Kræftens Bekæmpelse lancerer nu hjemmesiden Røgfri Baby for at hjælpe rygende gravide med at kvitte cigaretterne. Men også fordi de ønsker at være med til at bryde tabuet omkring rygning i graviditeten, så kvinderne tør stå frem og få hjælp til at lægge smøgerne på hylden.
Selvom alle sikkert kan være enige om at rygning, ikke mindst under graviditeten, er temmelig skadeligt, så kan den danske folkedomstol være nådesløs hård, og det skorter som regel ikke med nedladende blikke og kommentarer overfor gravide rygere. Noget der er medvirkende til, at de gravide ryger i smug og undlader at søge den hjælp de har brug for, i forbindelse med et rygestop.
Det mener, i hvert fald Kræftens Bekæmpelse, som nu ønske at være med til at bryde tabuet med en målrettet indsats; nemlig hjemmesiden Røgfri Baby. Kræftens bekæmpelse mener at tobakkens skadevirkninger er velkendte, og at de gravide kan komme til at kæmpe særlig hårdt for at blive fri af cigaretterne, hvis de samtidig føler skyld og skam og er bekymrede for det ufødte barn.
Mere åbenhed om rygning under graviditeten skal støtte den kommende mor til røgfrihed, og også gøre hende klogere på passiv rygning, mener Kræftens Bekæmpelse, som tilbyder forskellige former for gratis rygestop.
Se mere om initiativet på Røgfribaby.dk hvor du kan få råd og vejledning, lære om konsekvenserne ved rygning under graviditeten, deltage i debatter og se film om andre gravide kvinders historier.
Kilde: Samvirke, marts 2017