Det allervigtigste i denne først tid som mor er at lære sit barn at kende, at skabe en relation til barnet udenfor maven. Og det er en modningsproces. På en måde kan man sige, at en nybagt mor er en umoden mor. Ikke forstået på den måde, at hun ikke er klar, hun er på alle måder klar, hendes krop har ikke lavet andet de sidste 9 måneder end at gøre sig klar. Hun er hormonelt, instinktivt og intuitivt SÅ klar. Men hun er også lige blevet født som mor.
Hun har brug for tid i denne modningsproces det er, og hun har brug for en mere moden mor, der kan være der i et eller andet omfang. Jeg kalder hende i min bog Giv dig tid, mor for Big mama.
Hun kan både være en mormor, en farmor, en veninde eller blot en kvinde, som har gået længere på vejen ind i moderskabet. Det er hende, der bare ved noget mere, der har en anden erfaring, fordi hun har været der. Det er hende, der kan byde ind, der hvor den nye mor endnu ikke har erfaringen.
En af de andre kvinder, jeg har haft i forløb, sendte gruppen et billede efter, hun havde født – på billedet sidder hun med sin baby på maven, i midten, mellem sin far og mor. Både far og mor har deres opmærksomhed rettet mod deres store datter, som lige er blevet mor, mens hendes opmærksomhed er rettet mod sin baby. Og det slog mig, hvor meget visdom der var i dette billede.
Mens jeg skrev min bog faldt jeg over en phd-afhandlinger af jordemoder Christina Prinds Motherhood transition through an existential lens – meaning-making among danish first-time mothers.
I denne afhandling påpeger Prinds en sammenhæng mellem de følelser, der opstår i forbindelse med dødsfald og de følelser, der opstår, når du bliver mor for første gang. For selv om vi i Danmark er et af de sikreste steder i verden at føde, har vi stadig lang vej i forhold til at forstå, hvad der egentlig sker med os, når vi træder ind i moderskabet (forældreskabet).
Min egen erfaring er den, at der på alle måder er tale om en stor overgang, når vi går fra livet som kvinde til at blive kvinde OG mor. I overgangsfaser er vi ikke længere den vi var og endnu ikke den, vi bliver, når vi for alvor er landet i moderskabet.
Jeg oplever, at vi som kultur kan have det lidt halvstramt med overgange, det må godt gå lidt stærkt med at lande i det nye. Ikke alt for mange store følelser og udsving, og det er tilsyneladende en værdi, når: ”man næsten ikke kan se på/mærke på hende, at hun lige har født”.
Men hvorfor er det, at det ikke må hverken mærkes ellers ses på os, at vi har undergået denne forvandling? Hvorfor er det ikke den mest naturlige ting i verden, at alle store følelser er på spil? Det er jo stort og dybt eksistentiel at blive mor. Alle partikler er oppe i luften, og det er den smukkeste og vildeste chance for at vokse som menneske, men det er også en sårbar periode, hvor vi har brug for støtte og omsorg.
Den nybagte mor og baby skal nurses sammen – det er kærlighedsbåndet mellem dem der skal bygges op. De har lige sammen gennemgået en maraton – den vildeste kropslige/fysiske præstation for dem begge. De skal hvile, sætte amningen i gang og danne tilknytning.
I min optik er det et fælles anliggende at danne et nærende netværk omkring den nybagte mor og den nybagte familie. It takes a village to race a child er et ordsprog, der på alle måder giver mening også når det handler om den første tid. Det er som om, vi har glemt, at det er her, det hele det begynder for os alle sammen, og jo bedre rammer vi skaber, jo bedre afsæt i livet får vi.
Men hvordan er det så, vi gør det? Er det nærende rammer vi har for graviditet, fødsel og den første tid som mor? Er det nogle, der booster mor og skaber rammer for at den nye familie kan vokse?
Jeg oplever også, at vi selv kan gøre noget, at det virkelig er brugbart i graviditeten at forberede sig. Jeg oplever, at det er brugbart at have fokus på ”den indre graviditet” og netop blive stillet nogle spørgsmål af kvinder, som har været der. Ikke fordi den nye mor skal gøre det på en bestemt måde, men fordi hun kan blive præsenteret for forskellige perspektiver og måder at gøre det på. Så hun kan danne sine egne forestillinger om, hvordan det skal være for hende.
Jeg oplever, at de gravide kvinder jeg har mødt, egentlig blot skal stilles de rigtige spørgsmål, så ved de på alle måder, hvad de har brug for, og hvad de gerne vil have. De får taget de gode snakke med familien og får forberedt nogle gode første dage, inden de lander i dem.
Det kan være alt fra det helt lavpraktiske til at få lavet en masse mad til fryseren eller spørge, om andre vil hjælpe, til at få taget en lidt svær snak med bedsteforældre om, at der ikke ønskes besøg de første dage. Men at mærke og erkende i sig selv, at jeg som ny mor også har brug for omsorg er oftest det sværeste, det mest oversete, men måske det allervigtigste?!
1 Denne artikel tager udgangspunkt i den nye mor velvidende, at far/partner er en lige så vigtig og kompetent tilknytningsfigur. Og at det selvfølgelig er vigtigt, at der er fokus på hele den lille familie. Mit fokus i denne artikel er blot på, hvad der sker hos den nye mor.