"Mor duer limsom ikke"
Med den sætning forklarede min meget modne nr 3, Silvia på 4 år, sin lillebror James på snart 2, hvorfor jeg nu 3. gang indenfor 2 timer kl midt om natten ræsede ned af trappen og kastede mig ud på badeværelset med hovedet først og holdt i højde med WC kummen.
Lad mig lige forklare.
Begge de mindste bliver lige i øjeblikket puttet i hver deres seng på deres fælles værelse. Omkring midnat indfinder de sig begge, krøllede og puttehyggelige, inde hos mig i dobbeltsengen, og så sover vi ellers med mig i midten som en pølse i et brød resten af natten. Indtil mit vækkeur ringer, og jeg skal op og sende de to ældre søskende i skole.
James har en indbygget sensor, som skaber den yndige situation, at når jeg har foden på nederste trappetrin på vej ned i køkkenet, så står han på øverste trappetrin med sammenknebne øjne, sutteklud ved kinden, dynen på slæb og siger "opopop", hvilket betyder ned. Og "op", naturligvis. Og "derover/derhen". Det er smart, som vi indretter sproget efter behov, faktisk.
Det er ligesom med sne, herhjemme har vi to måske tre ord for sne. Det er koldt og hvidt og drysser, så er det sne. Hvis det sprøjter ubehageligt rundt om ruskindstøvlerne, som man ellers lige troede kunne klare en lille promenadetur efter en lang vinter, så er det tø-sne. Det kan også være snemandssne, hvis det er godt byggemateriale. Og så ikke flere sne-slagser. Eskimoerne, derimod, har vist 9 ord for det der kolde noget, som sikkert bliver brugt til en del mere, end herhjemme.
James har kun ét ord for bevægelse ved andres hjælp, og det handler ikke om retning, for den viser han jo med fagter. Næh, "op" og et fingerpeg, det er alt rigeligt.
Sidespring.
Nå, men når jeg forlader sengen, så står de små også op. James, fordi den der sensor, og Silvia, fordi James som regel træder hende i øret, når han kanter sig ned af vores seng (som er på ekstra høje ben, så der er plads til rigtig meget udefinerbart, men uudsmideligt junk indenunder, så pyt med, at sengens højde er direkte småbørnsfjendtlig. Pinligt).
Så når jeg - som jeg ( ellers heldigvis meget meget sjældent gør) gjorde mange gange denne ulyksalige forleden nat, vågner op med akut kvalme, så bliver det desværre sjældent en solo-oplevelse, det med at reagere på den er kvalme. Hvis I forstår. Uden for mange grafiske detaljer.
Silvia tog James i hånden, de kom ned af trappen og kaldte på mig, og så havde jeg ellers publikum, for jeg prioriterede et rent gulv fremfor en låst dør.
Det med at kaste op med publikum er endnu en af de charmerende træk - eller de brudte grænser for det almindelige sociale liv her i hytten - som jeg kender alt for godt, når Mor er syg. Heldigvis kunne Storesøster Silvia så forklare den lidt befippede James, hvad jeg dog lavede der, midt om natten og med hovedet i kummen. "Mor duer limsom ikke". Tsk. Næh, det skal jeg dælme love for, hun ikke gjorde.
Hele den kommende dag lå jeg som en strandet hval, en stormvæltet pølsevogn, sødligt stinkende og svedende, på sofaen. Jeg var alene med mine søde børn fra 8-23 (heldigvis var en af dem lånt ud til min bror), som jeg oftest er, da min mand er overordentligt hårdt arbejdende, og jeg havde det bare så skidt. Pis også, ikke?
Når Mor er syg og alene ved roret, hvad fa'en gør man så med alle sine gode intentioner og anstrengelser for at tilbyde børnene ordentlig mad, tilberedt med kærlighed, serveret med deres hjælp på spisebordet, eller i hvertfald ved køkkenklapbordet, fyldt med sunde sprøde ting og sager, - og også sætte stimulerende aktiviteter igang, jojo, så herlige sager med kreaduttelut, påskelam i vat og kommende fastelavnskostumer (arj, OK, jeg kan lade en limpistol og strikke en hæderlig babyhjelm, men fastelavnskostumer herhjemme er altså noget, man køber i BR. Jeg må score mine morpoint et andet sted. Trist, men sandt), tage dem ud i Guds fri natur i foråret, sætte primulaer på trappen og plukke gækker til gækkebrevene....
Jeg er ikke syg særlig tit. Heldigvis. Jeg kender flere "rigtige" alenemødre, ikke pseudo som mig, der lider af kroniske sygdomme, som jævnligt sætter dem totalt ud af spillet. Jeg har utrolig stor respekt for dem. Kipper lige med flaget.
Nå - videre -
Det piner mig altid frygteligt, når jeg er i udu. Det tager mig så lang tid at acceptere, at jeg intet kan. Når altid at forsøge med med at have JA - hat på alligevel, når de små pus efterspørger de der pandekager, vi talte om at bage, eller de der påskeæg, vi skulle male.
