Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»ARTIKLER»GÆSTEBLOG»Hvordan er det muligt at leve videre efter at have mistet et barn?

Hvordan er det muligt at leve videre efter at have mistet et barn?

Skrevet af 

Hvordan er det muligt at leve videre efter at have mistet et barn? 

Sådan har jeg altid selv tænkt. At det ville være den værst tænkelige katastrofe, som jeg nok ikke ville kunne overleve. Nu sidder jeg her et år efter at have mistet vores fjerde ønskebarn og tænker over, hvor godt et liv jeg har. Hvor meget dybere mit liv er blevet, siden jeg har været helt nede i det mørkeste mørke. Det er også blevet hårdere, for sorgen følger mig dag og nat, hvert minut og hvert hjerteslag.

Men sorgen minder mig om al den kærlighed, vores søn bragte med sig og al den kærlighed, der er i vores liv med vores tre levende børn. Sorgen er vores livsvilkår. Den vil altid være her i vores familie. Med tiden ændrer den form, det kan jeg allerede mærke nu. Der er plads til den uanset. Der er plads til vores døde søn, som fylder vores hjerter. Han nåede ikke at fylde i vores arme.

Det skete fem dage efter termin. Pludselig var der ingen respons, når jeg mærkede på maven. Jeg plejede at trykke på navlen, og så ville han svare med et lille spark. Men der kom ingen spark. Ingen bevægelse overhovedet. Jeg vidste ikke, hvornår jeg sidst havde mærket ham, for jeg havde haft travlt den dag.

På sygehuset tog det uendeligt lang tid, før en scanner endelig kunne vise, at der ikke var noget lille hjerte, der slog længere. Vores baby var død. Chok! Tårer! ”Jeg kan ikke det her!” var noget af det første, jeg tænkte. Måske sagde jeg det også. Jeg fik en følelse af at stå på afgrundens kant, og hvis jeg gav slip ville jeg falde ud over og blive sindssyg. Min mand blev ved med at kigge mig i øjnene og fortælle mig, at vi kunne klare det sammen.

Vi kørte hjem midt om natten med vores døde baby i min mave. Det var noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har oplevet. Vi skulle sove, inden vi skulle møde op til igangsættelse næste dag. Som om jeg kunne sove! Jeg faldt hen af og til og havde de værste mareridt om, hvilke monstre jeg skulle føde.

Næste morgen skulle vi fortælle det til de tre søskende. Baby i mors mave er død. Uvirkeligt. Tårer. ”Er det for sjovt, mor?”. Nej, det er ikke for sjovt.

Vi blev indlagt og skulle starte igangsættelsen. Først blev vandet taget. Det var så fyldt med mekonium, at der nærmest ikke var noget fostervand. Vi prøvede at sætte fødslen i gang med piller, men der skete ikke noget. Min krop var i chok og jeg var ekstremt træt. Efter en god nats søvn fik jeg endelig veer, og efter ca. fire timer fødte jeg min døde søn.

Vi græd og græd, da det var overstået. Jeg fik ham op til mig men jeg var så bange for ham. Bange for døden. Jeg havde aldrig set et dødt menneske før, og pludselig lå jeg med min egen døde søn i armene.

Vi lå med ham det meste af eftermiddagen, og senere kom vores to ældste børn på dengang 6,5 og 8 år for at se deres lillebror. Vi samlede lidt af familien til en lille ceremoni med præsten på stuen. Det var så smukt og så ufatteligt hårdt.

Hen under aftenen ville vi gerne hjem til vores levende børn, så vi tog afsked med vores døde søn. Følelsen den aften, hvor vi kørte hjem under en hel stjerneklar himmel, vil jeg formentlig aldrig glemme, selvom jeg ikke kan beskrive den med ord.

Det var så dejligt at putte mig ind til vores yngste datter på 1,5 år, da vi kom hjem. Min krop skreg på hud-mod-hud kontakt og nærhed med min baby. Den følelse fulgte mig længe. Og mælken løb selvom jeg havde taget ammestop-piller. Det var smertefuldt på flere planer at have bryster fyldt med mælk til min søn.

Tiden der fulgte var så hård. Det var hårdt at være i sorg og samtidig være mor for vores tre børn, der stadig havde brug for mig. Og de reagerede jo selvfølgelig på, hvordan jeg havde det. Min mand var (og er) en uvurderlig støtte og hjalp mig til at samle overskud, så jeg kunne være der for børnene. Det, at vi skulle tage os af vores børn, var måske også vores redning, for vi var nødt til at stå op hver dag, nødt til at få noget ordentligt at spise, nødt til at hygge os og have det sjovt med børnene. Og på den måde kunne vi svinge ind og ud af sorgen.

Vi fik ufatteligt megen hjælp fra familie, venner og bekendte, hvilket gjorde, at vi kunne få en hverdag til at fungere nogenlunde.

Efter ca. tre måneder, begyndte vi at arbejde igen. Min mand havde været lidt tilbage på arbejdet, men jeg kunne ikke klare det uden ham. Det var rigtig godt for os begge og for vores familie, at vi tog den tid, vi følte, vi havde brug for.

Jeg blev nærmest kastet tilbage på arbejde ved at jeg skulle være back-up/assisterende doula for en veninde, der selv var højgravid. Denne veninde gik i fødsel samme dag som parret, hun var doula for, hvilket betød, at jeg måtte ud af min puppe og frem i første række. Det var den smukkeste og mest rolige fødsel, jeg kunne forestille mig. Jordemoderen nåede ikke frem, så mor sad bare stille i vandet i mørket og gjorde det, kroppen fortalte hende, at hun skulle gøre. Og således fandt jeg tilbage til min tro på livet og på, at det går, som det skal gå. Alt er som det skal være.

Jeg er overbevist om, at Sigfred – vores søn – ikke skulle have et liv her på jorden. Det trøster mig og gør livet meningsfuldt at have den tro.

Obduktionen viste, at han formentlig havde fået afklemt sin navlesnor, hvilket blev tolket som dødsårsagen.

Har du selv mistet et spædbarn, vil du sikkert have stor gavn at at læse med på Astrids Blog Mistetspaedbarn.dk


Astrid Givard

Astrid Givard er doula, coach og ammerådgiver.

Hun har født fire børn men har kun de tre hos sig.

Astrid har virksomheden enandenstart.dk, hvor hun hjælper gravide og nybagte mødre samt bloggen mistetspaedbarn.dk, hvor hun blogger om det at have mistet sit fjerde barn.

Hjemmeside: enandenstart

Nyeste artikler Astrid Givard

Find en doula

  • Udover at tilbyde rebozo, massage, kranio-sakral terapi og akupressur under graviditet, fødsel og barsel underviser Hannah Lind Arlaud også vordende fædre i at støtte deres kvinde under fødslen med naturlig smertelindring og selv få en mere engageret og aktiv rolle.
    Læs mere
load more hold SHIFT key to load all load all