hjemmegående

Du er her:min barsel»Artikler»Samfund»hjemmegående | min barsel

torsdag, 29 januar 2015 00:00

Gravid med nr. 5

"Vi skal ikke være kærester" - sangen med hende der pigen fra 5.x. knalder ud over hele huset, skarpt fulgt af "Fugle" og "All about da Bass". Børnestemmer mellem 2 og 12 år gjalder, fødder tramper, der bliver råbt om "snyd" med stopdansen. Der ligger våde flyverdragter og fedtede vanter over det hele, der er købt popcorn til Disney sjov, togbanerne smyger sig rundt om møblerne i stuen.

Weekenden er nu officielt skudt igang, og jeg propper æblekage ned i halsen, mens jeg sniger mig til at skrive til alle jer forældre med små børn.

Jeg er gravid med nr 5 i uge 18. Næh, hov - det er uge 19. Der kan man bare se.

Det er ikke helt så spændende at følge med i, hvor langt jeg er, som det var, da jeg ventede min første for snart 12 år siden. Min blog henne på www.kristinahobbs.com handler meget om livet med børn, både som hjemmegående og som arbejdende med institutions- og skolebørn, men jeg glemmer helt at skrive om at være gravid. Det må jeg råde bod på.

For naturligvis betyder det utroligt meget at vente et lille nyt liv, selvom jeg har prøvet det nogle gange. Faktisk er det 6. gang, for jeg har desværre været igennem at blive scannet i uge 12 og opdage, at fostret slet ikke var et foster, men en forvokset og forvirret moderkage, som skulle skrabes ud.

Jeg mærker liv nu, næsten hver dag, og har gjort det siden uge 15. Jeg bliver bekymret, hvis jeg ikke kan mærke den lille derinde, og jeg var faktisk på fødegangen i går for lige at høre hjertelyd, for jeg havde ikke mærket liv i nogle dage. Så sådan lidt gravid-bekymret er jeg skam også denne gang.

Hvad er så anderledes ved at vente nr 5? Hmmm - jeg havde mega meget kvalme i starten, og det er helt nyt. Måske fordi, at jeg har meget at gøre herhjemme, og træthed kan være kvalmefremkaldende nok i sig selv.

Det var i hvertfald en skrækkelig udfordring at putte 4 børn med aftensmaden stående i halsen og koldsveden piblende ned i øjnene, mens et fatamorgana om wc-kummens hvide frelse dansede for mit indre blik. Så er det altså svært at fokusere på "Marmelade Amalie" og "Willi bager pandekager" og alle de andre godnathistorier....OM MAD! ADDDDWR!!

Og så var der det skønneste øjeblik, da jeg i uge 12, efter min nakkefoldsscanning, kunne kalde alle 4 børn sammen og fortælle, at min tykke mave ikke skyldes for mange æbleskiver i december (eller jo, også dem), men at der kom en lille baby til sommer.

Det var det mest kærlige øjeblik, vi var så fælles om det hele, de blev så glade. Min datter på 9 år jublede og ringede til veninder og mine forældre - hun vil være med til fødslen. Det var SÅ fedt og uventet. Jeg troede, at navnlig de store havde fået nok af småbørn, som hyler om morgenen over at skulle have flyverdragt på i stedet for Frost-kjole og små ballerinaer, og som smører computerskærme ind i Mentholatum og hælder taskeindhold i wc'et.

Men der tog jeg fejl. Lykkeligvis.

Så tænker jeg meget på logistik - hvordan jeg får det til at hænge sammen efter sommerferien, hvor mine 3 ældste børn på 12, 10 og 5 år går på Hillerød Lilleskole 20 km væk, og Silvia på 5 skal afleveres og hentes. Der er ikke plads til 5 børn i vores bil, så det skal lige løses. Må nok få de store til at tage bus og tog i skole - de tager allerede hjem selv på den vis, men det der med morgenerne, den er ikke helt nem for mig at skulle sluge...

Tænker også på, hvordan selve fødslen bliver. Vil gerne prøve at føde hjemme, hvor alle er med i den grad, de har lyst. Men det kommer jo an på, hvordan graviditeten forløber.

Har sådan en drøm om at føde som i hine tider, hvor Mor lå og baksede med stængerne i vejret på første sal, mens mændene sad i stuen og ventede nervøst i timevis. Og kan virkelig ikke lide at køre i bil med veer. Virkelig.

Fornemmelsen af at skulle vrikke mig ind og ned i et bilsæde med vibrerende kæmpevom og sidde der og forsøge at lade som om, at jeg står op (kan bedst håndtere veer stående) - det er bare NEDEREN. Og så at kæmpe mig hen til elevatoren og op på 3 sal på Hillerød hospital....nej tak. Skal jo alligevel hjem igen efter 2 timer som ambulant fødende. Det gider jeg slet ikke...Håber, at jeg min krop giver mig valget.

Og så tænker jeg faktisk også på, at jeg er blevet rimelig blævret. Forfængeligheden er en led følgesvend, når man er gravid. Efter de første 3 mdr med dødskvalme er jeg nu hungrende efter al mad, og jeg spiser hele tiden. Hver morgen har jeg intentioner om at begrænse mig, og hver aften må jeg indse, at det gik heller ikke idag.

Nu, omtrent 7 kg tungere (har ingen vægt, men mine lår er ihvertfald ikke sig selv), har det altså konsekvenser. Er også meget gravid-tyk på de rigtige steder, og det er dejligt, men man kan altså også godt se, at jeg ikke formåede at komme i form og træne efter kære James blev født for snart 3 år siden. Blævre, blævre....

Lader min mand og mine børn nusse mig rigtig meget på maven, det hjælper lidt. Håber, at det også denne gang falder nogenlunde af, når amningen og styrten rundt efter baby og de andre børn tager over. Og ja, det er åndssvagt at bekymre mig om, det skal jo nok gå altsammen - men det irriterer mig altså. Så nu svømmer jeg 1 km to gange om ugen. Ligner en strandet hvalros, der har slugt en badebold - men gør da en indsats!

Men - heldigvis tænker jeg allermest på, hvor meget jeg glæder mig til igen at få lov til at lære et lille, helt nyt menneske at kende.

Lyden, duften, fornemmelsen af at holde et spædbarn i armene. Tætheden, trætheden, tårerne. Nætter i svagt lys, mens jeg ammer den lille og kigger på de andre sovende børn, som altid indfinder sig i dobbeltsengen i løbet af natten. Fødslens eksplosive, sindssyge, overdådige kærlighed. Det gør jo pisseforbandet ondt, men det er det bedste, jeg ved.

Det er det, jeg tænker. Kender du det?

Udgivet i GÆSTEBLOG

Læs mere...

fredag, 02 februar 2024 00:00

Hjemmepasning i verdens mest institutionaliserede land

I Danmark starter de fleste børn i vuggestue eller dagpleje lige omkring deres 1 års fødselsdag. Dermed er de danske børn blandt de børn i verden, der starter tidligst i daginstitution. De er også de børn i verden, der tilbringer flest timer af deres dag i daginstitutioner. Vi taler bare ikke så meget om det.

På kun 50 år er vi gået fra at betragte institutionerne som en nødvendig forudsætning for forældrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, til i dag at betragte dem som en nærmest nødvendig del af børns udvikling. Det er de ikke.

Som forældre kan man måske midt i hverdagens travle trummerum få den tanke, at det kunne være rart selv at tage del i de bedste vågne timer af sit barns dag. Man kan drømme om selv at være den, der hører de nye ord og ser de første skridt; man kan drømme om selv at få lov til at opleve de første års eksplosive udvikling fra første parket.

Men i Danmark er tårevædede afskedsscener ved “vinkevinduet” og en klump i maven på vej på arbejde på få årtier blevet en helt almindelig del af børnefamiliernes liv. De fleste affinder sig med det, for “sådan er det jo”. Men der er også dem, der stopper op, vender om og går imod strømmen med deres børn i hænderne - for livet er så kort, og barndommen endnu kortere.

Samfundets rammer lægger dog ikke ligefrem op til, at vi selv tager os af vores børn fuld tid i de første ellers så afgørende år, og derfor kræver det mod, vilje og benhård prioritering at vælge det.

En af grundene til det er fx den måde vores skattesystem er skruet sammen på, en anden er det pasningstilskud, som staten giver i støtte til børnepasningen; begge dele nærmest tvinger begge forældre til at arbejde fuldtid, mens deres guldklumper tilbringer dagen med profesionelle omsorgspersoner.

Statsfinansieret pasning

I Danmark er institutionspladserne finansieret 75% af det offentlige. Det vil sige, at de omkring 3.000,- (tallet varierer fra kommune til kommune), forældrene betaler for en vuggestueplads, kun dækker 25% af den samlede udgift for pladsen.

Grunden til at forældrene støttes økonomisk i at få passet deres barn, mens de arbejder, er selvfølgelig, at det er fordelagtigt for statskassen, at både mor og far er på arbejde, mens pædagogen i vuggestuen passer fire børn. 1:4-pasning kan betale sig, fordi det frigiver forældrenes arbejdskraft.

Tilskudet på de 75% af pladsens egentlige omkostning følger barnet i den offentlige institution, men kan i dag også tages med over i en privat institution, en kommunal dagpleje eller en privat dagpleje. Faktisk følger det offentlige tilskud barnet helt ind i hjemmet. Man kan få det store offentlige tilskud til pasning af barnet med hjem, så barnet kan lære at tale og gå i vante og hjemlige omgivelser.

Det offentlige støtter altså ikke kun 1:4-pasning i institutionen, men også 1:1-pasning i hjemmet, og det er jo meget godt.

Den eneste hage ved det er, at det vel at mærke ikke må være en af barnets forældre, der passer det! Hvem må så stå for 1:1-pasningen af det lille barn i dets eget hjem? Det er i princippet lige meget – så længe vedkommende er fyldt 18 år og har en ren straffeattest – bare det ikke er barnets far eller mor.

