Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Pas på hinanden i parforholdet

Pas på hinanden i parforholdet

Skrevet af 

Den måde de voksne har det sammen på er afgørende for stemningen i familien - og det har stor betydning for vores børns fremtidige evne til at indgå i relationer.

Relationen mellem os forældre er det vand vores børn skal svømme i. Den gode nyhed er, at relationen ikke skal være perfekt, gnidningsfri eller præget af total enighed. Det der er allermest afgørende for vores børn er, at de ser os give plads til hinanden, stå ved os selv og reparere.

Her er derfor 3 gode råd til hvad I kan gøre for at få det lidt bedre i parforholdet, eller holde det gode ved lige:

Vis interesse, besøg hinandens ø:
Det lyder måske banalt, men for mange af os, så er dem, der er tættest på os, dem vi viser mindst interesse. Vores venner og øvrige familie spørger vi ofte om hvordan de har det, om deres arbejde og deres holdninger. I en travl hverdag er det alt for nemt at glemme i forhold til vores partnere - og det kan virke overflødigt når vi nu kender hinanden så godt. Men vores øer forandrer sig, og hvis vi glemmer at tage på besøg, risikerer vi at blive fremmede for hinanden.

Måske er det en huskeregel til dig selv om altid at stille tre nysgerrige og åbne spørgsmål til din partners dag, der skal til. Eller måske kan i hver dag inden sovetid have en runde, hvor i runder dagen af.


Fortæl noget om dig selv:
Når vi gerne vil have vores børn til at fortælle om deres liv, og dele deres tanker, så er det en god ide at starte med os selv. Det samme gælder andre voksne. Når vi fortæller om os selv, uden at ville noget med den anden, skaber det tryghed. Vi viser hvem vi er, og når vi gør det, så sker der altid et kvalitativt løft i relationen, og det bliver muligt for den anden at vise hvem de er. Fortæl hvordan du har det, hvad du føler og tænker. Fortæl om de små oplevelser, det sjove og det triste. Og inviter din partner til at gøre det sammen.


Giv hinanden en pause:
Det kan være drønhårdt at være forælder. Selv de mest kontaktfulde, kærlige forældre kan have brug for ikke at skulle være nogen for nogen. Gør det legitimt at sige højt, og gør det vigtigt at få prioriteret. Gør hinandens behov vigtige i jeres familie. Med små børn kan det være svært at finde tiden, men nogle gange er det så lidt der skal til. En times gåtur alene, hvor far tager over. Eller en aften, hvor madlavning og opvask må vige pladsen for yndlings take-away’en. Måske bliver man ikke fuldt ladet op på den korte tid, men det at opleve, at ens behov stadig er væsentlige kan være den største omsorg.


 

Fie Hørby

Fie Hørby er cand.mag., MPF, forfatter, familieterapeut og stifter af Blackbird Institute.

Hjemmeside: www.blackbirdinstitute.dk
(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize