Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Log på

Log ind til din KLUB-MB konto

Brugernavn *
Kodeord *
Husk Mig

Skal børn smage på maden før de må takke nej?

Skrevet af 
På Opdragelsesdebatten er det store emne i disse dage måltidet, hvilket er en kærkommen mulighed for at få inspiration til at give sit eget måltid et eftersyn og ikke mindst give sine egne gode erfaringer videre til andre.


For os på Blackbird Institute er det en menneskeret selv at bestemme, hvad vi lukker ind i vores mund. Det gælder for både børn og voksne. Alt andet er et overgreb.

Børn har  evnen til at kunne se og lugte, hvad de kan lide og ikke lide. Vi voksne har den også, men vi kan have fjernet os fra den, hvis vi som børn har lært, at den ikke gælder.

Der er derfor heller ingen grund til at tvinge børn til at smage.

 
At skulle smage på noget, før man har lov til at afvise mad, er en værdi, de fleste af os er vokset op med.
 

På baggrund af det moderne børnesyn mener vi ikke, at den værdi kan have sin berettigelse længere. Vi tror, vi dræber børns naturlige nysgerrighed over for maden ved at tvinge den i dem.

Som med alt andet gælder det, at tryk avler modtryk. Det er en naturlov. Hvis omgivelserne mener, at vi skal gøre et eller andet, og vi ikke har et valg, så kan det føles tvingende nødvendigt at kæmpe imod for at tage vare på os selv.

Når noget presses i halsen på os, er det naturligt for kroppen at reagere ved at forsøge at skubbe maden op igen ved kvalme eller opkastningsfornemmelser.
 

Måske tænker du nu:

Jamen, hvis jeg slet ikke skal blande mig i, hvad mine børn spiser, og de bare skal gå til fadene selv, så ved jeg jo ikke om, de får noget at spise? 

Der er lavet undersøgelser, der viser, at børn – set over en længere periode – spiser det, de har brug for. Det indebærer, at de kan spise mest kød den ene dag, flest ris og grøntsager den anden dag. Masser af mad en tredje dag og næsten ikke noget den fjerde dag.

Men på den lange bane går det hele op. Vores ansvar er at sørge for, at den mad vi sætter på bordet er sund og af høj kvalitet. Om børnene vælger at putte maden i munden, er deres ansvar – så længe de ikke er underernærede.


Med sådan en indstilling til det fælles måltid bliver det nemmere for alle at få ro til at optage den næring, som måltidet i bund og grund handler om. Som en pige på fire år sagde:

   -    Det ville være nemmere at sidde her, hvis vi alle sammen lukkede øjnene.

Som oversat kunne betyde: ”Jeg er her for at spise. Ikke for at blive rettet på, kritiseret og presset til at spise mere, end jeg har lyst til.”

Børn er kloge og sætter ofte fingeren på sagens kerne.


 
Fie Hørby

Fie Hørby er cand.mag., MPF, forfatter, familieterapeut og stifter af Blackbird Institute.

Hjemmeside: www.blackbirdinstitute.dk
(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize
facebook pixel