Du er her:min barsel»Artikler»Amning»Amning – en biologisk og følelsesmæssig proces

Amning – en biologisk og følelsesmæssig proces

Skrevet af 

Amning er for mange en vigtig del af den første tid med en nyfødt. Samtidig oplever mange familier, at amning kan være både smukt, krævende og fyldt med spørgsmål. På denne side finder du viden om amning – både om den naturlige proces, de mange fordele og de udfordringer, som nogle familier kan møde undervejs.

Hvis du oplever udfordringer med amningen, kan du også læse vores guide om problemer med amningen, hvor vi gennemgår de mest almindelige ammeproblemer og hvad der kan hjælpe.

Amningens naturlige begyndelse

For mange mødre er amning en naturlig forlængelse af graviditeten. Fødslen af moderkagen efter barnet booster de mælkeproducerende hormoner, og efter få dage overgår den eksklusive råmælk gradvist til den rigelige modne mælk. Det er en ganske naturlig udvikling.

Amning er mere end mad – det er en dynamisk biologisk proces. Selve den ernæringsmæssige del af amningen er dog meget vigtig. Den er helt unik, både fordi den er tilpasset mennesker, men også fordi den er tilpasset netop det barn, som ammer.

Modermælken indeholder mere end 100.000 kendte komponenter og forandrer sig konstant for at tilpasse sig barnets behov, udvikling og helbred.

Amning er mere end ernæring

Når man siger amning er mere end mad, handler det blandt andet om, at amningen er en måde at være sammen på. En tilknytning. Man kalder faktisk amning for den første samtale.

Amning er en tryg havn for det lille barn, som kommer fra livmoderen og ud i den store verden. Hos brystet får barnet tryghed, tilknytning, bekræftelse, kærlighed, nærvær, trøst, varme og omsorg.

Særligt i starten af barnets liv gennemgår barnet en enorm udvikling. Ved brystet kan barnet få den støtte det har brug for til at tilpasse sig og håndtere sin omverden.

Du kan læse mere om betydningen af kropskontakt i vores artikel om børn og hudsult.

Modermælkens unikke indhold

Når man ammer, indeholder mælken mange hormoner fra den ammendes krop. For eksempel oxytocin, som ofte kaldes kærlighedshormonet. Det giver barnet velvære, glæde og tryghed og kan hjælpe barnet med lettere at falde i søvn.

Modermælken indeholder også prolaktin, som blandt andet bidrager til udviklingen af barnets tarmsystem. Derudover indeholder mælken væksthormoner, stofskiftehormoner, insulin og mange andre komponenter, som understøtter barnets udvikling og sundhed.

Mælken indeholder også vitaminer og mineraler. Sammensætningen påvirkes kun i begrænset omfang af kosten, hvilket betyder at modermælken i de fleste tilfælde vil være optimal for barnet.

Det anbefales dog altid, at den ammende spiser en sund og varieret kost, så kroppen får de næringsstoffer den har behov for.

Amning kan hjælpe i mange situationer

Som ammende er amning ofte et af de mest effektive redskaber i hverdagen med en baby.

Hvis barnet er sygt og ikke vil spise fast føde, kan amning sikre både væske og næring. Samtidig indeholder modermælken antistoffer, som kan hjælpe kroppen med at bekæmpe sygdom.

Hvis barnet er uroligt eller ked af det, kan amning ofte hjælpe barnet med at finde ro igen.

Hvis barnet bliver sultent på farten, er amning også en enkel måde at opfylde barnets behov.

Amning gavner også den ammende

Amning er ikke kun gavnligt for barnet. Det kan også have positive effekter for den ammendes helbred.

Forskning viser blandt andet, at amning kan være med til at mindske risikoen for visse sygdomme, herunder brystkræft og type 2-diabetes.

Hormonerne som er aktive under amning kan også være med til at udsætte menstruationscyklussen efter fødslen. Det kan øge afstanden mellem graviditeter, men amning bør ikke bruges som sikker prævention.

Når amningen bliver svær

Selvom amning er en naturlig proces, kan den være udfordrende for nogle familier.

I starten af ammeperioden lærer den ammende og barnet, hvordan amningen fungerer bedst for dem. Nogle oplever få problemer, mens andre kan have brug for mere støtte.

For at amning kan fungere, skal barnet og den ammende samarbejde. Hvis der opstår udfordringer hos den ene eller den anden – eller i samspillet mellem dem – kan der opstå ammeproblemer.

Du kan læse mere i vores guide om problemer med amningen.

Hjælp til amning

Hjælp til amning er vigtig – både på grund af de sundhedsmæssige fordele ved amning, men også fordi en svær ammeoplevelse kan være en stor belastning for en ny familie.

Mange familier har et stærkt ønske om at amme, og når amningen lykkes, beskriver mange ammende en følelse af dyb tilfredsstillelse og nærhed.

Under graviditeten kan det være en fordel at læse om amning og tale med andre, som har erfaringer med amning.

Hvis amningen bliver svær efter fødslen, kan hurtig og kompetent hjælp være afgørende. En sundhedsplejerske eller en ammerådgiver kan ofte hjælpe med små justeringer, der gør en stor forskel.


 

Skrevet af 

Nyheder