Du er her:min barsel»Artikler»Selvudvikling»At blive født som mor

At blive født som mor

Skrevet af 

Da jeg blev mor for første gang, var det en meget stærk overbevisning hos mig, at når jeg blev mor, var jeg så voksen, at jeg ikke havde brug for min egen mor. Hun havde nu rollen som mormor, hvor fokus var flyttet fra mig til mit barn. Nu skulle jeg (be)vise, at jeg kunne klare mig selv. En mor er en, der kan klare det hele selv?!

Jeg opdager, når jeg kommer ud med mine foredrag, workshops og i de mødregrupper, jeg faciliterer, at mange kvinder har eller har haft det på samme måde. Og når jeg siger, at en mor har brug for en mor, bliver de ofte rørte, fordi jeg rammer lige ned i noget meget essentielt.

Det er min erfaring, at ret mange kvinder kan genkende overbevisningen om, at hun nu skal kunne klare sig selv. At når barnet kommer, så er det barnet, det drejer sig om, og den hjælp den nybagte mor får, er den der tilfældigvis bliver tilbudt hende – ofte med fokus på at tage sig af barnet for hende. Men det er min erfaring, at den nye mor ikke så meget har brug for, at nogen tager sig af barnet, men mere af hende eller af alt det praktiske. Så hun og hendes partner
1 kan lære deres barn at kende i den første tid.

En af de gravide kvinder, jeg har arbejdet med, fortæller, at hun efter at vi havde adresseret netop dette emne, havde taget en snak med sin mor. Da det gik op for hende, inden hun havde født sit barn, at hun faktisk havde brug for sin mor.

Hun fik sagt til hende: ”Jeg har virkelig brug for, at du også er der for mig. Jeg har brug for, at du er mor for mig. Jeg har brug for praktisk hjælp og for at få tid til at være sammen med mit barn”.

Hun gav udtryk for en stor lettelse over at få sagt det til sin mor, fordi det netop kunne give anledning til misforståelser, men at den kommende mormor på alle måder havde lyst til at være der for sin datter også og at tilbyde den hjælp, som datteren ønskede.


Det allervigtigste i denne først tid som mor er at lære sit barn at kende, at skabe en relation til barnet udenfor maven. Og det er en modningsproces. På en måde kan man sige, at en nybagt mor er en umoden mor. Ikke forstået på den måde, at hun ikke er klar, hun er på alle måder klar, hendes krop har ikke lavet andet de sidste 9 måneder end at gøre sig klar. Hun er hormonelt, instinktivt og intuitivt SÅ klar. Men hun er også lige blevet født som mor.

Hun har brug for tid i denne modningsproces det er, og hun har brug for en mere moden mor, der kan være der i et eller andet omfang. Jeg kalder hende i min bog
Giv dig tid, mor  for Big mama.
Hun kan både være en mormor, en farmor, en veninde eller blot en kvinde, som har gået længere på vejen ind i moderskabet. Det er hende, der bare ved noget mere, der har en anden erfaring, fordi hun har været der. Det er hende, der kan byde ind, der hvor den nye mor endnu ikke har erfaringen.

En af de andre kvinder, jeg har haft i forløb, sendte gruppen et billede efter, hun havde født – på billedet sidder hun med sin baby på maven, i midten, mellem sin far og mor. Både far og mor har deres opmærksomhed rettet mod deres store datter, som lige er blevet mor, mens hendes opmærksomhed er rettet mod sin baby. Og det slog mig, hvor meget visdom der var i dette billede.

Mens jeg skrev min bog faldt jeg over en phd-afhandlinger af jordemoder Christina Prinds Motherhood transition through an existential lens – meaning-making among danish first-time mothers.

I denne afhandling påpeger Prinds en sammenhæng mellem de følelser, der opstår i forbindelse med dødsfald og de følelser, der opstår, når du bliver mor for første gang. For selv om vi i Danmark er et af de sikreste steder i verden at føde, har vi stadig lang vej i forhold til at forstå, hvad der egentlig sker med os, når vi træder ind i moderskabet (forældreskabet).

Min egen erfaring er den, at der på alle måder er tale om en stor overgang, når vi går fra livet som kvinde til at blive kvinde OG mor. I overgangsfaser er vi ikke længere den vi var og endnu ikke den, vi bliver, når vi for alvor er landet i moderskabet.

Jeg oplever, at vi som kultur kan have det lidt halvstramt med overgange, det må godt gå lidt stærkt med at lande i det nye. Ikke alt for mange store følelser og udsving, og det er tilsyneladende en værdi, når: ”man næsten ikke kan se på/mærke på hende, at hun lige har født”.

Men hvorfor er det, at det ikke må hverken mærkes ellers ses på os, at vi har undergået denne forvandling? Hvorfor er det ikke den mest naturlige ting i verden, at alle store følelser er på spil? Det er jo stort og dybt eksistentiel at blive mor. Alle partikler er oppe i luften, og det er den smukkeste og vildeste chance for at vokse som menneske, men det er også en sårbar periode, hvor vi har brug for støtte og omsorg.


Den nybagte mor og baby skal nurses sammen – det er kærlighedsbåndet mellem dem der skal bygges op. De har lige sammen gennemgået en maraton – den vildeste kropslige/fysiske præstation for dem begge. De skal hvile, sætte amningen i gang og danne tilknytning.

I min optik er det et fælles anliggende at danne et nærende netværk omkring den nybagte mor og den nybagte familie. It takes a village to race a child er et ordsprog, der på alle måder giver mening også når det handler om den første tid. Det er som om, vi har glemt, at det er her, det hele det begynder for os alle sammen, og jo bedre rammer vi skaber, jo bedre afsæt i livet får vi.

Men hvordan er det så, vi gør det? Er det nærende rammer vi har for graviditet, fødsel og den første tid som mor? Er det nogle, der booster mor og skaber rammer for at den nye familie kan vokse?

Jeg oplever også, at vi selv kan gøre noget, at det virkelig er brugbart i graviditeten at forberede sig. Jeg oplever, at det er brugbart at have fokus på ”den indre graviditet” og netop blive stillet nogle spørgsmål af kvinder, som har været der. Ikke fordi den nye mor skal gøre det på en bestemt måde, men fordi hun kan blive præsenteret for forskellige perspektiver og måder at gøre det på. Så hun kan danne sine egne forestillinger om, hvordan det skal være for hende.

Jeg oplever, at de gravide kvinder jeg har mødt, egentlig blot skal stilles de rigtige spørgsmål, så ved de på alle måder, hvad de har brug for, og hvad de gerne vil have. De får taget de gode snakke med familien og får forberedt nogle gode første dage, inden de lander i dem.

Det kan være alt fra det helt lavpraktiske til at få lavet en masse mad til fryseren eller spørge, om andre vil hjælpe, til at få taget en lidt svær snak med bedsteforældre om, at der ikke ønskes besøg de første dage. Men at mærke og erkende i sig selv, at jeg som ny mor også har brug for omsorg er oftest det sværeste, det mest oversete, men måske det allervigtigste?!


Denne artikel tager udgangspunkt i den nye mor velvidende, at far/partner er en lige så vigtig og kompetent tilknytningsfigur. Og at det selvfølgelig er vigtigt, at der er fokus på hele den lille familie. Mit fokus i denne artikel er blot på, hvad der sker hos den nye mor.

Skrevet af