Du er her:min barsel»Artikler»mor til 5 | min barsel
onsdag, 24 september 2014 00:00

En hverdags-uge som hjemmegående med 4 børn

Pludselig er der skrevet og sagt en masse om, og af, hjemmegående kvinder i pressen. Jeg får en del spørgsmål om, hvad man laver i løbet af dagen. For dem, der er nysgerrige, så er I velkomne til at læse med her, hvor jeg vil skitsere, hvad denne uge er gået med.

Der ligger langt flere dagsrapporter i længere form, med flere refleksioner, på min blog som du finder nederst her på siden. På min blog skriver jeg om andre besværligheder i livet med børn, om livet efter, om beslutningen og om problemerne, som jeg ikke altid kan løse. Men her er den nøgne sandhed om uge 12 hos os, uden så meget indpakning: 
 
 

Mandag

Det er jo 5 dage siden, er du da sindssyg, det kan jeg overhovedet ikke huske! Øeh - op kl 5.50 som altid, morgenmad med skolebørnene i køkkenet, mens de små stener Ramasjang med farmand. Skolebørn cykler i skole, følger Silvia i børnehave. Hun er der oftest 3 dage om ugen fra 9-13. Nogle uger kun 2, denne uge blev det til 4, for hun skulle da være med til discofest selvom det skulle holdes på hendes faste fridag.
Hjem til James, sige farvel til Daddy. 

Formiddag:  Lege med togbane med James, ordne vasketøj, mens han leger med biler, skrive fonds-ansøgninger og forberede et møde, putte James i barnevogn og købe ind, holde møde med min partner in crime med noget foreningsopstart (www.power-kids.dk, det bliver SÅ sejt!), hjem igen, hente Silvia kl 13, James vågner i barnevognen. 

Eftermiddag: Både Molly og Bastian har venner med hjem fra skole. Der er børn over det hele hele eftermiddagen, jeg bager to plader boller og skærer en million gulerødder ud. Vi spiser som regel et lille måltid sammen med legekammerater kl 15. Ordner mere vasketøj, rydder lidt op, tørrer køkkengulvet over, skriver mails, mens de små er lykkeligt underholdt af de store børn på trampolin og med mudderkager.

 
 
Nyde en kop kaffe på terrasen (5 minutter, inden der kommer sneglehuse i den, og Silvia har fået våde sokker). Starter aftensmad kl 17. 
 

Aften: Går slag i slag - mad, bad, film (fx et afsnit af Lille Nørd), bog, sove for de små.

De store nulrer rundt, laver ofte madpakker (når de ikke gør, laver jeg dem eller de får kantinepenge med) hopper lidt på trampolin og slår hinanden ned, går i karbad. Jeg hjælper med lektier enten eftermiddag eller aften.
Molly bliver puttet med en godnathistorie (Børnemagt af Morgenthaler) kl 20, mens de små hopper i min seng. De små går i seng kl 20.30 (for sent for Silvia, men sådan er det). Bastian kl 21.30. Mor går i seng lige derefter med en god bog.
Aftenrutinen lyder systematisk, men ofte har jeg ikke styr på en skid. Og har derfor vildt dårlig samvittighed over, at jeg ikke formår at "nå" alle unger lige meget hver aften. Den tager vi en anden gang. 

 

 Tirsdag

Samme morgen. Tirsdag er ellers Silvias fridag, hvor vi tager i legestue, men ikke i dag. Har aftale, som kompromitterer mit nærvær, og det irriterer mig. 

Formiddag: Er lidt ophidset over, at jeg skal holde et vigtigt møde med lederen af Fritidsordningen på skolen om det der Powerkids. Det er kl 12, så resten af formiddagen skal passe med, at James sover trygt i barnevognen imens.

Vi leger med biler og tog, spiser spejlæg, snitter kiwier, når også at skide på gulvet (James, den kære lille sjæl, ikke mig ;-/....) og maile lidt. Tager et karbad sammen. Går lidt ud i haven, indtil James insisterer på at jokke på mine nytilsåede bede - så gynger vi og går ind.  Ordner vasketøj, han vil alligevel ikke have, at jeg blander mig i billegen.

Går kl 11, køber ind på vejen, når at tale i tlf med god veninde og møde en anden veninde til kaffe i skolens cafe. Mødet kl 12 går godt. Pyha. 

Eftermiddag: Hente Silvia kl 13, James vågner. Hjem, børn har venner på besøg. Ellers som i går, men jeg går til møde på Rådhuset kl 17, så der er barnepige på. Laver lidt påskepynt med Silvia og Molly. Bager æblekage, som Molly elsker og Bastian hader, så de bliver uvenner. Når at forberede aftensmad til barnepige og unger, så hun bare skal varme suppe og skære foccacia ud. Arrangerer noget alternativ transport til de store børn, de skal til Hip Hop sammen på et nyt hold kl 18.45, så en anden forælder kører dem. Hjemme kl 20.30 til trætte børn. Putter i en fart under overskuelig modstand, går selv tidligt til ro. 

 

Onsdag

Op kl 5 for at ordne nogle mails og noget research med forening og med den legestue, jeg administrerer.
Samme morgen, idag dog med røræg og bacon. James er med i børnehave, og vi leger længe på legepladsen.
Så kører vi over på skolen i ladcyklen med en glemt madpakke og min ældste søns guitar, som han har glemt. Og en rollespils økse på ca 2 meter. Vi tonser rundt på skolen længe og taler med mange folk og kører i elevator. Det er sjovt!

Går på biblioteket. Hjem og putte James i barnevogn. Han er faldet i søvn i cyklen på vej hjem.

Denne uge når jeg ikke at tage en lang lur i dobbeltsengen med James i mine arme, det plejer jeg ellers. Molly har veninde med hjem fra skole.
Jeg henter Silvia først kl 14, det er hun meget sur over. Jeg putter hende på sofaen til en middagslur straks vi kommer hjem, læser en bog og krammer hende, til hun sover.

James sover stadig. Vi bager kage, laver noget klar til aftensmad, men men men - vi skal til minikoncert på Bastians musikskole kl 17.30, og det trækker ud.  så aftensmaden bliver til 4 frysepizzaer fra fakta og saftevand, for vi er alle flade. Foran en tegnefilm på flimmeren. Hvor vi skændes. Forsøger at få alle mand i seng til tiden. Mislykkes. Rydder hele huset op. Og jeg kommer til at læse i en god bog alt for længe. Og skrive på noget fondsansøgning. Har ide til større samarbejde med skolerne i kommunen, og det bruger jeg lidt for lang tid på. Ringer til min mor og siger piv piv over aftenen. 

 
 
 

Torsdag

Almindelig morgen, klatkager på menuen (risengrødsrest fra fryseren).
Silvia har fri idag, vi tager i legestue. Et skønt sted  i Helsinge, check facebook Helsinge Legestue Haletudserne. Skal lige nå at købe nogle forsyninger ind til legestuen, og aflevere endnu en glemt madpakke på skolen. Løber ind i nogle venner derovre, bliver hængende på legepladsen med de små og snakker. I legestue til kl 13, det er hyggeligt, men fordi Silvia skændes en del med en anden ellers sød pige, går det lidt heftigt for sig.
Hjem og putte James i en fart. Han sover til kl 16 i barnevognen, farvel aftenfred. De store kommer hjem, bager en masse boller af den dej, jeg satte over i aftes . Kun Bastian på 11 har venner med hjem, 3 stk. Silvia går i brædderne foran Pocahontas, er altid helt flad ved 13-tiden. Burde faktisk fast have en middagslur, men det her med at slappe af med en god film, en bog og kram ad lib. duer også. Ordne vasketøj, hjælpe Molly med at rydde op i sine skabe. Og mailer, læser mails, ordne Powerkids. Og sætte mad over. Og løbe i Fakta efter det sidste. Molly skal til spejder kl 17, Bastian til Parkour kl 18. Aften alene med de små, vildt hygge, de sover dog ikke, da min mand kommer hjem efter at have hentet de store. Han putter de små og falder i søvn derinde. Jeg bager rugbrød af dej, jeg satte over i går (læs på min blog om, hvor åndssvagt det er at bage rugbrød selv, og hvorfor, jeg alligevel gør det), og sætter vækkeuret til at kunne tage det ud af ovnen senere.  Jeg lægger de store i seng, og går omkuld kl 22. 

 

Fredag:

Rolig morgen. Aviser! Beslutter at sende Silvia i børnehave, - der er diskofest. Fredag er ellers fast fridag, for vi skal til rytmik i legestuen kl 14 ,og vi plejer at tage derover kl 10 og hygge hele formiddagen.

Molly får til gengæld en fridag, hun er helt mast efter at have taget 10 km mærke til spejder i aftes. Hun nyder at lege med sin lillebror i fred for de andre søskende, jeg må ikke være med, så jeg mailer, taler med en veninde i tlf, gør rent, og lægger rent sengetøj på.

Kl 11 opdager jeg, at katten har fået spoleorm (15 cm lange orm, ca 20 af dem, fedtet ind i slimet katteafføring (undskyld) ovenpå regnslaget til barnevognen, der står i carporten). Putte James i nu renskuret og klorinrenset barnevogn, akut sprint til dyrelægen på gågaden i Helsinge efter ormekur. Føj for den lede. Er lige ved at aflevere morgenmaden i en skraldespand på vejen.
Molly nyder freden alene i huset imens. Med småkager, te og film.

Køber ind på vejen hjem. Ud igen til et interview med en lokalavis om Powerkids, mens James er med i barnevogn, sovende. Hjem til Molly, spise frokost med hende. James vågner, han får en mad, mens vi læser en bog. Vi tager bilen over og hente Silvia, dropper Molly af på skolen. Hun følges med nogle veninder og en anden mor til Hillerød, hvor de går til Heltetræning. Idag er sidste gang, så de fejrer med Pizzeria bagefter.

Silvia er i fuldt diskofestskrud, men ligbleg og dødtræt. Vi ankommer til legestuen, hvor Silvia slet ikke orker rytmik. Som forventet. Jeg har mad med, som vi spiser, mens vi kigger på de andre, der synger. James drysser rundt og hygger sig med et giga udvalg af legetøj, mens Silvia og jeg går lidt til og fra syngeriet. KL 15 er det slut, men vi bliver hængende og tegner til 16 i fred, skønt.
Hjem og hente Bastian og køre til Hillerød, han skal have nye strenge til sin el-guitar. Vi tager pitstop på tanken efter pølsehorn, kakao og kaffe, klamt, men frydefuldt. Ordner indkøb af diverse, mens Silvia sover som en sten i bilen, med prinsessekjole, tiara og læbestift i hele visiret, og Bastian passer på hende og hører musik. 

Købe lidt mere snask ind på vejen hjem, det er jo fredag. 

Hjem, de små leger på trampolinen og gyngerne og hiver nok mine små babyplanter op, mens Bastian snakker nonstop om computerspil, og jeg varmer alle de rester, jeg kan finde i køleskabet. Vi spiser, og så skriver jeg det her. Nu er der Disneysjov, jeg tager et glas vin, og om lidt kommer min mand hjem med en meget træt Molly. Der er dukkekager, æblekagerest, dumleslikpinde og vandmelon til dessert. 
 
Udgivet i GÆSTEBLOG
torsdag, 29 januar 2015 00:00

Gravid med nr. 5

"Vi skal ikke være kærester" - sangen med hende der pigen fra 5.x. knalder ud over hele huset, skarpt fulgt af "Fugle" og "All about da Bass". Børnestemmer mellem 2 og 12 år gjalder, fødder tramper, der bliver råbt om "snyd" med stopdansen. Der ligger våde flyverdragter og fedtede vanter over det hele, der er købt popcorn til Disney sjov, togbanerne smyger sig rundt om møblerne i stuen. 

 

Weekenden er nu officielt skudt igang, og jeg propper æblekage ned i halsen, mens jeg sniger mig til at skrive til alle jer forældre med små børn. 
Jeg er gravid med nr 5 i uge 18. Næh, hov - det er uge 19. Der kan man bare se.

Det er ikke helt så spændende at følge med i, hvor langt jeg er, som det var, da jeg ventede min første for snart 12 år siden. Min blog henne på www.kristinahobbs.com handler meget om livet med børn, både som hjemmegående og som arbejdende med institutions- og skolebørn, men jeg glemmer helt at skrive om at være gravid. Det må jeg råde bod på. 

 
 
For naturligvis betyder det utroligt meget at vente et lille nyt liv, selvom jeg har prøvet det nogle gange. Faktisk er det 6. gang, for jeg har desværre været igennem at blive scannet i uge 12 og opdage, at fostret slet ikke var et foster, men en forvokset og forvirret moderkage, som skulle skrabes ud. 
 
Jeg mærker liv nu, næsten hver dag, og har gjort det siden uge 15. Jeg bliver bekymret, hvis jeg ikke kan mærke den lille derinde, og jeg var faktisk på fødegangen i går for lige at høre hjertelyd, for jeg havde ikke mærket liv i nogle dage. Så sådan lidt gravid-bekymret er jeg skam også denne gang. 
 
Hvad er så anderledes ved at vente nr 5? Hmmm - jeg havde mega meget kvalme i starten, og det er helt nyt. Måske fordi, at jeg har meget at gøre herhjemme, og træthed kan være kvalmefremkaldende nok i sig selv.

Det var i hvertfald en skrækkelig udfordring at putte 4 børn med aftensmaden stående i halsen og koldsveden piblende ned i øjnene, mens et fatamorgana om wc-kummens hvide frelse dansede for mit indre blik. Så er det altså svært at fokusere på "Marmelade Amalie" og "Willi bager pandekager" og alle de andre godnathistorier....OM MAD! ADDDDWR!!

 
 
 
Og så var der det skønneste øjeblik, da jeg i uge 12, efter min nakkefoldsscanning, kunne kalde alle 4 børn sammen og fortælle, at min tykke mave ikke skyldes for mange æbleskiver i december (eller jo, også dem), men at der kom en lille baby til sommer.

Det var det mest kærlige øjeblik, vi var så fælles om det hele, de blev så glade. Min datter på 9 år jublede og ringede til veninder og mine forældre - hun vil være med til fødslen. Det var SÅ fedt og uventet. Jeg troede, at navnlig de store havde fået nok af småbørn, som hyler om morgenen over at skulle have flyverdragt på i stedet for Frost-kjole og små ballerinaer, og som smører computerskærme ind i Mentholatum og hælder taskeindhold i wc'et. 

 
Men der tog jeg fejl. Lykkeligvis. 
 
Så tænker jeg meget på logistik - hvordan jeg får det til at hænge sammen efter sommerferien, hvor mine 3 ældste børn på 12, 10 og 5 år går på Hillerød Lilleskole 20 km væk, og Silvia på 5 skal afleveres og hentes. Der er ikke plads til 5 børn i vores bil, så det skal lige løses. Må nok få de store til at tage bus og tog i skole - de tager allerede hjem selv på den vis, men det der med morgenerne, den er ikke helt nem for mig at skulle sluge...
 
Tænker også på, hvordan selve fødslen bliver. Vil gerne prøve at føde hjemme, hvor alle er med i den grad, de har lyst. Men det kommer jo an på, hvordan graviditeten forløber.

Har sådan en drøm om at føde som i hine tider, hvor Mor lå og baksede med stængerne i vejret på første sal, mens mændene sad i stuen og ventede nervøst i timevis. Og kan virkelig ikke lide at køre i bil med veer. Virkelig.

Fornemmelsen af at skulle vrikke mig ind og ned i et bilsæde med vibrerende kæmpevom og sidde der og forsøge at lade som om, at jeg står op (kan bedst håndtere veer stående) - det er bare NEDEREN. Og så at kæmpe mig hen til elevatoren og op på 3 sal på Hillerød hospital....nej tak. Skal jo alligevel hjem igen efter 2 timer som ambulant fødende. Det gider jeg slet ikke...Håber, at jeg min krop giver mig valget. 

