Du er her:min barsel»Artikler»Sundhed»Skal dit barn også have en giftfri barndom?

Skal dit barn også have en giftfri barndom?

Skrevet af 

"Giftfri barndom?" er en kampagne, som Forbrugerrådet Tænk i øjeblikket kører, for at sætte fokus på problematisk kemi i børneprodukter. Forbrugerrådet Tænk vil gerne have kemiske stoffer forbudt, hvis bare de er under mistanke for at være hormonforstyrrende.

 

Du kan finde problematisk kemi i en række produkter henvendt til børn

Er det i orden, at hormonkemi er en del af barndommen? 
 
I dag er det tilladt at benytte kemikalier, selvom de er under mistanke for at have en skadelig påvirkning. Det vil Forbrugerrådet Tænk have forbudt. Især i produkter henvendt til børn, der er mest modtagelige over for disse påvirkninger. Med hjælp fra forbrugerne vil der lægges pres på politikerne for at lave et forbud, og indtil da, vil der blive givet værktøjer, så forbrugerne let kan afkode, om der er problematisk kemi i deres produkter.

 

Problematisk kemi i bamser

Forbrugerrådet Tænk har i samarbejde med det norske Forbrukerrådet testet bamser for problematisk kemi. Det sker i forbindelse med kampagnen Giftfri barndom?, som sætter fokus på kemien i børneprodukter.
 
I 6 ud af 17 bamser var der små rester af nonylphenolethoxylater, som kan være hormonforstyrrende. Selvom mængden af stofferne var begrænset, så Forbrugerrådet Tænk helst stofferne fjernet helt fra produkter henvendt til børn.
Cocktaileffekten, dvs. små påvirkninger fra mange produkter konstant, betyder nemlig, at selv små mængder i enkelte produkter øger risikoen for påvirkning i det store billede.

 

Gode råd at følge

Børn er mere udsatte end voksne for kemiske påvirkninger, og derfor er det en god idé, at følge nedenstående råd, så du kan undgå selv de mindste mængder problematisk kemi, og give dit barn en giftfri barndom.
 

Gå efter Svanemærket
Det nordiske miljømærke Svanen stiller krav til brugen af kemi i produkterne. Der er endnu ikke meget legetøj med mærket på markedet endnu, men bl.a. standlegetøj og nogle børnescootere og andre køretøjer er svanemærket.

Undgå parfumeret legetøj
Gå uden om produkter, der indikerer brug af parfume med ord som ”parfum”, ”fragrance” og ”aroma”.

Skan med ”Tjek Kemien”
Miljøministeriet og Forbrugerrådet Tænk har i samarbejdet udviklet app’en ”Tjek Kemien”, som gør dig i stand til at tjekke indholdet af kemi i produkter med din mobil, ved blot at skanne stregkoden. 
Producenter som Lego og Playmobil har meldt hele produktserier fri for kemi ind i databasen, som hele tiden vokser.

Vask legetøj inden brug
Køber du legetøj, der kan indeholde problematisk kemi, er det altid en god ide at vaske legetøjet før brug. Bamser og tøjdyr kan du smide i vaskemaskinen, mens plastiklegetøj kan komme i opvaskemaskinen. Husk også at vaske tøj og sengetøj inden brug.

Smid gammelt, blødt plastlegetøj ud
De farligste ftalater har været forbudt i legetøj til børn under 3 år siden 1997. Men legetøj fra før 1997 kan du ikke være sikker på. Derfor er det en god ide at smide gammelt legetøj ud, på trods af affektionsværdien.

 

 

Skrevet af