Når der kommer en ny baby i familien, ændrer hverdagen sig for alle – også for storebror eller storesøster. Mange forældre oplever, at det store barn pludselig får svært ved at falde i søvn, vågner om natten eller vil sove i mor og fars seng. Det er helt normalt. Her kan du læse, hvorfor det sker, og hvad du kan gøre for at hjælpe dit store barn til god søvn igen.
Hvorfor sover det store barn dårligere?
En ny lillebror eller lillesøster er en stor forandring. Det store barn skal pludselig dele mor og far, og hverdagen er fyldt med nye lyde, nye rutiner og mindre tid alene med forældrene. Mange børn reagerer ved at blive mere usikre, og det viser sig ofte netop ved sengetid, hvor barnet skal give slip og være alene.
Nogle børn får sværere ved at falde i søvn, andre begynder at vågne om natten, og nogle går tilbage i udviklingen for en periode, fx ved at ville have sut, flaske eller ble igen. Det er en naturlig reaktion, som for de fleste går over, når familien har fundet en ny rytme.
Hold fast i de kendte utiner
Genkendelighed giver tryghed. Prøv så vidt muligt at holde fast i det store barns vante rutiner ved sengetid – det samme tidspunkt, den samme rækkefølge og de samme små ritualer, fx bad, nattøj, tandbørstning og godnathistorie.
Hvis det er muligt, er det en fordel, at den samme voksne putter det store barn som før. Har I brug for at lave om på puttesituationen, så gør det gerne i god tid, før baby kommer, eller i små skridt.
Giv det store barn sin egen tid
Mange store søskende savner tid alene med mor eller far. Et kvarter om dagen, hvor barnet har jeres fulde opmærksomhed, kan gøre en stor forskel – også for søvnen.
Puttetiden kan være et godt tidspunkt til netop det: Læg telefonen væk, læs en ekstra historie, og tal om dagen.
Fortæl gerne barnet, at det er helt i orden at have blandede følelser over at være blevet storebror eller storesøster. Det kan være svært at sætte ord på for et lille barn, og det hjælper at mærke, at de voksne forstår.
Skab ro i soveværelset
En rolig aftenstemning hjælper de fleste børn med at falde i søvn:
- Dæmp lyset og sluk for skærme i god tid før sengetid.
- Hold soveværelset mørkt, roligt og ikke for varmt.
- Giv barnet en tryghedsting, fx en bamse eller en nusseklud.
- Sover søskende i samme værelse, kan en hvid støj-maskine eller dæmpet musik gøre babyens lyde mindre forstyrrende.
Når det store barn vil sove hos jer
Mange store søskende vil gerne sove i forældrenes seng, når der er kommet en baby. Det er forståeligt – barnet søger tryghed. Det er op til jer, hvad der fungerer i jeres familie.
Vil I gerne have, at barnet sover i sin egen seng, kan det hjælpe at sidde hos barnet, til det falder i søvn, og så gradvist sidde lidt længere væk aften for aften.
Husk, at det af sikkerhedshensyn frarådes, at et stort barn sover i samme seng som en lille baby. Babyen skal sove på ryggen i sin egen seng eller vugge, med en let dyne eller i en sovepose.
Vær tålmodig – det går over
For de fleste børn bliver søvnen bedre igen, når de har vænnet sig til den nye familiesituation. Det kan tage nogle uger eller måneder. Imens kan det hjælpe at sænke forventningerne, skiftes til nattevagterne og tage imod hjælp fra familie og venner, så I voksne også får hvilet.
Fortsætter søvnproblemerne længe, eller virker barnet meget ked af det, utrygt eller træt i løbet af dagen, er det en god idé at tale med sundhedsplejersken, jeres læge eller pædagogerne i institutionen.
Kilder: Sundhedsstyrelsens anbefalinger om sikker søvn for spædbørn.