Du er her:min barsel»Nyheder»Jordemoder bag stor succes med fødeklinik i Gentofte
tirsdag, 05 september 2017

Jordemoder bag stor succes med fødeklinik i Gentofte

Skrevet af 
Jordemoder Louise Zielinski har haft travlt siden hun den 1. august 2017 slog dørene op for den nye fødeklinik i Gentofte. 

Det er ikke nogen nyhed, at det er jordemoder Louise Zielinski der står bag Danmarks første private fødeklinik, der åbnede sin første afdeling en varm sommerdag i Slagelse i 2013. Det er heller ikke nogen nyhed, at jordemoder Louise Zielinski's private fødeklinik Storkereden i Smedelundsgade i Holbæk har været ramme om at modtage babyer siden 2016, og at Louise senere udvidede konceptet i samarbejde med Region Sjælland til også at have fødeklinikker både i Roskilde og Holbæk.

Det nye er, at hun har åbnet en ny fødeklinik i Gentofte og at Region Hovedstaden dermed har fået endnu en privatklinik. Den 1. august 2017 slog Storkereden nemlig dørene op til sin nyetablerede fødeklinik i Gentofte. 


Nød lærer nøgen kvinde at spinde

Efter en hverdag som jordemoder på en fødegang på Hvidovre Hospital, tænkte jordemoder Louise Zielinski, at jordemoderlivet måtte kunne udfoldes anderledes. Hun synes ikke, at der var tid nok til de fødende, og hun følte, at hun var nødsaget til at gå på kompromis med adskillige faktorer som  kunne give den fødende en god fødsel. Faktorer som ro og tryghed blandt andet, og så var der det med kendtheden. Louise kendte ikke på forhånd de kvinder hun skulle føde med, eller rettere, de kendte ikke hende, hvilket hun syntes var en altoverskyggende stor ulempe.

At man ikke kender sin jordemoder påvirker trygheden hos den fødende, og trygheden er alfa og omega for, at en kvindes fødsel kommer til at foregå naturligt og roligt, og ikke ender som en medicinsk fødsel, altså en fødsel med indgreb. Det fik hende til at springe ud som selvstændig.

Louise har gennem mange års passioneret arbejde haft fokus på de fødende kvindes frie valg og hendes private klinikker, som går under den samlede betegnelse Storkereden, har gennem de sidste tre år med stor succes hjulpet babyer til verden på fødeklinikker i Slagelse, Holbæk og Roskilde. Altså klinikker, der er etableret i samarbejde med Region Sjælland og som udgør en del af det offentligt betalte tilbud til gravide i regionen.

Vundet bred accept blandt de fødende

Også mange gravide fra Region Hovedstaden har gennem tiden vist stor interesse for klinikkerne i Region Sjælland og har henvendt sig fordi de gerne ville føde der.

 I 2016 gjorde Region Hovedstaden det så endelig muligt, for regionens kvinder at vælge Storkereden gennem frit sygehusvalg, og siden da har presset på Fødeklinik Storkereden i Roskilde været massivt. Det er en af grundene til at Fødeklinik Storkereden, har taget skridtet og har åbnet en klinik i Gentofte. 

Louise Zielinski håber at kunne udbrede konceptet til hele Danmark. Indtil videre er hun godt i gang med seneste skud på stammen i Gentofte, hvor hun altså har åbnet en klinik for kvinder fra Region Hovedstaden. Og det går fremragende.