Denne gang nåede jeg også at give Silvia lov til at finde alt muligt krea-kram frem til påske æg, inden jeg måtte indse mit nederlag og pakke herlighederne sammen igen (hun havde fundet plastikøjne, ispinde, serpentiner, pallietter, M&M's (??) og piberensere i neonfarver frem. Interessante valg til påskeæg, one might think). Eller pakke og pakke. Bunket, snarere.
Så kravlede jeg ud i køkkenet, konstaterede, at vi nok skulle klare børnenes kost indtil i morgen på rester, havregryn, æg, mælk, bananer og chocokiks, og så tog vi de to store bind med børnefilm frem. Og så MGP-missionen 2 gange i træk, derefter Ronja, Anders And og Teletubbies. Så resignerede min datter på 8, mens de to små faldt i søvn.
Molly på 8 tegnede lidt, jeg sov vist, vågnede, da hun stod og bad om lov til at køre i Kvickly og købe et Monsters High kostume. Jojo, min pige, undskyld jeg er rent til grin i dag, vi ses om lidt. Zzzzz.
Vågnede, da Molly stod i fuldt Monsters High skrud, hårspray og guitar og skrålede en hjemmelavet sang med "love and friends uh-uh-åh-åh, cool and coooool.. uh-åh". Så kom min søde nabo med pandekager til børnene og cola til mig. Og så gik resten af dagen på en eller anden måde. Jeg er ikke sikker på hvordan, men Molly var i hvertfald livredder. Der skete noget Barbie på stuegulvet, og noget Zoo-leg, hvor James var en sæl, Silvia prinsessen og Molly en ond pythonslange. Eller noget. Og noget hule under spisebordet. Vist nok.
Jeg forlod først sofaen kl 18. FIk stablet resteaftensmad på benene, fulgt af mere cola til mig, is til ungerne, mere film, mange højtlæsningsbøger, puslespil fra sofaen med Molly, mens de små faktisk sad ret pænt og byggede togbaner. Nåede at gennemføre remsen "mad, bad, film, bog, sove" til UG, de små sov kl 21. Så dansk fjolle film med Molly, og så endelig fred.
Huset lignede en eksplosion i Barbie, kostumeemballage (eller emballage i det hele taget, hvor KOMMER DET FRA, disse oceaner af plastik, skruelåg, papkasser, silkepapirstrevler og mærkeligt formet flamingo (hvad har den fugl i øvrigt gjort for at blive navnesøster med noget hvidt og smuldrende, sikkert kemisk fremstillet, stødabsorberende stivnet skum?) og hvorfor er der altid så meget af det allevegne i mit hus?), krummer, M&M's (nåede ikke at få dem stavlet af vejen før katastrofen indtraf, og den hed James), udklædningshatte, biler, køretøjer, tegnepapir, brugte glas og kopper og stabler af opvask. Har ingen opvaskemaskine, så det fik edderbrodere mig lov at stå til min mand kom hjem.
Resten forsøgte jeg så at få styr på, mens jeg forsøgsvis gumlede på en brødskorpe.
Og gik omkuld. Huskede mig selv på, at det er værre at være syg, når man har kravlebørn, der ikke gider se film.
Så plejer jeg at ligge mig ned på gulvet på mange tæpper, med flere indenfor rækkevidde, eventuelt pusle-grej til bleskift og måske tandbørster, og så lade barnet/børnene ( i perioder har jeg haft flere børn, der skulle leges med og ikke kunne pacificeres, sundt nok men surt ved sygdom) kravle rundt på mig.
Eventuelt kaste mig ud i noget sangleg liggende, eller måske lidt bygge klodser, men så heller ikke mere. Tittebøh kan man godt lege i timevis, når man har feber. Så længe man er til rådighed, så går det også som regel. Og på et tidspunkt sker der det vederkvægende, at man falder i søvn sammen i en stor sovebunke. Pyha.
Nu går det bedre. Huset er ryddet op, vi har ikke set film i dag, vi har været ude og lege i solskinnet.
Balancen er næsten genoprettet, ingen kom uopretteligt til skade af at være i Syge Mors uansvarlige kløer en dags tid. Mens det står på, så hader jeg det inderligt, jeg indprenter mig al den dårskab og spildt skøn barndom, der udspiller sig foran min irriterende svæklinge-agtige krop.
Børnene synes faktisk heller ikke, at det er supersjovt med al den stilstand, og de bryder sig heller ikke om, at jeg er helt mærkelig og slap i koderne. Og ikke irettesætter dem, når de fnisende hælder lunken cola i potteplanterne. Men pyt - de overlever, jeg overlever, dagen efter var der atter en dag, og den blev god. Men KORS, hvor jeg dog hader at være syg!!!
