Man kan tale om højsæson og lavsæson med hensyn til hvornår der fødes flest børn i Danmark, og netop her i sommermånederne er der normalvis højsæson for fødsler. Men udover det, vil antallet af børn i 2016 stige mere end normalt og der er decideret tale om et babyboom som netop peeker lige nu.
Denne sommer er der mere travlhed end normalt på de danske fødeafdelinger. Ifølge en undersøgelse foretaget af Politiken Research vil der på landsplan komme over 1200 flere babyer til verden i juni, juli og august, end der gjorde i de samme måneder sidste år.
Ialt vil der komme 16.200 sommerbabyer i 2016, viser undersøgelsen der er indhentet fra fødselsprognoser der er baseret på terminsdato fra samtlige af landets 21 fødeafdelinger.
Enkelte fødeafdelinger oplever en markant stigning i fødsler sammenlignet med sidste år, fx oplever afdelingen Herning/Holstebro under Hospitalsenheden Vest, en generel stigning i fødsler på 14 procent og en stigning i fødsler på knap 25 procent i august måned.
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der i årets første kvartal er blevet født knap 1000 flere babyer, end der blev født i samme kvartal sidste år, og alt tyder på at vi i Danmark i 2016 kan sige velkommen til 60.000 nye verdensbogere for første gang i flere år.
Tallene fra Danmarks Statistik viser også, at der for andet år i træk er sket en stigning i antallet af fødsler med 58.205 fødsler i 2015. Mens det laveste antal fødsler siden 1987 var i 2013 med 55.873 nyfødte.