Du er her:min barsel»ARTIKLER»GÆSTEBLOG»Gravid med nr. 5

Gravid med nr. 5

Skrevet af 

"Vi skal ikke være kærester" - sangen med hende der pigen fra 5.x. knalder ud over hele huset, skarpt fulgt af "Fugle" og "All about da Bass". Børnestemmer mellem 2 og 12 år gjalder, fødder tramper, der bliver råbt om "snyd" med stopdansen. Der ligger våde flyverdragter og fedtede vanter over det hele, der er købt popcorn til Disney sjov, togbanerne smyger sig rundt om møblerne i stuen. 

 

Weekenden er nu officielt skudt igang, og jeg propper æblekage ned i halsen, mens jeg sniger mig til at skrive til alle jer forældre med små børn. 
Jeg er gravid med nr 5 i uge 18. Næh, hov - det er uge 19. Der kan man bare se.

Det er ikke helt så spændende at følge med i, hvor langt jeg er, som det var, da jeg ventede min første for snart 12 år siden. Min blog henne på www.kristinahobbs.com handler meget om livet med børn, både som hjemmegående og som arbejdende med institutions- og skolebørn, men jeg glemmer helt at skrive om at være gravid. Det må jeg råde bod på. 

 
 
For naturligvis betyder det utroligt meget at vente et lille nyt liv, selvom jeg har prøvet det nogle gange. Faktisk er det 6. gang, for jeg har desværre været igennem at blive scannet i uge 12 og opdage, at fostret slet ikke var et foster, men en forvokset og forvirret moderkage, som skulle skrabes ud. 
 
Jeg mærker liv nu, næsten hver dag, og har gjort det siden uge 15. Jeg bliver bekymret, hvis jeg ikke kan mærke den lille derinde, og jeg var faktisk på fødegangen i går for lige at høre hjertelyd, for jeg havde ikke mærket liv i nogle dage. Så sådan lidt gravid-bekymret er jeg skam også denne gang. 
 
Hvad er så anderledes ved at vente nr 5? Hmmm - jeg havde mega meget kvalme i starten, og det er helt nyt. Måske fordi, at jeg har meget at gøre herhjemme, og træthed kan være kvalmefremkaldende nok i sig selv.

Det var i hvertfald en skrækkelig udfordring at putte 4 børn med aftensmaden stående i halsen og koldsveden piblende ned i øjnene, mens et fatamorgana om wc-kummens hvide frelse dansede for mit indre blik. Så er det altså svært at fokusere på "Marmelade Amalie" og "Willi bager pandekager" og alle de andre godnathistorier....OM MAD! ADDDDWR!!

 
 
 
Og så var der det skønneste øjeblik, da jeg i uge 12, efter min nakkefoldsscanning, kunne kalde alle 4 børn sammen og fortælle, at min tykke mave ikke skyldes for mange æbleskiver i december (eller jo, også dem), men at der kom en lille baby til sommer.

Det var det mest kærlige øjeblik, vi var så fælles om det hele, de blev så glade. Min datter på 9 år jublede og ringede til veninder og mine forældre - hun vil være med til fødslen. Det var SÅ fedt og uventet. Jeg troede, at navnlig de store havde fået nok af småbørn, som hyler om morgenen over at skulle have flyverdragt på i stedet for Frost-kjole og små ballerinaer, og som smører computerskærme ind i Mentholatum og hælder taskeindhold i wc'et. 

 
Men der tog jeg fejl. Lykkeligvis. 
 
Så tænker jeg meget på logistik - hvordan jeg får det til at hænge sammen efter sommerferien, hvor mine 3 ældste børn på 12, 10 og 5 år går på Hillerød Lilleskole 20 km væk, og Silvia på 5 skal afleveres og hentes. Der er ikke plads til 5 børn i vores bil, så det skal lige løses. Må nok få de store til at tage bus og tog i skole - de tager allerede hjem selv på den vis, men det der med morgenerne, den er ikke helt nem for mig at skulle sluge...
 
Tænker også på, hvordan selve fødslen bliver. Vil gerne prøve at føde hjemme, hvor alle er med i den grad, de har lyst. Men det kommer jo an på, hvordan graviditeten forløber.

Har sådan en drøm om at føde som i hine tider, hvor Mor lå og baksede med stængerne i vejret på første sal, mens mændene sad i stuen og ventede nervøst i timevis. Og kan virkelig ikke lide at køre i bil med veer. Virkelig.

Fornemmelsen af at skulle vrikke mig ind og ned i et bilsæde med vibrerende kæmpevom og sidde der og forsøge at lade som om, at jeg står op (kan bedst håndtere veer stående) - det er bare NEDEREN. Og så at kæmpe mig hen til elevatoren og op på 3 sal på Hillerød hospital....nej tak. Skal jo alligevel hjem igen efter 2 timer som ambulant fødende. Det gider jeg slet ikke...Håber, at jeg min krop giver mig valget. 

 
Og så tænker jeg faktisk også på, at jeg er blevet rimelig blævret. Forfængeligheden er en led følgesvend, når man er gravid. Efter de første 3 mdr med dødskvalme er jeg nu hungrende efter al mad, og jeg spiser hele tiden. Hver morgen har jeg intentioner om at begrænse mig, og hver aften må jeg indse, at det gik heller ikke idag.

Nu, omtrent 7 kg tungere (har ingen vægt, men mine lår er ihvertfald ikke sig selv), har det altså konsekvenser. Er også meget gravid-tyk på de rigtige steder, og det er dejligt, men man kan altså også godt se, at jeg ikke formåede at komme i form og træne efter kære James blev født for snart 3 år siden. Blævre, blævre....

Lader min mand og mine børn nusse mig rigtig meget på maven, det hjælper lidt. Håber, at det også denne gang falder nogenlunde af, når amningen og styrten rundt efter baby og de andre børn tager over. Og ja, det er åndssvagt at bekymre mig om, det skal jo nok gå altsammen - men det irriterer mig altså. Så nu svømmer jeg 1 km to gange om ugen. Ligner en strandet hvalros, der har slugt en badebold - men gør da en indsats!

Men - heldigvis tænker jeg allermest på, hvor meget jeg glæder mig til igen at få lov til at lære et lille, helt nyt menneske at kende.

Lyden, duften, fornemmelsen af at holde et spædbarn i armene. Tætheden, trætheden, tårerne. Nætter i svagt lys, mens jeg ammer den lille og kigger på de andre sovende børn, som altid indfinder sig i dobbeltsengen i løbet af natten. Fødslens eksplosive, sindssyge, overdådige kærlighed. Det gør jo pisseforbandet ondt, men det er det bedste, jeg ved.

 
Det er det, jeg tænker. Kender du det?

 

 
Skrevet af 



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL