml morgenfrueolie
Sådan gør du:
Opvarm langsomt bivoks og lanolin i et vandbad til det er smeltet. Tilsæt morgenfrueolien. Hæld straks salven på rene, skoldede glas og opbevar i køleskab.
Her kan den holde sig i mindst 1 år. Opbevarer du den uden for køleskabet kan den holde sig i et par måneder.
Du kan også købe morgenfruesalve