Du er her:min barsel»Forberedelse på amning | min barsel

Forberedelse på amning Besvaret

Hej Annemaia

Jeg er 25 år og halvvejs i min graviditet med mit første barn. Jeg vil gerne føde hjemme og føler en god ro omkring det efterhånden og er ved at planlægge selve fødslen ned i detaljer. 

Jeg er dog begyndt at gøre mig en del tanker omkring selve amningen! Jeg læser flere steder hvor vigtigt det er at forberede sig til amningen. 

Der er ammevejledning her i kommunen som arrangeres i jordemoderhuset hvor jeg er tilknyttet og som jeg regner med at deltage i.

Der går noget tid, inden jeg kan deltage og jeg må ærligt indrømme, at jeg er begyndt at bekymre mig om, hvad det mon er man lærer på sådan et kursus, som er udfordrende under amningen. Måske havde jeg en lidt naiv tro på, at amningen burde være ligetil og måske nærmest instinktivt. 

Så vil du give mig lidt ro i sindet? Hvordan kan jeg forberede mig? Fysisk/mentalt?

På forhånd tak for svar. 

Hilsen, 
Anna

 

 

 

 

 

 •  Spurgt 6 år siden  •  af anba16

1  Svar

Kære Anna. 

Tak for dit spørgsmål.
Spørgsmålet er meget aktuelt i tiden, hvor familier tager mere ejerskab over deres fødsler og barselstiden, og jeg glæder mig til at svare på det. 

Tillykke med graviditeten af dit første barn, hvor lyder det dejligt, jeg håber I får en fantastisk fødselsoplevelse. 

Allerede ved at vælge en hjemmefødsel, har du truffet ét af de fødselsvalg man kan tage, for at støtte op om amningen. Der er nemlig mange fordele ved hjemmefødsel i forhold til at amningen skal komme godt fra start. Fx kan nævnes at man nemmere kan ligge hud-mod-hud uden at skulle have tøj på og flyttes, der er færre indgreb ved hjemmefødsler og trygheden i hjemmet støtter også op om tilliden og trygheden omkring amningen. 

Så én af de ting man kan overveje i graviditeten er, hvilke fødselsvalg man kan træffe som støtter op om amningen. Det kan du fx tale med din jordemoder om.

Ligesom med fødselsforberedelse, kan ammeforberedelse være en stor fordel. Man kan sige, at vi "altid" har født og "altid" har ammet, men i dag, er der nogle helt andre rammer vi gør det under. Og rammerne har betydning. Dengang vi bare fødte, havde vi som regel andre kvinder omkring os, som vi kunne lære af, observere og som hjalp med fødslen eller amningen hvis noget ikke gik som det skulle. Det har vi ikke længere og derfor er vi mere afhængige af at få læringen et andet sted fra, fx kurser, undervisning, at se ens søster amme, tale om amning, eller andet. 

For nogle kommer amningen helt naturligt og ligetil, for andre gør den overhovedet ikke. Man kan sige at amningen er et samarbejde mellem to personer, barnet og moderen. Der kan være udfordringer hos begge parter, ligesom selve koblingen af bryst og mund kan være svær. Selv om det lyder som mange steder, der kan være problemer, så husk at mennesket er bygget til at overleve på denne måde.

At have den indstilling at amningen kommer naturligt, er meget vigtigt! Tillid til at man kan amme betyder meget, især for mælkeproduktionen, så hold endelig fast i det! 

Jeg synes det er en rigtig god idé at deltage i den ammeundervisning du kan få hos jordemoderen. Viden kan være rigtig brugbart at have med sig, når man skal føde og efterfølgende amme. 
Udover at deltage hos jordemoderen kan du også selv læse om amning, se videoer og lære hvordan amning ser ud. Artiklerne her på siden har en masse god information og ammenet.dk har en wiki, hvor man kan læse mange spændende artikler om amning og ammerelaterede emner.

Når man ammer, kan man være uheldig og komme ud for rigtig mange udfordringer. Min erfaring er, at det vigtigste man skal vide, er hvor man kan henvende sig, hvis man får problemer! Hvilken person har du tillid til kan hjælpe dig med kvalificeret ammehjælp og hvordan får du fat i personen. Det er ikke altid ammeproblemerne viser sig mellem 8 og 10, når der er telefontid ved de gængse steder så for mange familier er der en tryghed i at finde ud af hvor man så kan henvende sig.

Nogle familier får fantastisk hjælp af deres sundhedsplejerske, andre fra familie og venner. Måske du kan bruge klubben her? Hvis ikke det går som man ønsker, har vi i Danmark også flere frivillige organisationer, fx Forældre og Fødsel, Ammenet og La Leche League, hvor man kan få hjælp og støtte til amning. Der er også private professionelle ammekonsulenter, man kan tage kontakt til og få hjælp til ammeproblemer. Min erfaring er, at der altid er en vej! Selv når man tror man har prøvet alt.

Hvordan du kan forberede dig mentalt, kan fx være at deltage i møder hos La Leche League, hvis du bor i nærheden af en gruppe. Det kan også være at tale med kvinder du kender, som har gode og positive erfaringer med at amme.
Du kan læse om mælkeproduktionen, lære hvordan den fungerer og hvordan nedløbsrefleksen påvirker amningen og hvorfor det mentale er så vigtigt i forhold til den. 

Fysisk anbefaler jeg kun forberedelse af brysterne, hvis man har indadvendte brystvorter. Her kan nogle mødre have glæde af at arbejde med at vende dem ud, inden de føder, så vævet får tid til at strække sig. Har man ikke nogle problemer i den retning, skal man endelig lade brysterne være og glæde sig til at mærke barnet sutte for første gang - det er en helt fantastisk oplevelse. 

Om amning, vil jeg forberede dig på, at du kan opleve en helt ny forundring over din krop. Under graviditeten har du bygget og båret din baby. Under fødslen har din krop leveret din baby og de hormoner man bliver påvirket af, når man føder er virkelig fantastiske. Fuld af kærlighed, tilknytning, stolthed, beundring, rus, lykke og glæde. Det er SÅ stort. Og det bliver altså ikke mindre, når barnet sutter ved brystet, tværtimod. At finde ud af, at kroppen både kan bygge, bære og føde en baby og så kan den også give den mad, er en helt enestående følelse. Når man får vejet sin baby og den har taget godt på, kun af DIN mælk, så er stoltheden kæmpestor.

At amme er for mange, en måde at være mor på. En tilknytning, en kontakt og faktisk kalder man amningen for "den første samtale". 
Hormonerne der vedligeholder amningen og dem som sender mælken fra brystet og ned til baby (nedløbsrefleksen) giver dig en lille rus af kærlighed, tilknytning og glæde, hver eneste gang du ammer. Det er meget betydningsfuldt for både mor og barn. 

De fleste kvinder kan amme, helt uden problemer, husk det!

Du er stærk, du er sej, du kan føde og du kan amme! 
Rigtig god fødsel.

De kærligste hilsner
Annemaia

Besvaret 6 år siden  •  af Annemaia Møller
Redigeret 6 år siden

Log venligst ind for at besvare