Min Barsel
Barselsregler, graviditetskalender, fødselsberetninger, nyheder, artikler m.m.

Log på

Log ind til din KLUB-MB konto

Brugernavn *
Kodeord *
Husk Mig

Forsker giver fire råd til amningen

Skrevet af 

Mange nybagte mødre føler sig ikke klædt på til amningen. Ifølge jordemoderforeningen forlader omkring 60% af alle nybagte mødre barselsgangen eller fødestuen indenfor de første to døgn efter de har født. At kvinderne ikke føler sig rustet til amningen resulterer i mislykkede og korte ammeforløb og genindlæggelser på grund af underernærede babyer. Det er en kedelig start på livet og på moderskabet, som slet ikke er nødvendig.

Forsker Ingrid Nilsson har fundet frem til en tjekliste på fire små råd til nybagte mødre. Rådene skal kompensere for hospitalernes mangelfulde vejledning på føde- og barselsafdelingerne.

Ingrid Nilsson, der er ph.d. og chefkonsulent ved Komiteen for Sundhedsoplysning, er kommet frem til en tjekliste på fire punkter som nybagte mødre som minimum bør vide, inden de udskrives fra hospitalerne. Når tjeklisten er implementeret på hospitalerne, - og det er tæt på, skal der arbejdes med, at også de kommunale sundhedsplejersker får overleveret de fire råd til mødrene.

Det er fire små gode råd som vil være medvirkende til, at kvinder bliver bedre til at amme, og deres børn sjældnere bliver genindlagt på hospitalerne. Samtidigt er der en samfundsøkonomisk gevinst ved at lære kvinder at amme ordenligt, pointerer sygeplejerske og ammeforsker Ingrid Nilsson. 

Ingrid Nilssons forskning peger især på fire hovedbudskaber, hvor der er god evidens for, at det virker rigtig godt:

  1. Vigtigheden af hud-mod-hud kontakt. Helst så meget som muligt de første dage. Hud-mod-hud er især vigtig under den allerførste kontakt, hvor barnet skal amme første gang.
  2. Vigtigheden af hyppig amning. Barnet skal ammes minimum 8 gange i døgnet lige efter fødslen.
  3. Vigtigheden af, at mor sidder godt, når der ammes. Det er afgørende at sidde afslappet, tilbagelænet og i en position, hvor mor og barn har god fysisk kontakt. Baby skal også have godt fat om brystet.
  4. Vigtigheden af, at fædrene er deltagende. Amningen bør ses som en fælles opgave. Faderen skal støtte op omkring amningen, i samme grad som moderen. Dette aspekt er ifølge Ingrid Nilsson afgørende for, om moderen bliver ved.

Ovenstående råd er resultatet af en større undersøgelse, hvor mere end 3500 mødre deltog. Undersøgelsen viser, at mange flere kvinder lykkedes med amningen ved at følge de fire råd, og signifikant færre babyer bliver genindlagt. 

Resultatet af studiet taler sit eget tydelige sprog og har skabt meget stor opmærksomhed, fordi det netop var så signifikant. Efter et halvt år fuldammede (ammede uden at give supplerende kost) hele 36% flere kvinder deres baby. Dette er ifølge Ingrid Nilsson meget positivt, netop fordi Sundhedsstyrelsen anbefaling er, at kvinder fuldammer deres børn de første 6 måneder såfremt barnet bliver mæt, da fuldamning blandt andet er den optimale kost til baby samt styrker barnet immunforsvar. 

Studiet viste også, at hele 65% færre babyer af mødre, der er udskrevet inden for to døgn efter fødslen, og som følger den enkle nye ammevejledning, bliver genindlagt på grund af gulsot, dehydrering eller vægttab. 

Kilde: Jordemoderforeningen: Ny opdateret ammehåndbog på trapperne

(C) Min-Barsel.dk | Annoncør: We Digitize
facebook pixel
Cron Job Starts