Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Når far får en fødselsdepression- rammer det også mor
 
 

Når far får en fødselsdepression- rammer det også mor

Skrevet af 

Jeg havde glædet mig til at blive mor. Jeg havde muligvis en romantisk forestilling om hvordan det ville være at være nogens mor.

Jeg har aldrig oplevet en kærlighed lignende den, jeg føler til min dreng. Men for at være helt ærlig, så startede mit moderskab ikke med at jeg følte overvældende kærlighed til mit barn. Mit moderskab startede med kaos, forvirring og kriser, som overskyggede den glædelige begivenhed det var, at jeg og min søn mødte hinanden.

Min partner fik en fødselsdepression, da vi blev forældre. Den sætning har jeg sagt mange gange. Jeg kan endnu ikke sige sætningen, uden at få en knude i maven. Tror egentlig heller ikke, at det kommer til at ske. I dag er vores søn 21 måneder, og vores familie lever stadig på efterdønningerne.

En hel familie, bliver vi aldrig. Der vil altid være forskel på den start vi hver især oplevede i forhold til at blive forældre. På godt og på ondt.

Jeg mærkede forandringerne hos min partner kort efter fødslen. Hvordan han blev mere fraværende, og ambivalent omkring at være hjemme. Enhver beslutning om en aktivitet uden mig og vores søn, blev en stor frustrerende beslutningsproces. Han kunne ikke holde ud at være sammen med os, og samtidig syntes han, at han svigtede os ved ikke at være sammen med os.

Når vi var sammen, som den familie vi skulle forestille at være, bar stemningen præg af kaos og usammenhæng. Han slappede ikke af omkring vores søn, og jeg slappede ikke af, med at have ham omkring vores søn. Jeg vil ellers betegne mig selv som et rummeligt og empatisk menneske. Men at håndtere selv at være blevet mor, samtidig med at se min udkårne være slidt ned til ukendelighed, var mere end jeg kunne håndtere.

TEST DIG SELV: Har du en fødselsdepression

 

Vores familie bar mere præg af at være en krigszone, hvor jeg flittigt patruljerede om og beskyttede vores søn.”

Når du er mor og din partner får en fødselsdepression, sættes du en situation hvor du nyder det lille nye liv, uden den mand du valgte at skabe familie med. Jeg oplevede dette som et tab. Et tab af de drømme jeg havde om at stifte familie. Men du er også alene om at håndtere alle de andre ting der følger med, når du får et barn. Som vågne nætter, gråd, bleer, træthed, psykisk ustabilitet på grund af træthed, alle tankerne omkring det at være blevet forældre og bekymringerne omkring barnet. Alt dette er man helt alene om. Sådan oplevede jeg det i hvert fald.

Min partner ville gerne deltage i pasningen, beslutningerne og overvejelserne omkring diverse emner - han kunne bare ikke. En simpel samtale om valg af sovested, bar præg af hans manglende relationsdannelse i forhold til vores søn. Jeg kender ham som et meget empatisk og indfølende menneske, men depressionen gjorde ham til det modsatte. Det var uhyggeligt at opleve.

Hertil kan tilføjes at alt det, der før barnets ankomst gjorde os til et par, forduftede sammen med fornuft og dialog. Vores familie bar mere præg af at være en krigszone, hvor jeg flittigt patruljerede om og beskyttede vores søn. Det lyder helt grotesk, at man som mor kan føle, at man skal beskytte sit barn mod barnets far. Samtidig var det også en beskyttelse af barnets far - Ønskede ikke at han oplevede at tabe selvværd yderligere, ved at behandle sin søn på en uhensigtsmæssig måde.

Min årvågenhed satte mit sind og min krop i alarmberedskab. Jeg var parat 24 timer i døgnet. Hvis ikke min søn havde brug for en krammer, var det min partner der havde brug for omsorg. Sundhedsplejersken formulerede det meget rammende da hun sagde til mig ”Du blev ikke mor til én dreng, men enlig mor til to”.

Depressionen letter- nye udfordringer støder til

Da depressionen endelig begyndte at lette var skaden sket. Da vores søn var fyldt 15 måneder var vores parforhold var ødelagt. Både dengang og den dag i dag, tænker jeg, at jeg tog et egoistisk valg, ved at gå fra mit barns far midt i den svære tid. Samtidig måtte jeg også erkende, at vi havde hver vores proces med at blive forældre. Jeg kunne ikke tage ansvaret for os begge, eller ansvaret for om han fik det bedre. Jeg var nødt til at tage fuldt ansvar for min søn og mig selv.

Jeg savnede at mærke glæde ved mit barn og ved at være nogens mor. Jeg savnede en hverdag med smil og overskud- og jeg så kun dette ske, ved at blive alenemor.

Jeg havde fået et stort forspring i kendskabet til vores søn. Jeg kendte til hans ynglingsbeskæftigelser, han ynglingsmad, sovestillinger og hvad hans gråd betød. Alt dette skulle barnets far først til at lære.

I dag er det helt andre udfordringer mig og min familie skal håndtere. Udadtil ligner det nok helt almindelige skilsmisseproblematikker, som samværsaftaler, kommunikation og samarbejde. Et spadestik dybere vil afsløre at faktum er, at når far får en fødselsdepression skabes der ulighed imellem forældrene. Det stopper ikke bare når far har fået det bedre, for her begynder processen med at far bliver introduceret til farrollen, far skal lære barnet at kende og mor skal lære at give slip på barnet, og at det er okay at lade far tage over. Jeg har svært ved at give slip på mit ansvar. Svært ved at slappe af. En efterdønning af at have været solo om pasningen og opdragelse, mens mi barns far kom til sig selv igen.

Luise har skrevet en bog om emnet Du kan læse mere om bogen her

Læs også: Fødselsdrepression rammer også mænd

Læs også i brevkassen: Har min mand en fødselsdepression?

 

Luise Emilie Andersen

Luise Emilie Andersen er 32 år og bor alene med sin søn. Luise er uddannet sygeplejerske med års erfaring fra psykiatrien. Er aktuelt i gang med at uddanne sig til psykomotorisk terapeut.

 
 
 
(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize