1) Flyt fokus. Start med at ændre dit fokus, når du ser og snakker om din krop. Hvis du fokuserer på at skabe positive tanker, vil du kunne påvirke dit forhold til din krop.
2) Vis taknemmelighed. Se på din krop med taknemmelighed. Taknemmelighed for, hvad den har ydet. Din krop har ydet en kræftpræstation og det, den har skabt, er fantastisk. Øv dig i at være taknemmelig for det hver dag og elsk din krop for det, som den er. Den er din og den har ret til at være her og fortjener at blive behandlet med kærlighed.
3) Komplimentér din krop. Begynd at give dig selv og din krop komplimenter. Lav en aftale med dig selv om, at hver gang du kigger dig i spejlet, så giver du dig selv et kompliment i forhold til din krop. Brug hver dag tid på at kigge på dig selv i spejlet med et kærligt blik. Kig dig selv direkte i øjnene og sig kærlige positive komplimenter. Skriv eventuelt en reminder til dig selv på dit spejl, så du hele tiden bliver mindet om dit fokus. Hvis du finder på en særlig sætning, som er god for dig, så skriv den op og sig den til dig selv igen og igen.
4) Erstat negative tanker med positive. Du skal være opmærksom på dine tanker. Når du tænker noget dårligt eller negativt i forhold til din krop, så bliv bevidst om det og sig eller tænk i stedet noget positivt og kærligt. Dine tanker har betydning for, hvordan du oplever dig selv og verden. Dit fokus er afgørende for, at du får rettet din opmærksomhed på det positive og kærlige i stedet for det negative og dømmende.
Dit forhold til dig krop vil blive påvirket af dit positive fokus, dine kærlige tanker og dine komplimenter. Du vil mærke en forandring i forhold til din glæde og lyst. Det kræver en vedholdende indsats fra dig, men det vil kunne gøre en forskel for dig og din livskvalitet. - Husk dig selv på, at du har en helt fantastisk krop.