 
Og så tænker jeg faktisk også på, at jeg er blevet rimelig blævret. Forfængeligheden er en led følgesvend, når man er gravid. Efter de første 3 mdr med dødskvalme er jeg nu hungrende efter al mad, og jeg spiser hele tiden. Hver morgen har jeg intentioner om at begrænse mig, og hver aften må jeg indse, at det gik heller ikke idag.

Nu, omtrent 7 kg tungere (har ingen vægt, men mine lår er ihvertfald ikke sig selv), har det altså konsekvenser. Er også meget gravid-tyk på de rigtige steder, og det er dejligt, men man kan altså også godt se, at jeg ikke formåede at komme i form og træne efter kære James blev født for snart 3 år siden. Blævre, blævre....

Lader min mand og mine børn nusse mig rigtig meget på maven, det hjælper lidt. Håber, at det også denne gang falder nogenlunde af, når amningen og styrten rundt efter baby og de andre børn tager over. Og ja, det er åndssvagt at bekymre mig om, det skal jo nok gå altsammen - men det irriterer mig altså. Så nu svømmer jeg 1 km to gange om ugen. Ligner en strandet hvalros, der har slugt en badebold - men gør da en indsats!

Men - heldigvis tænker jeg allermest på, hvor meget jeg glæder mig til igen at få lov til at lære et lille, helt nyt menneske at kende.

Lyden, duften, fornemmelsen af at holde et spædbarn i armene. Tætheden, trætheden, tårerne. Nætter i svagt lys, mens jeg ammer den lille og kigger på de andre sovende børn, som altid indfinder sig i dobbeltsengen i løbet af natten. Fødslens eksplosive, sindssyge, overdådige kærlighed. Det gør jo pisseforbandet ondt, men det er det bedste, jeg ved.

 
Det er det, jeg tænker. Kender du det?

 

 
Udgivet i GÆSTEBLOG
onsdag, 24 september 2014 00:00

Gør det, hvis det gør dig glad

Min yngste søn på 2 år, James, bliver passet hjemme. Af mig. At han således er et af de über trendy firstmover børn, der går under navnet "hjemmeunger" og kan nyde et liv fuld af stimulans, knus og nærhed fra sin familie, er der ikke tvivl om i en moderne optik.

Min yngste datter på 4, Silvia, blev også passet hjemme hos mig fra hun var 2,5 til hun var 3,5 hvor hun startede i børnehave 3 korte dage om ugen. Hun var meget påvirket af, at vi flyttede i 2012, og hun kunne slet ikke finde sine små fødder hverken i vores nye hus eller i sin nye børnehave, hvor det ellers var meningen, at hun skulle gå. J

eg vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske, når min barsel med James var overstået, men der endte altså med at ske det, at Silvia IKKE skulle være i børnehave, og jeg opgav ideen om at finde mig et nyt job i nærheden af vores nye hjem efter endt barsel.

Jeg blev hjemmemor (efter 4 barsler indenfor 10 år lå det mig ærlig talt ikke fjernt), jeg opsøgte legestuer (og var med til at starte en i min hjemby), jeg fandt andre hjemmemødre på Facebook etc. Startede min blog for at undersøge, hvad den beslutning mon gjorde ved mig og vores familieliv.

Noget af det, der slog mig ret hurtigt, var, at mange hjemmemødre var idealister. Virkede ret idealistiske, i hvertfald. Det var hele pakken med øko-øko, nul pasta og brød, hjemmesyede menstruationsbind (jo!! Helt vildt!), gennemtænkte dagsrutiner og lystændings-seancer om morgenen til hjemme-børne-yoga.

Jeg vidste godt, at jeg ikke er sådan. Jeg har også haft to "almindelige" børn i vuggestue og børnehave, som nu går i skole, og det har jeg, og havde jeg, det godt med. Det kan I læse mere om på min blog, hvis I har lyst. Også mere om, hvorfor jeg blev hjemmemor med nr 3 og 4, og ikke før. Og hvad jeg tænker om fremtiden. 
 
