Du er her:min barsel»Artikler»Samliv»Gæt, hvorfor jeg er sur?

Gæt, hvorfor jeg er sur?

Skrevet af 
Den vigtigste relation i familien er parforholdet. Det gælder også, når far og mor lever adskilt. Alligevel er det sjældent parforholdet, vi prioriterer højest. Men det er det vand, der flyder mellem mor og far, som børnene svømmer i.

Så hvad der ligger her af næring, glæde, beundring, foragt, skænderier, ophobede konflikter, manglende nærvær, bitterhed og længsler bliver til det rum vores børn vokser op i og tager til sig på godt og ondt. 

Nogle gange er der uendelig langt fra det, vi siger – til det, vi egentlig mener og ville sige, hvis vi ellers formåede det. Det er en kløft, som der er stor gevinst i at gøre mindre for at kunne komme tættere på os selv og vores partner.
 
Det falder os ikke altid naturligt at være tydelige omkring, hvad vi vil og ikke vil. Heller ikke i relationen til vores partner. Derfor kan vi tit høre os selv kommunikere det stik modsatte af, hvad vi ønsker:

Vi vælger at være tavse, når vi vil have kontakt, vi råber og bebrejder den anden, når vi er kede af det og gerne vil holdes om, vi siger ”der er ikke noget”, når der i den grad ER noget, vi kritiserer, selvom vi gerne vil sige noget pænt – og vi siger ja med et smil, selvom vi mener nej.
 
I de situationer er vi sjældent helt klar over, hvad det er, vi gør, og hvad der er i gang imellem os. Vi mærker blot, at der er dele af vores samspil, der gør os urolige, utilfredse, kede af det og vrede – og det bliver til en oplevelse af, at vi har problemer med at blive forstået og forstå vores partner. 

Ender vi der igen og igen, vokser magtesløsheden sig større og større sammen med afstanden mellem os.
Der er altid en god grund til, at vi gør som vi gør, og den gode grund findes almindeligvis i vores opvækst – men det der var meningsfuldt dengang, fungerer ikke altid i vores relationer som voksne. Tværtimod. 


Eksempelvis har mange af os lært at lukke i og blive tavse, når vi bliver skuffede og kede af det. ”Gæt-hvorfor-jeg-er-sur” bliver den maske, vi gemmer os bag – og vi giver dermed vores partner ansvaret for at få os frem igen. Selvom vi kan tænke, at opgaven ligger lige til højrebenet, så ser det helt anderledes ud hos vores partner, der i den grad kommer på overarbejde.
 
Det er hårdt og uforløsende at gå at skulle lede efter hinanden på denne måde – og det er i den form for fastspændte konflikter, at vi går glip af at se, høre og forstå vigtige sider af os selv og hinanden.

Utydeligheden ligger også i de mindre konflikter, når vi eksempelvis kritiserer og bebrejder vores partner for at sidde 20minutter på toilettet i færd med at læse nyheder eller spille Real Racing.
 
Hvad vil du?

For hvad er det lige, vi bliver så vrede over? Hvad er det, vi vil? Hvis ikke vi skal gå i offerrollen, den er der nemlig ikke meget fremdrift i (”Hvorfor er det altid mig, der …”).

Er det, fordi vi har brug for hjælp? Selskab? Eller er det fordi, vi selv trænger til at blive bedre til at trække stikket og tage 20minutter på potten? For så er det det, vi skal gøre og sige i stedet. 

Det er sådan, vi kan blive mere reflekterede og bevidste om, hvorfor vi gør, som vi gør og aktivt tage ansvar for at melde mere klart og personligt ud frem for at skabe kamp og afstand, hvor vi altid ender alene.
 
                                                                     
                                                              * * *


Fie Hørby er forfatter til bogen Drop opdragelsen - og bliv klogere på dig selv og dit barn


Læs mere om bogen her.


Læs mere om: Family-labs grunduddannelse i relationskompetence 

 

Skrevet af