Du er her:min barsel»Artikler»Fødsel»Igangsættelse - Skal jeg det?

Igangsættelse - Skal jeg det?

Skrevet af 
Når terminsdatoen nærmer sig, genkender mange gravide, at de bare ønsker at føde. Og med vores videnskab og samfund idag, har vi da også muligheden for næsten selv at bestemme hvornår og hvordan vi vil føde.
 
Bor man fx i Rio, er det helt vanligt at booke sin fødsel på hospitalet mellem pedicuren og aftalen hos frisøren. 93% af alle brasilianere får kejsersnit på mors ønske.
 
Heldigvis er der stadig et stykke vej til de tilstande i Danmark…. endnu! Men customers demand har meget større indflydelse, end man lige skulle tro!

 

Medbestemmelse

Vi vil gerne være medbestemmende i vores fødsel og hvorfor skulle vi ikke det? Det er jo vores krop og vores barn. Men har vi ret til at gøre os klogere på, hvornår og hvordan et barn skal fødes? 
 
I Danmark bliver der født cirka 60.000 børn om året, og heraf får cirka 10.000 kvinder deres fødsler sat i gang. På trods af den udbredte anvendelse er der relativt få bivirkninger og utilsigtede hændelser ved igangsætning af fødsler. (Kilde: Sundhedsstyrrelsen) Så det er vel sikkert at få sat sin fødsel igang? Og er der i modsætning relativt store risici ved at afvente spontan fødsel?
 
Der er rigtig mange faktorer, vi endnu ikke kender til omkring fødsler og vi kender langt fra alle processer, der foregår i livmoderen mellem barn, moderkage, fostervand og mor og samspillet af hormonerne både i mor og barn. Vi kender endnu ikke fuldt ud mysteriet omkring hvordan og hvorfor en fødsel overhovedet begynder. 
 
Kan vi tillade os bare at ignorere alt det, vi endnu ikke forstår? Skal vi lade os styre af frygt, fordi vores videnskab har bestemt, at ud fra de faktorer vi KAN undersøge, så findes der en risiko ved at lade barnet blive i maven på den anden side af uge 42?
 
Hvorfor er der ingen gravide der spørger; “Hvad er de risici og hvor store er de?” Hvorfor står de risici ikke listet i det skriftlige materiale man får med hjem om igangsættelse? Og hvorfor er det ikke vanlig procedure at informere om at der også er en mulighed for at afvente spontan fødsel? Alle relevante spørgsmål som selv jeg som jordemoder kan have svært ved at svare på. Men det jeg kan fortælle er dette:

 

Stress 

Mange gravide begynder langsomt at føle et indre ræs mod tiden når terminsdatoen er passeret. 40+0 så skal den jo komme ud??
 
Jordemoderen informerer om, at de skal komme ind til tjek i uge 41+0, så man kan forsøge en hindeløsning og måske provokere fødslen lidt nærmere. Ofte i samme åndedrag får man at vide, at når “klokken” slår 41+3 så skal man komme til tjek igen, måske en scanning med henblik på fostervandsmængden og derefter får man en plan for igangsættelse oftest omkring 41+5. Der stræbes efter at man har født, inden man når til uge 42+0! 
 
Alt er timet og tilrettelagt. Tør man andet end at sige “Javel!” og give honnør? Man tør ihvertfald ikke bare gå derhjemme og vente, vel? Det må jo være for farligt ikke at gøre noget!? Hvorfor ellers dette kavaleri af planer?

De fleste kvinder vil helst have, at deres krop går igang af sig selv og som tiden går stiger presset og stressen.
 
Det ironiske i dette "igangsætningstilbud" er, at rigtig mange går ud fra, at det er noget man SKAL! Og dette press kan være medvirkende til at den naturlige fødsel hæmmes eller måske helt udebliver. Stress-hormoner og angst, for at man ikke når at gå igang selv, inden planerne for igangsættelse træder i kraft, kan hæmme de hormoner kroppen skal bruge til at skabe veer og dermed føde med, nemlig oxytocin.
 
Det ville måske være rart at vide at det reelt set kun er 2% der føder på terminsdatoen. Faktisk ville det være mere korrekt at give en terminsperiode mellem uge 38-42 istedet for en bestemt dato. Det er helt normalt at føde i alle 4 uger. Dette er noget lægerne bag retningslinjerne for igangsættelse bakker op om. Men sådan er vores samfund og vores arbejdsliv desværre ikke indrettet. 

 

Til og fravalg

Når jordemoderen informerer om tjek-up ved 41+0, 41+3 og mulig igangsættelse, skulle hun egentlig også, ifølge Bekendtgørelse af Sundhedsloven, informere om muligheden for ingen igangsættelse og konsekvenserne ved begge dele. Men den sidste del sker dog sjældent.
 
Langt de fleste gravide opfatter ikke, hvad jordemoder og fødselslæge informerer om, som valg de skal træffe og det er forståeligt, eftersom der kun bliver informeret om indgrebet og ikke om at vælge det fra.
 
Der er for og imod ved begge dele og den gravide skal kunne vælge og helst vælge det bedste for hendes barn.
 
Grundlæggende gælder det, at så længe alt er normalt ved mor og barn, bør man ikke gribe ind og igangsætte en fødsel. Det kan man som gravid roligt stole på.

 

Terminsdato

Kan man regne med at terminsdatoen er rigtig?
NEJ! Der er en relativ usikkerhed i bestemmelsen af terminsdatoen ved ultralyd.
 