Læs også: Er den nogen hjemme? - En antologi om hjemmepasning

Alle andre end forældrene

Jeg kan altså som forælder få pasningstilskuddet og give det i løn til en bedstemor, en tante, en onkel, en bekendt eller en 18-årig, jeg hiver ind fra gaden. Jeg kan ansætte et andet lille barns mor til at passe mit lille barn; og så kan hun jo passende ansætte mig til at passe sit barn. Vi kan så at sige bytte barn og hjem i dagens lyse timer – med statens velsignelse og økonomiske støtte. Så længe vi bare ikke passer vores egne børn.

At tilskuddet fordeles sådan, forekommer mig helt grotesk. Om jeg passer mit barn, mens den private børnepassers arbejdskræfter frigives til at betale skat af et andet job, eller omvendt, gør jo ingen forskel for bundlinjen.

Det oplagte ville være at lade pengene følge barnet. At vi i stedet for at lade pengene følge vuggestuen, dagplejen, onklen, bedstemoren eller den 18-årige giver forældrene råderetten over tilskuddet og et reelt frit valg i forhold til pasningen af deres børn.

For det første: Fordi signalet ved at give tilskuddet til alle andre end forældrene er, at forældrene er de mindst egnede til at tage sig af deres egne børn – og det mener jeg er helt forkert. For det andet: Fordi et sådant økonomisk tilskud ville gøre valget om hjemmepasning til en reel mulighed for flere.

Børn vil gerne være der, hvor deres forældre er, og hvis forældrene også gerne vil være der, hvor børnene er, synes jeg, de skal have muligheden for det.

Red: Siden forfatteren skrev denne artikel, er flere kommuner begyndt at tilbyde tilskud til pasning af egne børn. En undersøgels, der er opdateret i 2022 viser, at halvdelen af landets kommuner nu tilbyder tilskuddet.

Kommuner har siden 2002 haft mulighed for at give tilskud til forældre, der passer egne børn i alderen 24 uger og frem til skolestart.

Børne- og Socialministeriet har set nærmere på, hvor mange kommuner der giver tilskud, og udviklingen i antallet af børn der bliver passet af egne forældre med tilskud fra kommunen.

Rapport - Kort fortalt: Halvdelen af landets kommuner yder tilskud til pasning af egne børn (pdf)

Udgivet i SAMFUND

Læs mere...

onsdag, 24 september 2014 00:00

Hovedet på bloggen

"Mor duer limsom ikke"

Med den sætning forklarede min meget modne nr 3, Silvia på 4 år, sin lillebror James på snart 2, hvorfor jeg nu 3. gang indenfor 2 timer kl midt om natten ræsede ned af trappen og kastede mig ud på badeværelset med hovedet først og holdt i højde med WC kummen.

Lad mig lige forklare.

Begge de mindste bliver lige i øjeblikket puttet i hver deres seng på deres fælles værelse. Omkring midnat indfinder de sig begge, krøllede og puttehyggelige, inde hos mig i dobbeltsengen, og så sover vi ellers med mig i midten som en pølse i et brød resten af natten. Indtil mit vækkeur ringer, og jeg skal op og sende de to ældre søskende i skole.

James har en indbygget sensor, som skaber den yndige situation, at når jeg har foden på nederste trappetrin på vej ned i køkkenet, så står han på øverste trappetrin med sammenknebne øjne, sutteklud ved kinden, dynen på slæb og siger "opopop", hvilket betyder ned. Og "op", naturligvis. Og "derover/derhen". Det er smart, som vi indretter sproget efter behov, faktisk.

Det er ligesom med sne, herhjemme har vi to måske tre ord for sne. Det er koldt og hvidt og drysser, så er det sne. Hvis det sprøjter ubehageligt rundt om ruskindstøvlerne, som man ellers lige troede kunne klare en lille promenadetur efter en lang vinter, så er det tø-sne. Det kan også være snemandssne, hvis det er godt byggemateriale. Og så ikke flere sne-slagser. Eskimoerne, derimod, har vist 9 ord for det der kolde noget, som sikkert bliver brugt til en del mere, end herhjemme.

James har kun ét ord for bevægelse ved andres hjælp, og det handler ikke om retning, for den viser han jo med fagter. Næh, "op" og et fingerpeg, det er alt rigeligt.

Udgivet i GÆSTEBLOG

Læs mere...

onsdag, 24 september 2014 00:00

Gør det, hvis det gør dig glad

Min yngste søn på 2 år, James, bliver passet hjemme. Af mig. At han således er et af de über trendy firstmover børn, der går under navnet "hjemmeunger" og kan nyde et liv fuld af stimulans, knus og nærhed fra sin familie, er der ikke tvivl om i en moderne optik.

Min yngste datter på 4, Silvia, blev også passet hjemme hos mig fra hun var 2,5 til hun var 3,5 hvor hun startede i børnehave 3 korte dage om ugen. Hun var meget påvirket af, at vi flyttede i 2012, og hun kunne slet ikke finde sine små fødder hverken i vores nye hus eller i sin nye børnehave, hvor det ellers var meningen, at hun skulle gå. J

eg vidste ikke rigtigt, hvad der skulle ske, når min barsel med James var overstået, men der endte altså med at ske det, at Silvia IKKE skulle være i børnehave, og jeg opgav ideen om at finde mig et nyt job i nærheden af vores nye hjem efter endt barsel.

Jeg blev hjemmemor (efter 4 barsler indenfor 10 år lå det mig ærlig talt ikke fjernt), jeg opsøgte legestuer (og var med til at starte en i min hjemby), jeg fandt andre hjemmemødre på Facebook etc. Startede min blog for at undersøge, hvad den beslutning mon gjorde ved mig og vores familieliv.

Noget af det, der slog mig ret hurtigt, var, at mange hjemmemødre var idealister. Virkede ret idealistiske, i hvertfald. Det var hele pakken med øko-øko, nul pasta og brød, hjemmesyede menstruationsbind (jo!! Helt vildt!), gennemtænkte dagsrutiner og lystændings-seancer om morgenen til hjemme-børne-yoga.

Jeg vidste godt, at jeg ikke er sådan. Jeg har også haft to "almindelige" børn i vuggestue og børnehave, som nu går i skole, og det har jeg, og havde jeg, det godt med. Det kan I læse mere om på min blog, hvis I har lyst. Også mere om, hvorfor jeg blev hjemmemor med nr 3 og 4, og ikke før. Og hvad jeg tænker om fremtiden.

Sagen er, at jeg også ret hurtigt blev grebet af en vis begejstring, for som opvejning til al den kritik, man kan møde, når man bryder normerne og tager sit barn ud af institutionerne (eller ikke sender dem afsted), så var hjemmemødre-foraerne fulde af gode argumenter for, hvorfor det er virkelig godt for børnene at blive passet hjemme.

Fx kunne man ble-afvende dem langt tidligere, fordi der var plads og rum og opmærksomhed til, at man kunne lære dem at lytte til deres egne behov og kroppe. De ville også udvikle deres sprog hurtigere, da der ville være mere voksenkontakt og mindre kaos. Jeg ved godt, at argumentationen er langt mere videnskabelig og grundig og alsidig, end jeg sætter det op her - men I kan jo selv læse op på det. Det er ikke min mening at diskutere for og imod hjemmepasning her. Den debat synes jeg ikke, der er et sort/hvidt svar på, heller.

Men min lille dreng så ihvertfald frem til at blive en mægtig stimuleret lille fyr med alskens kompetencer struttende ud af ørene. Det lød da spændende!

Jeg har sådan set været en lille smule moderne hist og pist med de andre 3 unger - jeg har brugt babytegn (hvoraf en 4-6 stykker virkelig hang ved, mens vi aldrig fik udviklet resten. ), jeg har brugt de nymodens stofbleer (ja, bleer til numsen af stof, de er virkelig smarte!), jeg har brugt løbecykler, så ungerne alle som en kunne cykle uden støttehjul på almindelige cykler, da de blev 3 år (hvorfor det så er vigtigt, ved jeg ikke rigtigt...), jeg har brugt slynge (for 11 år siden var det virkelig avantgarde at bruge en slynge.

Udgivet i GÆSTEBLOG

Læs mere...

onsdag, 24 september 2014 00:00

En hverdags-uge som hjemmegående med 4 børn

Pludselig er der skrevet og sagt en masse om, og af, hjemmegående kvinder i pressen. Jeg får en del spørgsmål om, hvad man laver i løbet af dagen. For dem, der er nysgerrige, så er I velkomne til at læse med her, hvor jeg vil skitsere, hvad denne uge er gået med.

Der ligger langt flere dagsrapporter i længere form, med flere refleksioner, på min blog som du finder nederst her på siden. På min blog skriver jeg om andre besværligheder i livet med børn, om livet efter, om beslutningen og om problemerne, som jeg ikke altid kan løse. Men her er den nøgne sandhed om uge 12 hos os, uden så meget indpakning:

Mandag

Det er jo 5 dage siden, er du da sindssyg, det kan jeg overhovedet ikke huske! Øeh - op kl 5.50 som altid, morgenmad med skolebørnene i køkkenet, mens de små stener Ramasjang med farmand. Skolebørn cykler i skole, følger Silvia i børnehave. Hun er der oftest 3 dage om ugen fra 9-13. Nogle uger kun 2, denne uge blev det til 4, for hun skulle da være med til discofest selvom det skulle holdes på hendes faste fridag.

Hjem til James, sige farvel til Daddy.

Formiddag: Lege med togbane med James, ordne vasketøj, mens han leger med biler, skrive fonds-ansøgninger og forberede et møde, putte James i barnevogn og købe ind, holde møde med min partner in crime med noget foreningsopstart (www.power-kids.dk, det bliver SÅ sejt!), hjem igen, hente Silvia kl 13, James vågner i barnevognen.

Eftermiddag: Både Molly og Bastian har venner med hjem fra skole. Der er børn over det hele hele eftermiddagen, jeg bager to plader boller og skærer en million gulerødder ud. Vi spiser som regel et lille måltid sammen med legekammerater kl 15. Ordner mere vasketøj, rydder lidt op, tørrer køkkengulvet over, skriver mails, mens de små er lykkeligt underholdt af de store børn på trampolin og med mudderkager.

Nyde en kop kaffe på terrasen (5 minutter, inden der kommer sneglehuse i den, og Silvia har fået våde sokker). Starter aftensmad kl 17.

Aften: Går slag i slag - mad, bad, film (fx et afsnit af Lille Nørd), bog, sove for de små.

De store nulrer rundt, laver ofte madpakker (når de ikke gør, laver jeg dem eller de får kantinepenge med) hopper lidt på trampolin og slår hinanden ned, går i karbad. Jeg hjælper med lektier enten eftermiddag eller aften.

Molly bliver puttet med en godnathistorie (Børnemagt af Morgenthaler) kl 20, mens de små hopper i min seng. De små går i seng kl 20.30 (for sent for Silvia, men sådan er det). Bastian kl 21.30. Mor går i seng lige derefter med en god bog.

Aftenrutinen lyder systematisk, men ofte har jeg ikke styr på en skid. Og har derfor vildt dårlig samvittighed over, at jeg ikke formår at "nå" alle unger lige meget hver aften. Den tager vi en anden gang.

Tirsdag

Samme morgen. Tirsdag er ellers Silvias fridag, hvor vi tager i legestue, men ikke i dag. Har aftale, som kompromitterer mit nærvær, og det irriterer mig.

Formiddag: Er lidt ophidset over, at jeg skal holde et vigtigt møde med lederen af Fritidsordningen på skolen om det der Powerkids. Det er kl 12, så resten af formiddagen skal passe med, at James sover trygt i barnevognen imens.

Vi leger med biler og tog, spiser spejlæg, snitter kiwier, når også at skide på gulvet (James, den kære lille sjæl, ikke mig ;-/....) og maile lidt. Tager et karbad sammen. Går lidt ud i haven, indtil James insisterer på at jokke på mine nytilsåede bede - så gynger vi og går ind. Ordner vasketøj, han vil alligevel ikke have, at jeg blander mig i billegen.

Går kl 11, køber ind på vejen, når at tale i tlf med god veninde og møde en anden veninde til kaffe i skolens cafe. Mødet kl 12 går godt. Pyha.

Eftermiddag: Hente Silvia kl 13, James vågner. Hjem, børn har venner på besøg. Ellers som i går, men jeg går til møde på Rådhuset kl 17, så der er barnepige på. Laver lidt påskepynt med Silvia og Molly. Bager æblekage, som Molly elsker og Bastian hader, så de bliver uvenner. Når at forberede aftensmad til barnepige og unger, så hun bare skal varme suppe og skære foccacia ud. Arrangerer noget alternativ transport til de store børn, de skal til Hip Hop sammen på et nyt hold kl 18.45, så en anden forælder kører dem. Hjemme kl 20.30 til trætte børn. Putter i en fart under overskuelig modstand, går selv tidligt til ro.

Onsdag

Op kl 5 for at ordne nogle mails og noget research med forening og med den legestue, jeg administrerer.

Samme morgen, idag dog med røræg og bacon. James er med i børnehave, og vi leger længe på legepladsen.

Så kører vi over på skolen i ladcyklen med en glemt madpakke og min ældste søns guitar, som han har glemt. Og en rollespils økse på ca 2 meter. Vi tonser rundt på skolen længe og taler med mange folk og kører i elevator. Det er sjovt!

Går på biblioteket. Hjem og putte James i barnevogn. Han er faldet i søvn i cyklen på vej hjem.

Denne uge når jeg ikke at tage en lang lur i dobbeltsengen med James i mine arme, det plejer jeg ellers. Molly har veninde med hjem fra skole.

Jeg henter Silvia først kl 14, det er hun meget sur over. Jeg putter hende på sofaen til en middagslur straks vi kommer hjem, læser en bog og krammer hende, til hun sover.

James sover stadig. Vi bager kage, laver noget klar til aftensmad, men men men - vi skal til minikoncert på Bastians musikskole kl 17.30, og det trækker ud. så aftensmaden bliver til 4 frysepizzaer fra fakta og saftevand, for vi er alle flade. Foran en tegnefilm på flimmeren. Hvor vi skændes. Forsøger at få alle mand i seng til tiden. Mislykkes. Rydder hele huset op. Og jeg kommer til at læse i en god bog alt for længe. Og skrive på noget fondsansøgning. Har ide til større samarbejde med skolerne i kommunen, og det bruger jeg lidt for lang tid på. Ringer til min mor og siger piv piv over aftenen.

Torsdag

Almindelig morgen, klatkager på menuen (risengrødsrest fra fryseren).

Silvia har fri idag, vi tager i legestue. Et skønt sted i Helsinge, check facebook Helsinge Legestue Haletudserne. Skal lige nå at købe nogle forsyninger ind til legestuen, og aflevere endnu en glemt madpakke på skolen. Løber ind i nogle venner derovre, bliver hængende på legepladsen med de små og snakker. I legestue til kl 13, det er hyggeligt, men fordi Silvia skændes en del med en anden ellers sød pige, går det lidt heftigt for sig.

Hjem og putte James i en fart. Han sover til kl 16 i barnevognen, farvel aftenfred. De store kommer hjem, bager en masse boller af den dej, jeg satte over i aftes . Kun Bastian på 11 har venner med hjem, 3 stk. Silvia går i brædderne foran Pocahontas, er altid helt flad ved 13-tiden. Burde faktisk fast have en middagslur, men det her med at slappe af med en god film, en bog og kram ad lib. duer også. Ordne vasketøj, hjælpe Molly med at rydde op i sine skabe. Og mailer, læser mails, ordne Powerkids. Og sætte mad over. Og løbe i Fakta efter det sidste. Molly skal til spejder kl 17, Bastian til Parkour kl 18. Aften alene med de små, vildt hygge, de sover dog ikke, da min mand kommer hjem efter at have hentet de store. Han putter de små og falder i søvn derinde. Jeg bager rugbrød af dej, jeg satte over i går (læs på min blog om, hvor åndssvagt det er at bage rugbrød selv, og hvorfor, jeg alligevel gør det), og sætter vækkeuret til at kunne tage det ud af ovnen senere. Jeg lægger de store i seng, og går omkuld kl 22.

Fredag:

Rolig morgen. Aviser! Beslutter at sende Silvia i børnehave, - der er diskofest. Fredag er ellers fast fridag, for vi skal til rytmik i legestuen kl 14 ,og vi plejer at tage derover kl 10 og hygge hele formiddagen.

Molly får til gengæld en fridag, hun er helt mast efter at have taget 10 km mærke til spejder i aftes. Hun nyder at lege med sin lillebror i fred for de andre søskende, jeg må ikke være med, så jeg mailer, taler med en veninde i tlf, gør rent, og lægger rent sengetøj på.

Kl 11 opdager jeg, at katten har fået spoleorm (15 cm lange orm, ca 20 af dem, fedtet ind i slimet katteafføring (undskyld) ovenpå regnslaget til barnevognen, der står i carporten). Putte James i nu renskuret og klorinrenset barnevogn, akut sprint til dyrelægen på gågaden i Helsinge efter ormekur. Føj for den lede. Er lige ved at aflevere morgenmaden i en skraldespand på vejen.

Molly nyder freden alene i huset imens. Med småkager, te og film.

Køber ind på vejen hjem. Ud igen til et interview med en lokalavis om Powerkids, mens James er med i barnevogn, sovende. Hjem til Molly, spise frokost med hende. James vågner, han får en mad, mens vi læser en bog. Vi tager bilen over og hente Silvia, dropper Molly af på skolen. Hun følges med nogle veninder og en anden mor til Hillerød, hvor de går til Heltetræning. Idag er sidste gang, så de fejrer med Pizzeria bagefter.

Silvia er i fuldt diskofestskrud, men ligbleg og dødtræt. Vi ankommer til legestuen, hvor Silvia slet ikke orker rytmik. Som forventet. Jeg har mad med, som vi spiser, mens vi kigger på de andre, der synger. James drysser rundt og hygger sig med et giga udvalg af legetøj, mens Silvia og jeg går lidt til og fra syngeriet. KL 15 er det slut, men vi bliver hængende og tegner til 16 i fred, skønt.

Hjem og hente Bastian og køre til Hillerød, han skal have nye strenge til sin el-guitar. Vi tager pitstop på tanken efter pølsehorn, kakao og kaffe, klamt, men frydefuldt. Ordner indkøb af diverse, mens Silvia sover som en sten i bilen, med prinsessekjole, tiara og læbestift i hele visiret, og Bastian passer på hende og hører musik.

Købe lidt mere snask ind på vejen hjem, det er jo fredag.

Hjem, de små leger på trampolinen og gyngerne og hiver nok mine små babyplanter op, mens Bastian snakker nonstop om computerspil, og jeg varmer alle de rester, jeg kan finde i køleskabet. Vi spiser, og så skriver jeg det her. Nu er der Disneysjov, jeg tager et glas vin, og om lidt kommer min mand hjem med en meget træt Molly. Der er dukkekager, æblekagerest, dumleslikpinde og vandmelon til dessert.

Udgivet i GÆSTEBLOG

Læs mere...

tirsdag, 23 september 2014 00:00

En hjemmegående karriere

"Nå da. Jeg har tid for mig selv i denne uge. Min ældste søn besøger en kammerat på Frederiksberg, mine to døtre besøger mine forældre på Vesterbro, så jeg er alene med lille James. Lige nu ser han Anders And og spiser ærter og glutenfri quinoa-kiks. Ha ha, nej han gør ej, han spiser faktisk de der klamme grill-chips-hjul fra Kims OG ærter. Og griner højt til Anders And.

De to første var ikke løgn! Hvorom alting er, så sidder jeg nu på terrassen og koger af med et glas Asti og tænker lidt over den kommende tid.

