Kære Katja

Din mand har faktisk ret, når han siger, at sådan er brødre:). Jeg ville sige, at sådan er det med søskende. Det er helt naturligt, at søskende har mange konflikter og jo tættere de er på hinanden aldersmæssigt, jo flere konflikter vil de ofte have. Det er selvfølgelig ikke så opmuntrende at få vide, – men når de nu har mange konflikter og det kan være hårdt at lægge øre til dem, kan det være godt at vide, at alle konflikterne også er med til at gøre dem klogere på dem selv, på hinanden og på livet. Hvordan det? spørger du måske.

Mellem søskende er der helt naturligt et hierarki og jo tættere de er på hinanden, desto oftere skal hierarkiet forhandles. Hvem er den stærkeste verbalt, fysisk? Hvem er hurtigst? Dygtigst? Hvem skal have sin vilje osv. osv. Og alle forhandlingerne giver anledning til frustration og sorg og det udspiller sig som konflikter. Og det er en nødvendig proces for dine drenge, som hjælper dem med at lære sig selv at kende igennem forholdet til hinanden.  

Samtidig er dine drenge i en rivende udvikling og møder i deres institutioner en masse nye måder at tale og være på. Det kan være måder at udtrykke sig på eller måder at behandle hinanden på, som de i situationen ikke helt ved, hvordan de skal forholde sig til. Hvis dine drenge er som de fleste børn, vil de gå hjem og afprøve fx de nye ord på hinanden for at blive klogere på, hvad de betyder og hvordan de selv skal reagere, når andre børn taler sådan til dem.

Så når din yngste dreng fx kommer hjem og bander sin storebror op i hovedet og storebroren eksplodere i et raserianfald og giver ham kamp til stregen, så vil din yngste lære noget om, hvor kraftfuldt ordet var, hvor stort indtryk det gør samt hvordan han kan reagere, når andre bruger det mod ham i fx børnehaven. Det er en uvurderlig læring, som han ikke på samme måde kan få i sin børnehave, fordi konflikterne dernede indebærer større risici. Vennerne i børnehaven er ikke altid så tilgivende, som hans bror og derfor er hjemmebanen et godt sted at gøre sig nye erfaringer. Søskendebåndet er så stærkt, at det tåler de heftigste konflikter. De mister ikke hinanden, det ved de instinktivt og det gør søskende til fantastiske sparringspartnere, hvor børnene kan gøre sig erfaringer med de mange nye sociale koder, de skal lære sig. Set i det lys bliver konflikterne meget værdifulde for dine drenge.

Som du måske kan læse, er konflikter kommet for at blive, men vores måde at gå ind i dem på, kan være med til at forløse og omvendt kan vi også være med til at optrappe konfliktniveauet mellem børnene. Når vi fx blander os i deres konflikter og gør os til dommere for, hvem der har ret og uret, så er vi med til at optrappe konflikterne og det samlede konfliktniveau imellem børnene. Det hænger sammen med, at vi oftest kun ser toppen af isbjerget og dermed slet ikke forstår omfanget af konflikten. Derfor vil mindst én af dem føle sig misforstået og uretfærdigt behandlet, når vi kaster vores dom og det skaber flere konflikter. Konflikten er ikke blevet løst og det skal den jo før eller siden, – så den bliver henlagt til et andet tidspunkt. Samtidig er der skabt en ny konflikt: Den ene har fået den anden i fedtefadet og det skal gengældes … På den måde skaber vi en ond spiral, som giver næring til konfliktniveauet i familien, når vi gør os til dommere. Vi er en langt større hjælp for dem, når vi kan hjælpe dem med at sige, hvad de er vrede eller frustrerede over og det er her vigtigt, at vi ikke vurderer eller tvivler på deres oplevelse af situationen. Hvis vi kan stå neutrale i konflikten og give børnene taletid og hjælpe dem med at lytte til hinanden, så hjælper vi dem med at øve sig i det, vi gerne vil have, at de skal gøre – snakke om det. Så i stedet for at stille os som dommere, skal vi tilbyde os som facilitatorer. Det kan være med til at skabe en gensidig forståelse og på den måde, kan konflikten måske blive løst og vi kan hjælpe og lære dem at udtrykke sig på en anden måde. Det er sådan at vi bliver gode rollemodeller og det er vigtigt, fordi børn gør, som vi gør og ikke, som vi siger, de skal gøre.

Vi er konstant rollemodeller for vores børn. Også når vi kaster os ind i konflikterne og skælder ud og i vrede fx får smidt dem i seng. Det kan for børn virke voldsomt og det giver nærring til aggressiviteten, som vil afspejle sig i deres konflikter. Så hvis vi vil lære børnene at håndtere deres konflikter på en mindre aggressiv og destruktiv måde, så må vi gå forrest og være det gode eksempel, når vi fx sætter vores grænser eller hjælper dem med deres konflikter.

Det lyder let, men det er det ikke. Det kræver stor tålmodighed for med børn er det et vilkår, at vi skal sige tingene igen og igen. Det tager tid at lære nyt og i de pressede konflikter, hvor ordene slipper op, slår reptilhjernen til og kroppen tager over. Det er helt almindelig børneadfærd, – men jo større vores tålmodighed er med deres læringsproces, jo hurtigere vil de lære det. Det hænger sammen med, at vi lærer bedst i et positivt læringsmiljø.

Du beskriver, hvordan din ældste dreng let bliver følelsesmæssigt påvirket og oplever, at I omkring ham hele tiden er sure på ham. Tager han helt fejl eller er der noget om det? Er jeres overskud ikke så stort? Er tonen lidt hård eller bliver I let lidt kritiske og bebrejdende? Det er egentlig bare refleksionsspørgsmål, som I kan tænke over. Men hvis han har en sensitiv side, vil han hurtigere opfange jeres indre sindsstemninger, også selvom I ikke udtrykker jer helt ærligt om, hvordan I har det inderst inde. Og når der ikke er overensstemmelse mellem det, vi siger og sådan som vi har det på indersiden, kommer børn let på overarbejde, fordi de ikke ved, hvilke signaler de skal forholde sig til. Det vi siger – eller det de mærker. Resultatet bliver ofte, at de føle sig til besvær eller ikke gode nok.  

Og det kan lyde som om, at din ældste dreng ikke synes, at det er sjovt, når der laves sjov på hans bekostning. Sådan er der rigtig mange små børn, der har det – også voksne for den sags skyld:). Og det kan jo være svært at styre, hvad der kommer ud af munden på en 3-årig og derfor kan I i stedet rette fokus mod jeres ældste, når han bliver så ramt af den mindstes jokes. På den måde kan han se, at storebror ikke kan li’ at blive talt sådan til og at I tager det alvorligt. Det er der en stor læring i for den mindste.   

Når børn reagerer så stærkt, kan det være en stor hjælp for dem, at vi tager dem alvorligt, så behøver de nemlig ikke at skulle kæmpe så hårdt. Det er ret afvæbnende for systemet, når vi bliver mødt og derfra kan vi ofte lettere nå dem. Du kan eventuelt spørge ham:

”Når du bliver så vred, hvad har du så brug for? … Hvordan kan vi hjælpe dig?”

Jeg håber, det kan være en hjælp.

Mange hilsener

Mikkel Hørby