Du er her:min barsel»ARTIKLER»GÆSTEBLOG»En hjemmegående karriere

En hjemmegående karriere

Skrevet af 
"Nå da. Jeg har tid for mig selv i denne uge. Min ældste søn besøger en kammerat på Frederiksberg, mine to døtre besøger mine forældre på Vesterbro, så jeg er alene med lille James. Lige nu ser han Anders And og spiser ærter og glutenfri quinoa-kiks. Ha ha, nej han gør ej, han spiser faktisk de der klamme grill-chips-hjul fra Kims OG ærter. Og griner højt til Anders And.
 
 

 
De to første var ikke løgn! Hvorom alting er, så sidder jeg nu på terrassen og koger af med et glas Asti og tænker lidt over den kommende tid.
 
Det betyder, at jeg lader vasketøjet hænge (himlen er gråsort, svalerne flyver lavt, det bliver en om-vask i morgen), ikke gider tømme badebassinet (dvs det bliver punkteret i løbet af natten af et eller andet stikkende fuglemonster med tørst), ikke fejer terrassen for den foregående uges madrester (blind tro på, at nogle kryb fjerner det for os på øko-vis med tiden - eller en eller anden knaldpotte jokker i det, og så er det jo væk fra fliserne alligevel), og laver rugbrødsmadder til aftensmad til mig og Bimse (dvs. James, den stakkel, hedder også Bimse. Hvad er jeg for en mor. James=Jim=Jimse=Bimse.)
 
Næh, jeg sidder her og skriver. Håber, at jeg har noget klarhed om lidt. Jeg mangler nemlig et ord. Flere, faktisk. For der sker en udvikling i samfundet, hvor vores ordforråd synes forældet, og hvor der skyder nye forståelser af gamle termer op.
 
Det er blevet moderne at passe sine børn selv. Det siger de selv i fjernsynet. De ældre damer i cafeteriaet i Kvickly siger det også, når vi falder i snak over kolbe-kaffen (der er et lille glasbur med kæmpe-lego, som James og ret mange andre hjemme-passede børn elsker, så det sker ikke så sjældent, at en indkøbstur ender med kolbekaffe, leg og snak med damer i pæne slacks og blånet hår. Eller min kreds af andre mødre med hjemmepassede børn).
 
Der er et lille problem med titler her, ikke? For det hedder jo ikke rigtig hjemmegående, for den nye bølge af forældre (oftest kvinder), der vælger til i hjemmet fremfor arbejdet, de gør det jo som reaktion på den omsiggribende og angiveligt alt for tidlige institutionalisering, der i løbet af de sidste 30 år er blevet kotume i Danmark. Det handler om at passe sine børn selv derhjemme i stedet for at sende dem i institution. Man er ikke hjemmegående, egentlig, man er hjemmepasser (pas på med ved et uheld at tilføje et ekstra "s"  i midten af det ord. Den fejl har jeg set et par gange. Ikke heldigt for argumentationen.)
Der er ikke så stor furore, ikke så mange kroniker, om at lade være med at være udearbejdende for at gå hjemme og passe huset, hunden, surdejen, manden. Der skal børn til, før ligningen går op. Hjemmegående er ikke dækkende. Hjemmepasser? Det er vist det moderne term for den nutidige bølge. Det forstod damerne i Kvickly altså ikke. 

 
 
Hvad så, når man sender sine sidste børn i institution og stadig ikke bliver lønarbejdende? Her roder termerne også, for der er også hjemmepassere, der pga fleksible arbejdstider, eget firma eller hjemmearbejdsplads stadig har en indkomst, men stadig er hjemmepassere. Så vi har altså hjemmepassere (pas på med det "s"!) uden indkomst (de kan dog i nogle tilfælde få penge fra kommunen for at passe egne børn eller være private dagplejere), hjemmepassere med indkomst, og hjemmegående, som dækker alle dem, der hverken har en indkomst eller arbejdsplads. 
 
Ikke?
 
Nu f.eks. mig. Med mine første to børn var jeg lidt over et år på barsel med SUklip, dvs teknisk set ikke hjemmegående, men på barsel fra studiet. Drømmescenarie for mange ældre, der ikke har haft den luksus at kunne få penge for at gå hjemme med deres småbørn. Jeg var ikke hjemmegående, men på barsel. 
 
Jeg har været hjemmepasser af mine yngste døtre, mens jeg først var på barsel med min yngste søn og derefter hjemmepasser af dem begge to. Så startede Silvia i børnehave sidste september. Siden har jeg været hjemmepasser af James på nu 2,5 år. Jeg er nu jobsøgende, da økonomien har haltet for meget, desværre. Men jeg er stadig hjemmepasser, da jeg ikke vil sende ham afsted, før jobbet er der. Jeg vil helst slet ikke i job, hvis jeg kunne lade være, men det tillader vores økonomi ikke længere, ser det desværre ud til.
 
Jeg ved ikke, hvordan det hele skal hænge sammen, vi tager det en dag ad gangen, siger jeg kækt. Mens jeg ligger søvnløs i varmen og sveder både over hedebølgen og ved tanken om morgener, hvor vi alle skal ud af døren og afleveres, alle de afskeder, jeg skal klare, og så at være væk fra dem alle hele dagen. Pyyyha. Ak mit hjerte. 
 
Nå - 
termer. 
 
Jo, altså, lad os nu sige, at det lykkes mig at forblive udenfor jobmarkedet, både det derude og en hjemmearbejdsplads. James skal så på et tidspunkt i børnehave, over til sin søster, hvor han allerede elsker at være. Jeg tror, at det bliver godt for ham, selvom jeg allerede skælver ved tanken om alt det, jeg så vil gå glip af at opleve sammen med ham. Jeg håber, han kun skal være der en halv dag ad gangen.
 
Bevares, han er pisseirriterende til tider, men han er edderbaduljeme også kær! Det er en helt fysisk ting, det der med at være så tæt sammen med sit barn hele døgnet, jeg føler mig forbundet med ham på en måde, jeg ikke helt gjorde med de andre 3, som var i vuggestue. Det er jo klart nok, vi er stort set altid sammen. Jeg blev også helt tæt med Silvia i det år, hun ikke gik i børnehave, på samme måde, og det tog lang tid, før jeg holdt op med at føle, at min favn ligesom var tom, når hun var afsted. Selvom James var hjemme.
 
Videre  - eller tilbage til sagen - hvis nu jeg finder en måde at være hjemme på, selvom alle 4 børn er i hhv skole og institution.
 
Er jeg så hjemmegående? Ja, det vil jeg mene. I gammeldags forstand.
 
Jeg tager mig af hus og hjem og børn, min mand tager sig af penge, biler, tagrender (ha, you wish, de er ikke blevet renset i to år) og hække (same same). Forsikringer og græsslåning er gråzoner, julegaver er mit gebet, indtil han pludselig kommer hjem med Ipad minier til de store udenfor nummer.
 
Jeg synes faktisk ikke, at jeg har lyst til at skulle mere end være base i familien. Jeg holder meget af at være herhjemme, har et godt netværk, nyder at kende mine børns verden og kunne være helt tæt på, når de har brug for det. Har tid til at yde en stor indsats i lokalmiljøets mange frivillige projekter. Og blabla.
 
Der er mange små grunde til, at jeg ikke trænger til at være i arbejde. Lidt hjemme-baserede tjanser vil være fint, så måske er det det, der er vejen frem. Eller 20 timer om ugen lokalt. Det ville sørme være fedt. Så hedder det ikke hjemmegående mere, det er jeg ret sikker på.
 
Men man kan godt på en eller anden måde være hjemmegående OG arbejde lidt hjemme samtidig, fornemmer jeg på jargonen? Ligesom man kan være hjemmepasser og arbejde hjemmefra eller flexe? 
 
"Er det også moderne at være hjemmegående?", spurgte en nydelig dame i violet spadseredragt og let rystende stemmeføring mig i cafeteriaet. "Det ved jeg faktisk ikke", svarede jeg. Jeg tror, at der skal være børn inde i billedet, før det er moderne. 
 

Bare at fravælge karrieren er vist ikke prydet med norm-bryderens laurbærkrans. Egentlig sjovt, at det hedder "kvinder (- ja undskyld, men jeg har sjældent læst om mænd i den sammenhæng, selvom de findes) fravælger karrieren for at gå hjemme" - for vi har jo ikke en karriere allesammen, mange af os har et arbejde, et job, noget, der giver smør på brødet og som er fint nok.

 
 
"Karriere" er et tungt ladet ord med en evigt opstigende graf mod stadigt mere interessante, indflydelsesrige og (ikke mindst) indbringende stillinger i et livsforløb.
 
Min "karriere" handler også om mit liv som forælder på barsel, som hjemmepasser, som alt muligt andet end (periodisk, jeg HAR altså arbejdet temmeligt meget i mit liv, tro det eller ej) løn-indbringende menneske. Jeg tror, vi ville gøre vel i at udvide forståelsen af "karriere".
 
Når folk skriver deres maratonløb og deres golf-handicap på CV'et som en integreret del af deres levnedsbeskrivelse, som en del af deres karriere, så skal os, der ikke arbejder, sørme tage os selv i kraven og indtænke vores tid som hjemmegående MED eller UDEN hjemmepassede børn som en del af vores kompetence-udvikling, en del af karrieren.
 
Det er faktisk skørt og ude af trit med virkeligheden, når valget af at gå hjemme sættes i bås som en "fravalg af karrieren". Som et sidespor, der i karrieremæssig forstand leder durk ud i livets udkantsDanmark, et udkrudtshærget trinbrædt, hvor toget kun standser, når man ringer på klokken.
 
Det er det jo ikke, det er en drejning af hovedlinien, som ingen alligevel ved, hvor går hen, når man står her midt i livet. Jeg er 37 år, jeg har sandsynligvis 30-35 aktive år tilbage. Der kan sørme ske meget i mellemtiden!
 
Hm - blev du klogere? Er det moderne at være hjemmegående?
 
Så bliver jeg forhåbentlig piv-smart, når James skal i børner i løbet af efteråret. Ellers må jeg blive hjemmegående på deltid. Eller noget. Mens jeg kører James ind i børnehave, hjælper mine to ældste med et forestående skoleskift og derudover tager mig af huset, maden, haven og sociale arrangementer.
 
Det gør jeg med glæde, og det er min karriere. Som er i fuld gang. Som jeg bliver bedre og bedre til. Som jeg lærer sindssygt meget af. Som er det sværeste, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Det mest udfordrende, og det mest indbringende. Det må eventuel kommende arbejdsgiver så forholde sig til. 
 
Karriere en vel det, man har beskæftiget sig med gennem sit liv. Ikke?
Hjemmepasser er, når ens børn ikke går i institution, ikke?
Hjemmegående er, når en voksen i en husholdning selvvalgt ikke har en indkomst, ikke? 
 
Er I enige?
 
 
Skrevet af