Du er her:min barsel»ARTIKLER»GÆSTEBLOG»Hvilken stemme skal jeg lytte til?

Hvilken stemme skal jeg lytte til?

Skrevet af 
Nu må du ikke lade dig narre af overskriften. Jeg hører altså ikke stemmer eller er på stærk medicin. Men jeg har faktisk rigtig mange stemmer dernede dybt i maven, hvor man egentlig burde have én klar og tydelig stemme, som man altid kan ty til, når man leder efter den rigtige beslutning.

Intuition, hedder det også.

Men da jeg var gravid med mit første barn for fem år siden, opdagede jeg, at al den information, bekymringer og kloge-åger jeg rendte ind i gennem de ni lange måneder, gjorde det rigtig svært at høre den der stemme.

Jeg blev lovet af både venner og fagfolk, at den nok skulle komme tilbage. Sådan helt automatisk, nærmest i samme sekund, som ungen blev skudt ud, og man fik morrollen klistret fast med en stregkode om det ene håndled. Enten løj de for mig. Eller også er jeg bare ikke den fødte mor, der sammen med Syntocinon fik sprøjtet moderskabets hemmeligheder ind i låret efter fødslen.

 

Babyer er sgu’ ret komplicerede

Det kan godt være, at du ikke er enig. Dig derude, der har fået en nem baby, der sover, skider og spiser hver tredje time, sådan som der står i bøgerne, at babyer skal. Mine børn har bare aldrig læst reglerne, og de har sovet så lidt som muligt, spist som vinden blæser og ikke kunne finde ud af at skide. Og når man får sådan en baby, ja, så er babyer sgu’ ret komplicerede. 
 
Så hvorfor er det, at der kun tales om kørekort til kommende hundeejere, så de stakkels hvalpe ikke bliver vanrøgtede? Hvorfor findes der ikke kørekort til kommende mødre?

Til os, der egentlig er lidt bange for de der små skabninger, og ikke aner hvordan man holder babyen, uden at den taber hovedet?

Jeg husker tydeligt, da min store dreng (okay, han var ret lille) blev lagt på mit bryst lige efter fødslen. Han lå altså lidt akavet der, og jeg ville gerne lige flytte lidt på ham.

Men hvor tager man fat på sådan en lille 2.5 kilos fugleunge med arme og ben som små skrøbelige kviste og et hoved, der hænger uden støtte? Hvis jordemoderen ikke havde været der, tør jeg ikke tænke på, hvad der kunne være sket, da manden og jeg under en fælles og nøje planlagt operation fik lirket den lille klump et par centimeter til venstre.

 

De tjekkede mødre versus os andre

Man lærer det selvfølgelig hen ad vejen. Et par dage efter svinger man jo rundt med det lille myr, som om man aldrig havde bestilt andet – og så er det pludselig én selv, der iler til med en beskyttende hånd, når familiemedlemmer skal forsøge sig udi kunsten at holde en nyfødt.

Men jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at nogen kvinder allerede går ind på fødestuen som mødre og kommer ud med en baby få timer senere, traver ned i bilen og kører hjem til livet som mor. Som om de aldrig havde bestilt andet!

Andre – som jeg selv – går ind på fødestuen som en angstfyldt gravid og kommer ud få timer senere som nybagt og nervøs mor.

Nogle dage senere – ja, for ingenting ville rigtigt fungere med nogle af mine små – går man med museskridt forsigtigt ned til bilen, bruger en time på at spænde guldklumpen korrekt fast (hvorfor helvede skal de der autostole også være så besværlige), kører hjem med 30 kilometer i timen, og hænger allerede i røret til barselsgangens hotline efter en halv time, fordi den lille ikke vil tage fat om brystet og gylper grønt. 

Måske er nogle kvinder bare fødte mødre.

Sådan nogle, der bliver mødre allerede ved de to streger på testen, eller bare har styr på det hele i det øjeblik, ungen kigger ud. Og så er der sådan nogle som mig. Jeg har fandeme ikke tjek på en skid. Anden gang kom der da mælk ud af brysterne, men ungen tog ikke på. Halvandet år efter kan han stadig ikke skide selv. Og jeg fatter stadig ikke det der med at tjekke intranettet hver dag for at finde ud af, om den store skal på tur i morgen.

 

Vi lærer vel af vores fejl

I nat skreg min mindste dreng. Helt uhæmmet. Efter et par timer ringede det så voldsomt i ørerne, og stemmerne i maven var ude i en vild diskussion, så manden og jeg overvejede mulighederne. Flaske med mælk, tjek. Temperatur, tjek, ingen feber. Panodil Junior, tjek. Trave op og ned af gulvet, tjek. Tegnefilm, tjek (ja, man bliver desperat). 1813 eller 1-1-2?

Vi var et kort øjeblik overbeviste om, at han mindst måtte have blindtarmsbetændelse, for så voldsomt skriger man da ikke, medmindre man har forfærdelige smerter. Vel?

Et par timer senere stoppede han, og vi havde ikke gjort andet end at trave rundt med ham. Så syg var han jo altså ikke. Morgenen efter (okay, fire timer senere) vågnede han frisk og frejdig op og havde en kanon dag i vuggestuen.

Undskyld mig – men hvor blev den der berømte intuition lige af? Den der ’en mor ved bedst om sit eget barn’, og ’man skal bare stole på sin egen mavefornemmelse’? Den kunne jeg virkelig godt have brugt. Måske var den der, men jeg kunne bare ikke høre den for skrigeriet. Måske var den smuttet på druk (det havde vi andre også lyst til). Eller måske druknede den bare blandt alle de andre ’jeg ved bedst’-stemmer i min mave.

Jeg er typen, der læser og læser, og via mit arbejde ved jeg rigtig meget om små børn. For meget. For når det kommer til mine egne børn råber al den for meget info i munden på hinanden for at blive hørt, og jeg kan sgu ikke rigtigt høre mig selv eller mærke min egen mave.

Kan man ikke få et kursus i det? I at slappe af, kigge på sit eget barn og mærke, at man jo egentlig godt ved bedst om det – hvis man bare lige kan sortere al støjen fra?

Om ikke andet, så lærer vi vel alle af vores fejl, så vi kan klare den næste mor-opgave lidt bedre. Også sådan nogle utjekkede mødre som mig. Og det er vel egentlig ikke så ringe at lære vores børn, vel? Så længe vi (jeg) bare ikke fucker det der moderskab helt op. 

 

Skrevet af