Det betyder, at jeg lader vasketøjet hænge (himlen er gråsort, svalerne flyver lavt, det bliver en om-vask i morgen), ikke gider tømme badebassinet (dvs det bliver punkteret i løbet af natten af et eller andet stikkende fuglemonster med tørst), ikke fejer terrassen for den foregående uges madrester (blind tro på, at nogle kryb fjerner det for os på øko-vis med tiden - eller en eller anden knaldpotte jokker i det, og så er det jo væk fra fliserne alligevel), og laver rugbrødsmadder til aftensmad til mig og Bimse (dvs. James, den stakkel, hedder også Bimse. Hvad er jeg for en mor. James=Jim=Jimse=Bimse.)

Næh, jeg sidder her og skriver. Håber, at jeg har noget klarhed om lidt. Jeg mangler nemlig et ord. Flere, faktisk. For der sker en udvikling i samfundet, hvor vores ordforråd synes forældet, og hvor der skyder nye forståelser af gamle termer op.

Det er blevet moderne at passe sine børn selv. Det siger de selv i fjernsynet. De ældre damer i cafeteriaet i Kvickly siger det også, når vi falder i snak over kolbe-kaffen (der er et lille glasbur med kæmpe-lego, som James og ret mange andre hjemme-passede børn elsker, så det sker ikke så sjældent, at en indkøbstur ender med kolbekaffe, leg og snak med damer i pæne slacks og blånet hår. Eller min kreds af andre mødre med hjemmepassede børn).

Der er et lille problem med titler her, ikke? For det hedder jo ikke rigtig hjemmegående, for den nye bølge af forældre (oftest kvinder), der vælger til i hjemmet fremfor arbejdet, de gør det jo som reaktion på den omsiggribende og angiveligt alt for tidlige institutionalisering, der i løbet af de sidste 30 år er blevet kotume i Danmark. Det handler om at passe sine børn selv derhjemme i stedet for at sende dem i institution. Man er ikke hjemmegående, egentlig, man er hjemmepasser (pas på med ved et uheld at tilføje et ekstra "s" i midten af det ord. Den fejl har jeg set et par gange. Ikke heldigt for argumentationen.)

Der er ikke så stor furore, ikke så mange kroniker, om at lade være med at være udearbejdende for at gå hjemme og passe huset, hunden, surdejen, manden. Der skal børn til, før ligningen går op. Hjemmegående er ikke dækkende. Hjemmepasser? Det er vist det moderne term for den nutidige bølge. Det forstod damerne i Kvickly altså ikke.

Hvad så, når man sender sine sidste børn i institution og stadig ikke bliver lønarbejdende? Her roder termerne også, for der er også hjemmepassere, der pga fleksible arbejdstider, eget firma eller hjemmearbejdsplads stadig har en indkomst, men stadig er hjemmepassere. Så vi har altså hjemmepassere (pas på med det "s"!) uden indkomst (de kan dog i nogle tilfælde få penge fra kommunen for at passe egne børn eller være private dagplejere), hjemmepassere med indkomst, og hjemmegående, som dækker alle dem, der hverken har en indkomst eller arbejdsplads.

Ikke?

Nu f.eks. mig. Med mine første to børn var jeg lidt over et år på barsel med SUklip, dvs teknisk set ikke hjemmegående, men på barsel fra studiet. Drømmescenarie for mange ældre, der ikke har haft den luksus at kunne få penge for at gå hjemme med deres småbørn. Jeg var ikke hjemmegående, men på barsel.

Jeg har været hjemmepasser af mine yngste døtre, mens jeg først var på barsel med min yngste søn og derefter hjemmepasser af dem begge to. Så startede Silvia i børnehave sidste september. Siden har jeg været hjemmepasser af James på nu 2,5 år. Jeg er nu jobsøgende, da økonomien har haltet for meget, desværre. Men jeg er stadig hjemmepasser, da jeg ikke vil sende ham afsted, før jobbet er der. Jeg vil helst slet ikke i job, hvis jeg kunne lade være, men det tillader vores økonomi ikke længere, ser det desværre ud til.

Jeg ved ikke, hvordan det hele skal hænge sammen, vi tager det en dag ad gangen, siger jeg kækt. Mens jeg ligger søvnløs i varmen og sveder både over hedebølgen og ved tanken om morgener, hvor vi alle skal ud af døren og afleveres, alle de afskeder, jeg skal klare, og så at være væk fra dem alle hele dagen. Pyyyha. Ak mit hjerte.

Nå -

termer.

Jo, altså, lad os nu sige, at det lykkes mig at forblive udenfor jobmarkedet, både det derude og en hjemmearbejdsplads. James skal så på et tidspunkt i børnehave, over til sin søster, hvor han allerede elsker at være. Jeg tror, at det bliver godt for ham, selvom jeg allerede skælver ved tanken om alt det, jeg så vil gå glip af at opleve sammen med ham. Jeg håber, han kun skal være der en halv dag ad gangen.

