Da jeg fødte mit første barn. Magiske Mathilde. Der lovede jeg mig selv og hende, at jeg ville blive en fantastisk mor.
Jeg ville elske hende højere end noget andet. Og selvfølgelig fortælle hende det hver dag. Jeg ville sørge for, at hun altid blev mødt og set og hørt. Jeg ville anerkende hende. Støtte hende. Jeg ville sørge for at ruste hende til livet. Lære hende hvad jeg mente hun havde brug for. For at begå sig. For at hun kunne få et lykkeligt liv. Give hende alt det jeg selv havde fået, og alt det jeg ikke havde fået.
Og sådan er det, ikke? Vores intentioner er de bedste. Afsættet er kærlighed og ønsket om at gøre det så godt som muligt.
Så jeg blev Mor. Rigtig meget Mor.
Faktisk blev jeg så meget Mor, at jeg glemte at være noget som helst andet.
Jeg havde i starten ikke lyst. Til at være andet end Mor. Jeg ville helst bare være i tosomhed. Og da jeg igen mærkede lysten. Til at være andet. Til at bruge mig selv til andet end at være Mor. Til at være ansat. Søster. Veninde. Kæreste. Holdspiller. Da jeg begyndte at mærke, at der også var en verden uden for. Så havde jeg ikke tid. Eller mulighed. Eller råd. Eller alt muligt andet.
Men det var ok. For mine børn kommer jo først. Mine børn som jeg har lovet, at jeg ville sørge for, at de fik et lykkeligt liv. De kommer først. Dem vil jeg gøre alt for. Sagde jeg til mig selv. Tit.
Jeg sagde det til mig selv hver gang, jeg var for træt til at tage til vuggestue-komsammen, men gjorde det alligevel.
Jeg sagde det hver gang jeg havde lyst til krydret mad, men alligevel lavede det ungerne kunne lide.
Jeg sagde det hver gang jeg havde lyst til at tage på storbyferie, men alligevel endte ved en børnepool.
Jeg sagde det hver gang jeg havde behov for at smide mig i en sofa, men endte med at sidde og heppe ude foran gymnastiksalen.
Jeg sagde det hver gang jeg skulle tisse , men lige skulle hjælpe Ella færdig med puslespillet.
Jeg sagde det hver gang, jeg havde lyst til at tage på venindeweekend, men droppede det fordi ungerne ikke skulle undvære mig så længe.
Jeg sagde det hver gang jeg havde brug for at gå tidligt i seng, men alligevel blev nødt til, at bage boller, smøre madpakker, rydde op og ordne vasketøj inden det kunne ske.
Jeg sagde det faktisk hele tiden.
Til sidst sagde jeg det ikke længere bare til mig selv. Jeg sagde det også til min mand. Og mine børn.
-Jeg er ved at blive kvalt, sagde jeg.
Og det var jeg. Jeg var helt blå i ansigtet af at holde vejret. Der var ikke længere nogen glæde. Ingen gejst. Ingen energi. Alt var en sur pligt. Fra jeg stod op til jeg gik i seng. (og også det meste af natten). Det hele var en lang række af opgave på opgave. På opgave. På opgave.
Jeg var grå. Jeg var trist. Jeg var en tikkende bombe af irritation. Og jeg var bestemt ikke den mor jeg havde lovet mig selv og Mathilde, at jeg ville være.
Og sådan tror jeg, at mange kvinder har det. Rigtig mange af de kvinder jeg har i forløb og i konsultation, har skabt sig et liv, hvor de udelukkende er mødre. De har sat en ære i, at sætte deres børn først. At sørge for, at deres børn aldrig mangler noget.
Men det der sker. Når vi bliver ved med at hælde af vores kande. Og vi glemmer at fylde kanden op. Det er, at kanden løber hen og bliver tør. Og det er ikke muligt, at hælde af en tom kande.
Det er heller ikke muligt, at være en givende, kærlig, rummelig, anerkendende, støttende mor, hvis ikke vi sørger for, at fylde vores liv med andet end børn. Hvis ikke vi undersøger hvad vi elsker og fylder vores liv med det også.
En af de ting jeg altid sætter de kvinder jeg arbejder med, til at gøre. Er at lave en liste. Over alt det de elsker. Alt det der får dem til at føle, at livet er værd at leve.
Hvilke mennesker? Hvilke oplevelser? Hvilke dufte? Hvilken musik? Hvilke film? Hvilke stemninger? Hvilke steder? Hvilken mad? Hvilken te? Hvilken alt mulig, der bare lige falder dem ind.
At lave sådan en liste, kan være et chok. Fordi rigtig mange mødre kigger på den liste og opdager, at der ikke er mange af de ting, der rent faktisk er regelmæssigt i deres liv.
Har du en liste? Har du alt det, der står på din liste, i dit liv? Skal du have en?
For hvis du ikke fylder dit liv med det du elsker. Så er livet svært at elske <3
