Barnet har ingen krav
Barnet har ikke krav på at se sin far eller mor, og barnet har heller ikke krav på at blive beskyttet imod en forælder, der gør overgreb. Vivian Sørensen erfarer, at fædre næsten altid får samvær, hvis de ønsker det, uanset barnets og moderens eventuelle frygt for eller oplevelser med overgreb. Hvor en forælder, der ønskede samvær i Statsforvaltningen, førhen skulle bevise, at samværet var til gavn for barnet, så skal det i dag blot bevises, at der er biologisk forælderskab.
Hvor der førhen var krav om, at samværet skulle beviseligt være trygt og sikkert for barnet, er der i dag ingen sådanne krav.
Umulig bevisbyrde
I dag skal det bevises, at en biologisk samværsforælder gør overgreb, tager stoffer eller på anden vis ikke er gavnlig for barnet at være sammen med. Men denne bevisbyrde er næsten umulig, for det bliver barnets ord mod forælderens. Og ofte betvivles barnets ord i sådanne sager.
Derfor anvendes der i flere og flere sager tvang, når moderen ikke vil udlevere et barn til samvær med en forælder, som hun mener er skadelig for barnet. Hun kan sjældent bevise det, og i det tidsrum – som kan vare mange år – hvor hun forsøger at stable en solid sag på benene, skal hun fortsat udlevere barnet til samvær. Uanset om faderen er fuld, tager stoffer eller gør fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb på barnet.
Hvorfor er forældreansvarsloven sådan?
Det lyder jo helt vanvittigt, at vi i Danmark sætter forælderens ret til samvær over barnets sikkerhed. Loven er et samfundseksperiment, som forsøger at gennemtvinge et samarbejde om samvær mellem to nu ligestillede, biologiske forældre. Man kan ikke bare glemme slægtskabet, selvom den ene forælder måske ønsker den anden hen, hvor peberet gror. Begge har samme krav på samvær pga. biologien.
Sagen er, at de fædre, der før forældreansvarsloven blev uvenner med mødrene under skilsmissen, skulle kæmpe for at få lov til at se barnet efterfølgende. De skulle bevise, at de var gode for barnet, at det var barnets tarv at være sammen med den biologiske far. Den bevisførelse fandt fædrene uretfærdig, og barnets udtalelser, som ofte blev tillagt stor betydning, blev af fædre anset for underlagt mødres grove manipulation.
Mange fædre oplevede, at moderen "bare tog barnet og skred" – og så havde de ingen mulighed for at holde kontakten med deres barn efterfølgende. Det var frygteligt for mange fædre, at deres skilsmisse fra moderen betød et farvel til deres elskede barn. Faderen skulle bevise sit værd, hvilket oplevedes nedværdigende og ikke altid lykkedes.
Derfor er der sidenhen blevet arbejdet kraftigt på at ligestille forældre, samt på at kræve vedvarende samarbejde om at begge parter er i barnets liv – uanset kvaliteten af samværet. Det tillægges som sagt ikke længere afgørende betydning, og det skal bevises, at samværet er skadeligt.
Faderen er nu sikker på at se sit barn – men om han er fuld, skæv eller voldelig, så kan barnet ikke undgå samvær med ham, hvis barnet eller moderen ønsker at undgå det.
Hvad gør Sascha?
Nu sidder den unge mor så i fængslet, fordi hun ikke tør udlevere sit barn til en far, som hun mener er skadelig for barnet.
I 2013 blev dansk lovgivning og praksis på området kritiseret voldsomt af EU, og i 2014 blev Istanbulkonventionen vedtaget; her fastsættes det, at kvinder og børn har ret til beskyttelse mod risiko for vold og overgreb.
Der er også fornyligt vedtaget en ny skilsmisselovpakke, og der kommer flere til. Om de nye love indeholder en bedre løsning for de deleforældre, hvor den ene part frygter, at den anden er skadelig for barnet, ved vi endnu ikke. Men for Sascha hjælper det ikke, at hun kan klage til diverse organer. For hvad med hendes barn, imens sagen kører?