For det første er det et personligt skøn når jordemoderen eller sygeplejersken skal sætte de små kryds på skærmen af ultralydscanneren, så maskinen kan regne terminen ud. Lidt mere til den ene eller den anden side af skyggen på billede vil give forskellige resultater.
 
Noget andet er at vi med sikkerhed ved, at børn vokser forskelligt i livmoderen. Nogen vokser langsomt i begyndelsen, dette kunne i teorien resultere i en ultralydsmåling der skubbede terminen nogle dage frem, ligesom andre børn vokser hurtigere i begyndelsen og dette kunne i teorien skubbe terminen et par dage tilbage.
 
Det er velkendt, at selv kvinder der er blevet insemineret, har fået korrigeret deres terminsdato ved ultralyd. Nogen har fået den rykket helt op til 10 dage. (Kilde: kendt af forfatteren).
 
Det lyder absurd, for der ved man med sikkerhed, hvornår graviditeten er begyndt og burde dermed vide helt præcis, hvor mange uger graviditeten er og hvornår terminen ligger. Og ja det er absurd… men ganske sandt.
 
Hmm…. hvordan ved vi så med sikkerhed, at alle kvinder der henvises til igangsættelse faktisk ER 41+3?
 
Tja… det ved vi ikke med sikkerhed!
 
Så hvornår skal man sætte igang?
 
Faktisk kender man ikke det optimale tidspunkt for igangssættelse af fødsler. Dette kunne hænge sammen med, at det simpelthen ikke er til at undersøge helt generelt. Alle kvinder er forskellige og det samme er børnene. Nogle er lidt længere tid om at blive “bagt færdige”. Præcis ligesom der er stor forskellighed når ungerne fx kommer i puberteten; Anton får ikke kønsbehåring og dyb stemme samtidig med at Alma får menstruation og bryster.
 
Men af en eller anden årsag, er det alligevel bestemt, at alle babyer ihvertfald ikke har brug for mere end 287 dage i livmoderen! Det svarer til 41 ugers graviditet. Når de 41 uger er gået har videnskaben besluttet, at barnet har haft “tid nok” til at udvikle sig og det er bedst at barnet er ude af livmoderen, inden graviditeten når til uge 42+0!
 
Men hvad er årsagen? 
 
Spørger man de gravide om denne årsag, så kender de færreste svaret. Nogen har hørt at babyen kan dø, hvis den bliver for længe i livmoderen, andre svarer at det er noget med at barnet kan tabe sig eller moderkagen holder op med at virke?!
 
Nogle af disse svar er som sådan ikke helt forkerte. Der findes en risiko, men det der aldrig bliver informeret om, er hvor stor den risiko i virkeligheden er. Den risiko der optager flest gravide er tanken om, at deres barn kan dø. Det kan få enhver mor til at sige ja til igangsættelse.
 
I 2009 blev der nedsat en arbejdsgruppe der skulle tage stilling til, om igangsættelserne skulle flyttes fra uge 42+0 til uge 41+3 - 41+5. 
 
Arbejdsgruppen skulle se på de risici der var ved at afvente spontan fødsel og fordelene ved igangsættelse. Tovholder og læge Charlotte Wilken udtalte til jordemoderforeningen i 2009 at der var for tyndt et grundlag for at ændre på retningslinjerne og der skulle forskes meget mere i det. 
 
Faktisk konkluderede forskerne i undersøgelserne, at risikoen for at et barn ville dø i livmoderen var ekstrem lille. (Kilde: Tidsskrift for jordemødre.) Med den fosterovervågning vi har idag bliver det endda færre og færre.

 

Customers demand

Så hvorfor ændre retningslinjer? Tjo, lad mig citere Wilken direkte: “…Vi møder en del kvinder, der siger ”det er ikke fordi, jeg gerne vil have kejsersnit, men jeg vil bare gerne føde til tiden og derfor vil jeg gerne sættes i gang”. Og der kan man diskutere, hvor rimeligt det er, at vi siger, ”nej det vil vi ikke”, når vi med den anden hånd siger ja til et selvvalgt kejsersnit. Så ja, customers demand er en væsentlig årsag til at ændre retningslinjer…” (Kilde: Tidsskrift for jordemødre)
 
Brasilien sniger sig langsomt ind i proceduren. Det er ikke videnskaben der styrer fødslerne, men customers demand. Her snart 6 år senere sætter vi stadig fødsler igang efter denne “customers demand”-retningslinje. Skræmmende!
 
Så hvad skal du?
 
Det skal du heldigvis helt selv bestemme. Men det ville være en god idé, at bede om at få al den information, du faktisk har krav på!
 
Dernæst er det dit og din partners valg og ikke lægens eller jordemoderens valg, om I skal igangsættes.
 
Vigtigst af alt er, at du, gravide, mærker efter i din krop og stoler på den. Hverken lægen eller jordemoderen kan mærke, hvad du kan og kun du har føling med dit barn.
 
Der findes rigtig god fosterovervågning idag og det er ikke uansvarligt at afvente spontan fødsel. Man kan komme ind til tjek og blive fulgt tæt med fosterovervågning istedet for at blive sat igang. 
 
Naturen har forfinet vores evne til at bære og føde vores børn i årtusinder. Du kan det her smukke kvinde. Så tal med dit barn. Mærk efter om I sammen er klar og om det føles rigtigt eller er præget af angst.
 
Er angsten til stede, skal der tages hånd om det for det hæmmer fødehormonerne. Men kuren er ikke igangsættelse. Kuren er ro, afslapning. Ud af hovedet og ned i kroppen. Kvinder og deres partner kan selv styrke den naturligt spontane fødsel. 

 

 

Skrevet af