Sagen er, at jeg også ret hurtigt blev grebet af en vis begejstring, for som opvejning til al den kritik, man kan møde, når man bryder normerne og tager sit barn ud af institutionerne (eller ikke sender dem afsted), så var hjemmemødre-foraerne fulde af gode argumenter for, hvorfor det er virkelig godt for børnene at blive passet hjemme.

Fx kunne man ble-afvende dem langt tidligere, fordi der var plads og rum og opmærksomhed til, at man kunne lære dem at lytte til deres egne behov og kroppe. De ville også udvikle deres sprog hurtigere, da der ville være mere voksenkontakt og mindre kaos. Jeg ved godt, at argumentationen er langt mere videnskabelig og grundig og alsidig, end jeg sætter det op her - men I kan jo selv læse op på det. Det er ikke min mening at diskutere for og imod hjemmepasning her.  Den debat synes jeg ikke, der er et sort/hvidt svar på, heller. 

Men min lille dreng så ihvertfald frem til at blive en mægtig stimuleret lille fyr med alskens kompetencer struttende ud af ørene. Det lød da spændende!
 
Jeg har sådan set været en lille smule moderne hist og pist med de andre 3 unger - jeg har brugt babytegn (hvoraf en 4-6 stykker virkelig hang ved, mens vi aldrig fik udviklet resten. ), jeg har brugt de nymodens stofbleer (ja, bleer til numsen af stof, de er virkelig smarte!), jeg har brugt løbecykler, så ungerne alle som en kunne cykle uden støttehjul på almindelige cykler, da de blev 3 år (hvorfor det så er vigtigt, ved jeg ikke rigtigt...), jeg har brugt slynge (for 11 år siden var det virkelig avantgarde at bruge en slynge.
Udgivet i GÆSTEBLOG
onsdag, 24 september 2014 00:00

Hovedet på bloggen

"Mor duer limsom ikke"

Med den sætning forklarede min meget modne nr 3, Silvia på 4 år, sin lillebror James på snart 2, hvorfor jeg nu 3. gang indenfor 2 timer kl midt om natten ræsede ned af trappen og kastede mig ud på badeværelset med hovedet først og holdt i højde med WC kummen.
 
Lad mig lige forklare.

Begge de mindste bliver lige i øjeblikket puttet i hver deres seng på deres fælles værelse. Omkring midnat indfinder de sig begge, krøllede og puttehyggelige, inde hos mig i dobbeltsengen, og så sover vi ellers med mig i midten som en pølse i et brød resten af natten. Indtil mit vækkeur ringer, og jeg skal op og sende de to ældre søskende i skole.

James har en indbygget sensor, som skaber den yndige situation, at når jeg har foden på nederste trappetrin på vej ned i køkkenet, så står han på øverste trappetrin med sammenknebne øjne, sutteklud ved kinden, dynen på slæb og siger "opopop", hvilket betyder ned. Og "op", naturligvis. Og "derover/derhen". Det er smart, som vi indretter sproget efter behov, faktisk.

Det er ligesom med sne, herhjemme har vi to måske tre ord for sne. Det er koldt og hvidt og drysser, så er det sne. Hvis det sprøjter ubehageligt rundt om ruskindstøvlerne, som man ellers lige troede kunne klare en lille promenadetur efter en lang vinter, så er det tø-sne. Det kan også være snemandssne, hvis det er godt byggemateriale. Og så ikke flere sne-slagser. Eskimoerne, derimod, har vist 9 ord for det der kolde noget, som sikkert bliver brugt til en del mere, end herhjemme.

James har kun ét ord for bevægelse ved andres hjælp, og det handler ikke om retning, for den viser han jo med fagter. Næh, "op" og et fingerpeg, det er alt rigeligt. 

Udgivet i GÆSTEBLOG



HERUNDER FINDER DU DIN PRIVATE JORDEMODER, DIN DOULA, DIN SCANNINGSKLINIK M.M. - UANSET HVOR DU BOR I DANMARK.

PRIVAT JORDEMODER
DOULA
GRAVIDITETSSCANNING
ZONETERAPEUT
FØDSELSFORBEREDELSE
EFTER FØDSEL