Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Bekæmper du kedeligheden?
 
 

Bekæmper du kedeligheden?

Skrevet af 

"Far, er det kedeligt at blive voksen?” spørger en syvårig pige.

”Nogle ting ja, men det er fedt at kunne bestemme selv, hvorfor?”

”Jeg har bare lagt mærke til, at når man er voksen, så er man ikke så livlig, som jeg er… Man er kedelig, træt, gider ikke at lege. Men så er der nogle voksne, der har bekæmpet alt det der kedelighed væk. Og det vil jeg også prøve at gøre, når jeg bliver stor.”
 
Kan du huske det? Fornemmelsen af at kigge op på de voksne og tænke, at deres liv var meget voksent, alvorligt, måske endda lidt kedeligt?
 
Hvornår har du sidst fået grineflip?
Eller danset hele natten?
Eller brudt reglerne, bare fordi du ikke kunne lade være?
 
Ajmen, det kan man da ikke, når man er en ansvarlig voksen, tænker du måske.
Jomen, måske kan man godt?

Mange af de ting, der gør børn glade og får dem til at trives, er i virkeligheden de samme ting, der får os til det. Vi tror måske, det skal være anderledes for voksne, men det en hovedskabt idé. Noget kulturelt, vi har bildt os ind, da vi selv voksede op og så gerne ville skynde os op i de voksnes rækker.

Vores system har ligeså godt af et grineflip.
Vores fastlåste krop længes efter en omgang stopdans.
Og regelbrud har alle dage været en udsøgt fornøjelse. Måske endnu mere som voksen, hvor man nærmest lever fuldtids i regelland.
Og mange af reglerne er endda nogle, der opstår i vores hoved og er slet ikke rigtige regler. Som fx ”Kagen til sommerfesten skal være hjemmelavet” (siger hvem?), ”Man må ikke pjække fra arbejde” (det kunne jo være, du så var mere produktiv næste dag?) eller ”Man kan ikke sige nej til en invitation” (jo, det kan man faktisk godt.)
 
Og så det med grineflippet. Det er vigtigt.
Jeg hører tit voksne sige: ”Jamen, det kan jeg slet ikke. Jeg kan slet ikke grine på den måde.” Til det er der bare at sige: Jo, du kan. Du har kunnet det engang, du kan gøre det igen. Men det kan være, du skal genfinde det.
 

Her er nogle tips til at tage grineflippet tilbage:

  1. Tænk over, hvem der får dig til at grine. Vær mest muligt sammen med dem. Når dine børn ligger og spræller af latter på gulvet, så læg dig på ned til dem og grin med. De vil elske det. Og deres latter smitter bedre, når du er helt tæt på.
  2. Se film, klip og læs bøger, der er sjove. Gå efter grinet, når du skal underholdes. Det løfter din indre stemning og får dig til at se lysere på morgendagen.

Fake it until you make it, er mottoet hvis du skal starte et grineflip. Sæt din familie rundt om bordet og grin. Bare grin. Det er ok, hvis det er falsk til at starte med, snart vil der kommer gang i grinemusklerne og det vil blive ægte. Øvelse gør mester. Måske var det noget med et lille grineflip efter aftenmaden en gang i mellem?

Hvis du vil lade dig inspirere af flere store ord fra små munde sammen med mig, kan du følge med på Instagram: De Vise Børn.
Eller på facebook: Mikkel Hørby - familie og psykoterapeut

 

Mikkel Hørby

Cand. pæd. i pædagogisk psykologi & familieterapeut.

Mit speciale er familierelationer og i mit arbejde er jeg særligt optaget af, hvordan vi møder hinanden i familien, fordi det møde skaber forudsætningerne for, hvordan vi udvikler os, forstår os selv og ser verden.

I min rådgivning kan samtalerne fx handle om, hvordan familien forholder sig til et nyt familiemedlem, hvordan søskendekonflikter håndteres, hvorfor børnene ikke hører efter, hvordan vi kan sætte vores grænser uden at skælde ud og true, vredesudbrud, skilsmisser, sammenbragte familier, mistrivsel i institutionerne og ikke mindst om parforholdet.

I disse situationer kan vi som forældre hurtigt komme til at føle os magtesløse, fordi, det vi gør, ikke virker og vi ved ikke, hvordan vi så skal støtte og hjælpe vores børn. Det kan derfor være en god idé at få hjælp udefra til at se, hvad der mangler og blive klarere på, hvordan man kan støtte sit barn og familien endnu bedre.

Følg mig på instagramprofilen De Vise Børn, hvor jeg deler vise, charmerende og inspirerende udsagn fra børn om alt mellem himmel og jord.

Ingen er i så dyb kontakt med dem selv, som børn er. Derfor kaster de tit om sig med guldkorn. Det er bare at samle dem op.

Lyt med her: De Vise Børn

 

 

Hjemmeside: mikkelhoerby.dk/
 
 
 
(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize