Det er nemlig tonen bag vores ord, der gør stærkest indtryk. For tonen afslører os. Det er tonen, der mest ærligt afspejler vores sjæl, og det er den, børn lytter til.
Børns følsomhed over for tonen kan ses i dette eksempel med min datter Liv, da hun var tre år:
- Skal du have dit havfruekostyme på, når gæsterne kommer? spurgte jeg.
- Ja. Hvad tænker du på? spurgte Liv.
- Jeg spørger, fordi jeg helst vil have, du får kjole på, men det lyder som om, du vil være udklædt.
- Ja.
- Ok.
Min tone skal naturligvis signalere, at det vitterlig er ok. Ellers vil det ikke føles godt for Liv at gå mod mit ønske, hvis hun kan mærke en dobbelthed hos mig.
Mit indledende spørgsmål til Liv havde en skjult hensigt, der var forklædt som et spørgsmål. Hensigten var, at jeg gerne ville have hende i en anden kjole, men det sagde jeg ikke til hende.
Den lå mellem linjerne i den tone, jeg benyttede mig af, og det er den, Liv reagerede på, da hun sagde:
”Hvad tænker du på?”
Det gør mig opmærksom på min indirekte måde at tale til hende på, og det er noget snavs. Derfor får jeg rettet op og talt klart sprog til hende, så der er ren r*v at trutte i.
Børn forholder sig for det meste til det, vi ikke siger. Det gælder nu også voksne. Tonen skaber nærværet og ansvarsfuldheden – eller mangel på samme.
Det er som om, at vi i vores kultur ikke bliver holdt ansvarlige for tonen. Og det er der, vi så lægger alt det, vi ikke kan, tør eller vil sige. Men jo mere som henlægges i tonen, jo større distance bliver der mellem os.
* * *
Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - og bliv klogere på dig selv og dit barn
Læs mere om bogen her.
Læs mere om: Family-labs grunduddannelse i relationskompetence