Bevares, han er pisseirriterende til tider, men han er edderbaduljeme også kær! Det er en helt fysisk ting, det der med at være så tæt sammen med sit barn hele døgnet, jeg føler mig forbundet med ham på en måde, jeg ikke helt gjorde med de andre 3, som var i vuggestue. Det er jo klart nok, vi er stort set altid sammen. Jeg blev også helt tæt med Silvia i det år, hun ikke gik i børnehave, på samme måde, og det tog lang tid, før jeg holdt op med at føle, at min favn ligesom var tom, når hun var afsted. Selvom James var hjemme.

Videre - eller tilbage til sagen - hvis nu jeg finder en måde at være hjemme på, selvom alle 4 børn er i hhv skole og institution.

Er jeg så hjemmegående? Ja, det vil jeg mene. I gammeldags forstand.

Jeg tager mig af hus og hjem og børn, min mand tager sig af penge, biler, tagrender (ha, you wish, de er ikke blevet renset i to år) og hække (same same). Forsikringer og græsslåning er gråzoner, julegaver er mit gebet, indtil han pludselig kommer hjem med Ipad minier til de store udenfor nummer.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg har lyst til at skulle mere end være base i familien. Jeg holder meget af at være herhjemme, har et godt netværk, nyder at kende mine børns verden og kunne være helt tæt på, når de har brug for det. Har tid til at yde en stor indsats i lokalmiljøets mange frivillige projekter. Og blabla.

Der er mange små grunde til, at jeg ikke trænger til at være i arbejde. Lidt hjemme-baserede tjanser vil være fint, så måske er det det, der er vejen frem. Eller 20 timer om ugen lokalt. Det ville sørme være fedt. Så hedder det ikke hjemmegående mere, det er jeg ret sikker på.

Men man kan godt på en eller anden måde være hjemmegående OG arbejde lidt hjemme samtidig, fornemmer jeg på jargonen? Ligesom man kan være hjemmepasser og arbejde hjemmefra eller flexe?

"Er det også moderne at være hjemmegående?", spurgte en nydelig dame i violet spadseredragt og let rystende stemmeføring mig i cafeteriaet. "Det ved jeg faktisk ikke", svarede jeg. Jeg tror, at der skal være børn inde i billedet, før det er moderne.

Bare at fravælge karrieren er vist ikke prydet med norm-bryderens laurbærkrans. Egentlig sjovt, at det hedder "kvinder (- ja undskyld, men jeg har sjældent læst om mænd i den sammenhæng, selvom de findes) fravælger karrieren for at gå hjemme" - for vi har jo ikke en karriere allesammen, mange af os har et arbejde, et job, noget, der giver smør på brødet og som er fint nok.

"Karriere" er et tungt ladet ord med en evigt opstigende graf mod stadigt mere interessante, indflydelsesrige og (ikke mindst) indbringende stillinger i et livsforløb.

Min "karriere" handler også om mit liv som forælder på barsel, som hjemmepasser, som alt muligt andet end (periodisk, jeg HAR altså arbejdet temmeligt meget i mit liv, tro det eller ej) løn-indbringende menneske. Jeg tror, vi ville gøre vel i at udvide forståelsen af "karriere".

Når folk skriver deres maratonløb og deres golf-handicap på CV'et som en integreret del af deres levnedsbeskrivelse, som en del af deres karriere, så skal os, der ikke arbejder, sørme tage os selv i kraven og indtænke vores tid som hjemmegående MED eller UDEN hjemmepassede børn som en del af vores kompetence-udvikling, en del af karrieren.

Det er faktisk skørt og ude af trit med virkeligheden, når valget af at gå hjemme sættes i bås som en "fravalg af karrieren". Som et sidespor, der i karrieremæssig forstand leder durk ud i livets udkantsDanmark, et udkrudtshærget trinbrædt, hvor toget kun standser, når man ringer på klokken.

Det er det jo ikke, det er en drejning af hovedlinien, som ingen alligevel ved, hvor går hen, når man står her midt i livet. Jeg er 37 år, jeg har sandsynligvis 30-35 aktive år tilbage. Der kan sørme ske meget i mellemtiden!

Hm - blev du klogere? Er det moderne at være hjemmegående?

Så bliver jeg forhåbentlig piv-smart, når James skal i børner i løbet af efteråret. Ellers må jeg blive hjemmegående på deltid. Eller noget. Mens jeg kører James ind i børnehave, hjælper mine to ældste med et forestående skoleskift og derudover tager mig af huset, maden, haven og sociale arrangementer.

Det gør jeg med glæde, og det er min karriere. Som er i fuld gang. Som jeg bliver bedre og bedre til. Som jeg lærer sindssygt meget af. Som er det sværeste, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Det mest udfordrende, og det mest indbringende. Det må eventuel kommende arbejdsgiver så forholde sig til.

Karriere en vel det, man har beskæftiget sig med gennem sit liv. Ikke?

Hjemmepasser er, når ens børn ikke går i institution, ikke?

Hjemmegående er, når en voksen i en husholdning selvvalgt ikke har en indkomst, ikke?

Er I enige?

Udgivet i GÆSTEBLOG

Læs mere...