Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Du er her:min barsel»Nyheder»Forskel på mænd og kvinders timesats ved løn under barsel
 
 
torsdag, 21 november 2019

Forskel på mænd og kvinders timesats ved løn under barsel

Skrevet af 

Siden 1976 har Danmark haft en Ligelønslov der forbyder lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Loven er med andre ord med til at sikre, at kvinder og mænd får den samme løn for det samme stykke arbejde. Men når det gælder barselsberegninger for lønarbejde under barsel, er timesatsen for mænd og kvinder ikke ens. 

Når en kvinde indberetter den løn hun måtte have under barsel, omregner Udbetaling Danmark lønnen til timer udfra en fastlagt sats. Det samme sker når en mand har arbejdstimer, mens han er på barsel.

Satsen for mænd og kvinder er imidlertid ikke den samme, og det møder kritik, efter at den kvindelige musiker, Stine Liebman, er blevet opmærksom på forskellen, da hun skulle indberette sit honorar og her tjekkede timesatserne.

Hun mener, at når vi i Danmark går ind for ligeløn, må satserne nødvendigvis afspejle dette med den samme timesats for mænd og kvinder.  


Klar og kønsneutral lønpolitik

I Danmark har vi Ligelønsloven som siger, at der ikke må finde lønmæssig forskelsbehandling sted på grund af køn.

Din arbejdsplads skal altid kunne bevise, at eventuelle lønforskelle er berettigede, og at den pågældende arbejdsplads' lønpolitik er klar og kønsneutral. Det er altså arbejdspladsens pligt at sørge for, at der er ligeløn på din arbejdsplads. Hvis der forskelsbehandles, har du som lønmodtager krav på forskellen.

Men når det kommer til den fastlagte timesats, som i 2020 er kr. 191,39,- for kvinder og kr. 211, 93,- for mænd, bliver mænd trukket mindre i barselsdagpenge. Mænd bliver altså modregnet færre timer end kvinder, hvis begge under deres barsel arbejder freelance med ukendt arbejdstid.

I følge Kirstine Baloti, der er faglig konsulent i HK Privat, bruger man denne udregning da den gennemsnitlige løn for mænd statistisk set er højere end kvinders gennemsnitsløn. Dermed er timesatsen for mænd også højere. 


Satserne er med til at cementere at der er ikke er ligeløn

Stine Liebman har i slutningen af sin barsel haft to spille-jobs. Da hun skulle indberette sine jobs til Udbetaling Danmark opdagede hun, at der var forskel på timesatsen for mænd og kvinder. Da satsen for kvinder er lavere end for mænd, blev Stine Liebman fratrukket flere timer i sin restbarsel end en mand, der havde spillet samme job, ville være blevet.

Hun mener, at det er vanvittigt, at vi i 2019 har en lavere omregningssats for kvinder end for mænd, da man med satserne er med til at cementere, at der er ikke er ligeløn for det samme stykke arbejde.

Stine Liebman har lavet et facebook-opslag, som har fået stor opbakning og så mange delinger, at opslaget er kommet forbi både Christiansborg og TV2.

Den konservative gruppeformand Mette Abildgaard, blev i går interviewet af TV2 omkring sagen: 

"Det er hamrende urimeligt, at man bliver straffet i sin barselsmodregning, fordi kvinder statistisk set har en lavere løn. Det virker meget gammeldags.", siger hun i interwiewet.
Mette Abildgaard vil nu stille spørgsmål til ligestillingsminister Mogens Jensen (S) om reglerne.


Kilde: DM.dk/din-løn/ligeløn

Kilde: TV2.dk/politik/Kvindelig musiker rasende - opdagede urimelig forskel på mænd og kvinders barsel 

 

Mere i denne kategori: « IKEA tilbagekalder hagesmæk
 
 
 
(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize